Svar: Temperamentsudfordringer

---

Hej med dig

Tak for dit brev og din fine beskrivelse af hvad der sker hos jer :)

Jeres datter får det, som jeg kalder for et "fortvivlelsesanfald". Hun er ikke hysterisk og hun er ikke uartig - selvom mange opfatter det sådan - hun er oprigtigt ked af det :)

Børns hjerne skal gennemgå en kæmpe udvikling og hjernens forskellige dele skal lære at arbejde sammen. Der skal skabes vigtige forbindelser imellem de forskellige hjernehalvdele, de er der ikke fra begyndelsen, men bliver skabt stille og roligt i takt med at jeres datter vokser op og især i takt med at hun møder omsorg og nærhed fra jer voksne. Man ved idag at måden vi som forældre reagerer på, når barnet er ked af det, frustreret, vred osv. har stor betydning for hjernens udvikling og forældre påvirker således i meget stor grad deres barns hjernefunktion.

At hjernen er umoden betyder at hun får netop fortvivlelsesanfald. Det kan være at du siger nej til noget hun vil, det kan være at du giver hende den gule kop og hun ville hellere drikke af den røde, det kan være at der sidder noget og irriterer i hendes bluse eller noget andet. Det kan og vil ofte være små bitte ting, der i dine øjne kan virke som bagateller, men for hende betyder det rigtig meget.

Når hun mærker denne modstand, når hun oplever at tingene ikke er som hun vil, så udløses et fortvivlelsesanfald og her har hun har brug for at få en medlidende reaktion. Hun har brug for at høre at du forstår det, det er rigtigt irriterende at hun skal have jakke på, når hun heller ville undvære, at det er rigtig dumt, at du har skrællet æblet, når hun nu heller ville have det skåret i både, eller at det også er irriterende at du bare ikke forstår hvad hun vil, hvad hun signalerer - måske fordi hun faktisk ikke er i stand til at vide, hvad det er der sker - hun har det bare rigtig rigtig svært og hendes umodne hjerne får så verden til at kollapse :)

Det er netop når hun føler sig lyttet til, når hun føler sig forstået, at hun danner de vigtige forbindelser i sin hjerne. De forbindelser der på sigt, skal lære hende at bevare roen og ikke gå i selvsving hver gang verden går hende imod. Derfor bør man aldrig sende et barn med fortvivlelsesanfald væk, ...

---

---

... eller blive vred på hende, kalde hende hysterisk eller lignende. Det får hende måske nok til at holde op med at græde lidt, men det hjælper hende ikke på sigt.

Når hun har fortvivlelsesanfald, så har hun derfor brug for at du sidder med hende, holde om hende og beroliger hende. Hvis du forsøger at gå fra hende, så vil hun ganske givet gå grædende efter dig, "gå ikke fra mig mor", fordi hun har brug for din hjælp til at blive beroliget og få sin krop ned i gear.

Nogle gange vil det også være sådan, at du ikke med det samme kan få lov til at røre hende. Hun vil mangle ord, hun vil være i fysisk kaos, oprør og vende sig, vride sig, kaste sig ned, slå, sparke osv. Når hun bliver større, vil hun måske nogle gange ligefrem løbe sin vej. Her er det stadig vigtigt at du bliver i nærheden, taler beroligende til hende, prøver at sætte dig tæt ved hende, lokker hende hen til dig "kom skat, kom skatterpige, sååå, lille ven" eller lignende, så hun ved at lytte til roen i din stemme får så meget ro på sig selv, at hun tilsidst kravler op på sit skød og lader sig blive holdt om, vugget, beroliget.

---

---

Når jeres datter får et fortvivlelsesanfald, så hører og forstår hun ikke ret meget af det du siger, det gør hende blot endnu mere fortvivlet. Derfor skal man nogle gange ikke komme med særlig mange forklaringer, men skal bare sige "sååå, lilleskat, bliver du bare så ked af det, sååå" eller lignende. Ikke snakke for meget, men bare møde hende i den følelse hun har.

Når det virker at lægge hende til brystet, så er det fordi der med det samme dannes oxytocin - et hormon, som får hende til at slappe af. Når hun får anfald af fortvivlelse, så strømmer der stresshormoner rundt i kroppen og netop oxytocin går ind og stopper disse. Når du ammer overføres der oxytocin til din datter og det gør der også når du holder om hende, vugger hende, kærtegner hende - så selvom du på et tidspunkt stopper med at amme eller hvis far og datter er alene, så er det den fysiske kontakt og nærhed der skal hjælpe hende til ro - og far kan på den måde også aktivere oxytocin og hjælpe hende til at få samling på sig selv igen :)

Rigtig meget held og lykke fortsat - håber du her er hjulpet videre på vej :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---