Brev:
Dårlig relation?
Kære Helen.
Jeg har nu efter lang tids tøven, fået modet til at skrive til dig for at få råd. Jeg har en datter på snart 21 måneder. Hun skreg meget helt fra hun kom op på min mave og ligge og så fire måneder frem.
Vi snakkede med både læge og sundhedsplejerske. Lægen sagde bare, at "børn skriger" og sundhedsplejersken gav mest råd om tidlig start på grød. Vi stod på hovedet for vores datter; vuggede hende i vores arme hver gang hun skulle sove, hvor hun bare storskreg i timevis. Vi har gået ture i nabolaget med barnevognen midt om natten fordi hun ikke kunne falde i søvn selv, når hun vågnede. Jeg ammede fuldt ud.
Vi (min kæreste og jeg) skiftedes til at gå med hende i armene eller i barnevognen for at få hende til at sove, eller bare holde op med at skrige. Folk omkring os syntes vi var for bløde og sagde vi skulle lade hende ligge og så gå frem og tilbage og give sut mm., men det kunne vi ikke få os selv til. Min mor var den eneste der undrede sig over alt skrigeriet og sagde en dag, at ingen af hendes fire børn nogensinde havde skreget sådan. Jeg sagde ikke noget, men tog det til mig, som om jeg var en dårlig mor.
Sp sagde at de første tre måneder var de hårdeste, så vi glædede os til de var overstået (naive som vi var). Der skulle gå fire måneder, inden hun kom med mig til en kirorpraktor, hvor jeg havde en tid til mig selv. Vi kom til at snakke om forløbet med min datter og hun tilbød at grovtjekke hende med det samme - og det viste dig at vores lille pus var låst fra nakke til lænd i højre side. Efter tre behandlinger kom der mere ro på og vi var lettede, men også en anelse bitre over, at ingen (inkl. os selv) havde reageret før.
Nu stod vi over for den udfordring at få hende til at falde i søvn selv. Hun var jo vant til at blive vugget i søvn. Hun lærte det først rigtig ift barnevognen da hun kom i dagpleje som 9 mdr. og hun lærte det først ift. sengen som ca. 15 mdr. Så jeg synes der har været meget utilfredshed fra hende og meget lidt hygge mellem mig og hende.
Da hun var 8 mdr. blev jeg gravid igen. Hun begyndte i dp da hun var 9 mdr. og jeg startede på arbjede da hun var 11 mdr.
Her begynder det så at gå helt galt i min relation til hende. Jeg havde et fuldtidsarbejde som ligger en times kørsel fra hjemmet og min mand arbejdede/arbejder meget. Så hun skulle i dp fra 6.30-16.15. Morgenerne var pressede, men vi spiste altid morgenmad sammen, da det var blevet anbefalet af dp-pædagogen.
Jeg havde accepteret denne hektiske situation fordi det kun var i tre mdr, da jeg så kunne gå på barsel igen. Det var dog nogle meget hårde mdr. Min datter afviste mig totalt. Hun ville gerne aflevers i dp og holder utrolig meget af dagplejemoderen, hvilket er dejligt. Men hun ville aldrig med hjem om eftermiddagen - hun hylede og skreg og jeg måtte ofte presse hende ned i autostolen. Jeg sagde til dp-moderen, at det da var dejligt at hun var så glad for at være deromme, men jeg fældede ofte en tåre på vej hjem og var i hele den periode nødt til at fortrænge afvisningen for ikke at bryde sammen.
Det værste var til juleafslutningen i dp, hvor alle forældre kom til ...
... æbleskiver efter børnenes middagslur. De andre børn var jublende glade for at se forældrene, men vores pige så os slet ikke. Hun ville ikke have knus, ville ikke om til os og sidde. Hun var kun hos dagplejemoderen og dennes familie. Da vi havde puttet hende den aften, græd jeg i flere timer og gik til bekendelse med mine tanker overfor min mand. Det var rart at få sat ord på.
Jeg prøvede at finde lignende tilfælde herinde, men fandt kun lidt, hvor det var faderen der blev afvist, så igen blev jeg selvkritisk og havde ikke lyst til at fortælle om det, for jeg var klar over jeg nok var alene om problemet:(
Jeg var nu kommet hjem på ferie/barsel og troede at alt nu ville blive anderledes. Hun var/er nu kun i dp fra 8.30 til 15.30, men jeg blev mere og mere besværet af graviditeten og kunne ikke lege de vilde lege med hende. Jeg kunne bare se at hun blev mere og mere fars pige, hvilket nok var meget naturligt.
Da lillesøster kom i starten af april, var min datter 17 mdr, og de første tre måneder var meget hårde. Min mand arbejdede meget og jeg var alene med begge piger, hvilket slet ikke fungerede. Det endte i skrig og skrål og konflikter. Jeg besluttede mig derfor for, i flere omgange, at tage hende ud af dp nogle dage og køre hjem til mine forældre for at få hjælp til pigerne, hvilket viste sig at være en god
beslutning. De tog sig meget af den store, som elsker sine bedsteforældre og min mor sørgede for at få mig til at lege med den store når tiden var til det. Det gjorde godt for os.
Nu er situationen den at hun er godt på vej i trodsalderen og konflikterne er mange - især ift mig. Hun sparker og vrider sig på pudslebordet, bider sig selv i fingeren af frustration, river mig i hårdet, skriger stadig af og til, når vi skal hjem fra dp (selvom hun de fleste dage, gerne vil med mig hjem). Jeg vil sige at det generel er blevet bedre, men hvis det både er faren og mig der henter, løber hun hen til ham og giver knus og ser mig nærmest ikke.
