Svar: Fuldkommen afmagt

---

Kære ulykkelige mor i afmagt

Det er ofte 1-3 års alderen vi hører om som særligt problematisk. Det er i den alder, at børn øver deres selvstændighed og det er den alder, der altid betegnes som "trodsalder". Ikke desto mindre oplever mange forældre, helt andre og meget svære udfordringer med deres fireårige børn og det handler ofte om, at barnet jo i den alder, har meget mere vilje og selvstændighed - men også har en evne til at tale verbalt godt for sig og simpelthen gå sine egne veje.

Det stiller store udfordringer at være forældre og jeg kan godt forstå du synes det er svært. Det er rigtig dejligt at I har et kærligt og tæt forhold og at du oplever at jeres datter trives generelt. Det er god grobund for at det hele nok skal gå godt, I skal bare lige igennem nogle af disse svære konflikter og det er vigtigt at I tager konflikterne, når det er nødvendigt. Faktisk siger man, at hvis man tager dem nu, så får man en mere rolig teenager - så det er jo værd at tage med, hvis det kan trøste lidt :)

Jeres datter her en alder, hvor hun kan fjolle rigtig meget. Det er når børn er 4 år, at de virkelig opdager humor. De pjatter, elsker at fortælle vittigheder og de kan fjolle rigtig meget og nogle gange grine af ting, som vi andre har svært ved at se er sjove - men dejligt er det og det gode humør smitter jo altid.

Derfor er det også ofte en rigtig god idé at bruge humor, leg og latter, når I vil undgå konflikter med hende. Det er en god idé at gøre tingene sjove og pjatte og fjolle lidt. De elsker det og netop ved at bruge humor, kan man nogle gange undgå at det føles som at tale for døve øre, hvor man føler at man ikke kommer nogen vegne.

Jeres datter er også kvik. Hun er en klog pige og derfor vil det være en rigtig god idé at tale til hendes intellekt og lave små aftaler, som omhandler noget af det, som hun gerne vil. Du ved sandsynligvis godt, hvad det er for ting jeres datter ofte stiller sig på tværs overfor. Noget hun i øvrigt gør, for at vise jer, at hun er sin egen og har sin egen mening om tingene ...

Prøv derfor ikke at fokusere mest på det I vil have hende til, men på ting hun gerne vil. Så hvis I f.eks. vil have hende til at skynde sig i tøjet, så sig "hvis du skynder dig, så kan vi nå at læse en bog" eller lignende, hvis hun f.eks. er glad for at læse bøger med jer. Hun skal ikke belønnes med slik eller lignende, det er ikke det jeg mener, det handler mere om at give hende lidt læring omkring "Hvis du gør de her ting for os, som vi gerne vil, så gør vi også det her for dig - så kan vi gøre de her ting sammen". Så hun også får lidt læring med sig om at alle jo gerne vil have deres behov opfyldt :)

Og så tror jeg faktisk at I skal sætte jer ned og holde et familiemøde. Hun er snart 5 år gammel og for børn i den alder, er det særlig vigtigt at føle sig betydningsfulde. At vide at ens mening også tæller, at vide at man bliver hørt.

Hun kan med den alder hun har, godt selv begynde at resonere sig frem til ting og vil ofte også argumentere - hun vil naturligt begynde at bruge ordet "fordi" som eksempel på dette. Og I må meget gerne gøre det samme overfor hende, netop skære igennem og stille nogle krav. Hun kan godt forstå regler nu og kan også godt respektere regler - ofte vil hun naturligt ...

---

---

... bede om tilladelse, når der er ting, hun ved at I har regler for.

Hvis I sætter jeg ned, taler om hvad der sker, forklarer at I bliver kede af det, at I kan se at hun bliver ked af det - og at I gerne vil samarbejde om at det ikke skal være sådan. Jeg tror godt at hun vil kunne sætte lidt ord på, hvad det er hun føler og hvorfor hun nogle gange bliver rigtig gal og vred. Hvis I prøver at få hende til at tale om det og laver aftaler med hende om, hvordan man kan reagere og hvad der skal ske, når hun har det sådan, så vil det - bare det at I taler om det - måske i sig selv kunne gøre en forskel.

Det kan være en rigtig god idé at give hende specifik ros, altså sætte konkrete ord på det hun gør, og ikke kun på hjælpen. At I f.eks. siger direkte "det er simpelthen så dejligt, når du dækker bord" i stedet for at sige "hvor er det dejligt at du hjælper". Børn i 5 års alderen har ofte brug for at få at vide, hvad der specifikt er godt.

Det kan godt være at du i et forsøg på at undgå konflikter har stået lidt for meget på hovedet, for at imødekomme hende og få ro i det lille hjem. Og jeg får lidt på fornemmelsen at du nogle gange måske ikke sætter tydelige grænser nok - og jeg tænker at det er okay at du siger fra. Du er nødt til at melde ud, hvad du accepterer og hvad du ikke gør. Og hvis ikke du kan fjerne hende, så må du fjerne dig selv - men samtidig så tænker jeg også at netop det at hun ikke acceptere en time-out på værelset og kommer ud med det samme eller det at hun går efter dig, når du går - det viser jo faktisk at hun har brug for dig, at hun ikke kan komme ud af situationen uden din hjælp. Så prøv også at vende det om og se det som noget positivt - selvom jeg godt ved at det er svært :)

Så prøv at stille lidt flere krav, hold fast i at et nej er et nej, lav små sanktioner - så hvis I f.eks. har bedt hende gøre noget hurtigt fordi I så kan nå at læse en historie eller andet og hun så ikke gør det - ja så når I ikke at læse historie. Præcis som du også forsøger, men hold fast i at det er okay - en aftale er en aftale.

---

---

Og netop, hvis hun så selv har været med til at lave reglerne, at I har sat jeg ned og talt om tingene og hvad I hver især kan forvente af hinanden - så er det også helt okay at der er konsekvenser, når reglerne så brydes.

I må gerne sige "vi aftalte at ... og du brød den aftale ved at ... så derfor kan vi ikke gøre sådan i dag". Ligesom I også gerne må sætte ord på hvordan I har det "jeg bliver ked af det, når du opfører dig sådan" og modsat "jeg bliver rigtig glad når vi sammen kan ..." osv.

Og hun bliver frustreret og ked af det, når hun mærker denne modstand, men det skal I så også kunne rumme. Det er netop vigtigt at hun får en fornemmelse for at I hver især vil hinanden og også yder noget for netop at kunne hygge jer og have det rart ... at det går begge veje.

Så start med et møde, lyt til hende, hvordan hun oplever jer - måske vil hun sige at hun synes du skælder for meget ud, eller at hun ikke kan lide, når du råber. Her må du så anerkende hende for at sige det højt og lave en aftale om, hvordan du så kan ændre på dette - ligesom hun skal ændre nogle ting så skal I voksne også.

Håber du kan bruge dette videre, fortsat held og lykke.

Rigtig god weekend og knus herfra!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---