Jeg prøver at tumle med hende på en madras om aftenen, hygge med hende om morgenen, tilbyder kys og kram hver dag og visker igen og igen tavlen ren for de afvisninger jeg får. Men når vi tumler går der ikke lang tid, før hun river mig hårdt i håret og hun kommer kun sjældent hen og krammer. Hun vil dog gerne puttes af mig om aftenen og vi har også dejlige stunder hvor vi griner sammen.
Generelt kan jeg fortælle, at hun er helt alderssvarende både socialt og motorisk, hun opfører sig pænt i dp, hun har en god relation til sin far og den øvrige familie. Så altså helt med, lige bortset fra forholdet til sin mor, som jeg i mit stille sind, frygter er for dårligt...
Jeg har det meget svært ved det her og ser det klart som et nederlag (som jeg dog aldrig vil acceptere!!) Jeg er klar over at det er naturligt at de bliver mere knyttede til fædrene i visse perioder, men hun har ALDRIG været morsyg:(
Er der noget af det her, der bare er det mindste normalt og, vigtigst af alt; er der noget jeg kan gøre?
Jeg beklager det blev så langt, men havde brug for at få det hele med og svarer gerne på opklarende
spørgsmål.
Med venlig hilsen
mima
Annoncer
Sponsorerede artikler
Baby sok med pulsmåler - hvad er det?
De fleste forældre kender følelsen. Man har endelig lagt sin baby til at sove, lyset er slukket, og alligevel lister man tilbage et kvarter senere for lige at tjekke, om alt er, som det skal være. Netop derfor er en baby sok med pulsmåler blevet et oplagt valg for familier, der ønsker mere ro ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
16. april 2026 | Kost og ernæring | 17 mdr.
Hej Helen Jeg søger lidt gode råd ift vores søns madvaner. Han har...
25. marts 2026 | Udvikling | 2 år, 1 mdr.
Opfølgning: Svære afleveringer i Vuggestuen
Kære Helen Tak for dit svar i mit sidste brev ang. vores nu 2 årige datter...
17. marts 2026 | Sovevaner | 17 mdr.
Hej Helen Jeg søger gode råd omkring putning. Vi er i gang med at træne...
21. februar 2026 | Opdragelse | 2 år
Kære Helen. Min datter er lige blevet 2 år. Hun er umiddelbart glad for sin...
2. februar 2026 | Sygdom | 18 mdr.
Kære Helen Jeg har skrevet før og skriver nu igen. Det er pt. en rigtig...
Viden om børn:
Indeklima
Et godt indeklima er vigtigt for vores helbred og for blandt andet at mindske risikoen for husstøvmideallergi. Miljøstyrelsen har følgende 5 råd til bedre indeklimavaner:
1. Luk luften ind. Sørg for gennemtræk 2x5 minutter hver dag. Luften indenfor kan være mere forurenet end luften udenfor, og der skal gennemtræk til, for at luften bliver skiftet ud. Vinduer på klem giver ikke samme effekt.
2. Gør hyppigt rent. Fjern støv en gang om ugen f.eks. ved støvsugning og...
Brystbetændelse
I daglig tale bruges betegnelsen brystbetændelse om to tilstande i brystet - det der egentlig er tilstoppede mælkegange, som er en ikkeinfektiøs tilstand i brystet og så en infektiøs brystbetændelse.
Tilstoppede mælkegange opstår ofte fordi amninger springes over eller fordi barnet ikke har fået "tømt" brystet tilstrækkeligt, måske fordi barnet dier med forkert teknik.
Infektiøs brystbetændelse opstår ofte, fordi det er gået hul på brystvorten, hvorved der er...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tusind tak! Jeg bliver simpelthen nødt til at fortælle dig, hvor stor en omvæltning dit seneste svar har gjort for vores familie.
Med min korte beskrivelse af vores liv, har du simpelthen set noget vi ikke har set; at hele vores dag bare er en lang irettesættelse af vores søn. Vi var simpelthen kommet ind i en skæld-ud-spiral; skæld-ud medfører mere skæld-ud. Vi blev opmærksomme på at vi begge to tog en dyb indånding inden vi gik ind af hoveddøren, for nu vidste vi skulle ind og skælde ud. Frygteligt, at vi ikke har kunne se at det ikke var en umulig unge, men en umulig måde at tackle ham på!
Så vi besluttede i samme øjeblik vi læste dit brev at vi kun ville snakke med vores søn og slet ikke skælde ud. Selvom det kræver lidt tålmodighed, så er det bare helt vildt hvad det har gjort. Han har simpelthen været så sød og vi har hygget os så meget de seneste dage. Han er selvfølgelig ikke et dydsmønster:-) men måden vi tackler det på nu er, gør at konflikten er lynhurtigt overstået og der bliver færre af dem.
Vi er jo i virkeligheden en familie med stort overskud, med et nært og følsomt forhold til vores drenge. Vi er bare kørt ud af et helt forkert spor og det var dig der skulle åbne vores øjne.
Tusind tak, Helen! Også en hilsen fra min mand, som iøvrigt sidder med tårer i øjnene hver gang han læser svar fra dig :-)
Med venlig hilsen
En familie på fire