Brev:

Dødsangst

Kære Helen.

Det er temmelig lang tid siden at jeg har haft brug for et råd fra dig.

Jeg vil forsøge at være meget enkel og koncis, men har du brug for flere info, må du endelig skrive nogle spørgsmål jeg kan besvare, inden dit endelig svar. Der er jo gået enorm lang tid, så du er ikke opdateret omkring Elias.

Han er nu 5 år og netop startet i SFO. Han er stadig en "lille gut" af fysik, men meget tænkende/reflekterende. Han sover godt om natten - spiser bedre (men stadig småt og ikke særligt varieret). Han er meget positiv, glad og udadvendt.

For 6 mdr siden flyttede jeg fra hans far. Han bor 50/50 hos os og virker meget afklaret/godt fungerende omkring det. Vi har også et super fint forhold (hans far og jeg) - bor 2 min fra hinanden og taler pænt/godt sammen,- kan ses til en kop kaffe osv.

- Jeg er helt sikker på at Elias ikke har lidt under bruddet, da han ikke husker hans forældre som værende et intimt par (hver vores soveværelse og dagligdag siden han var helt lille) - tværtimod fik vi den melding fra børnehaven, at han trivedes bedre end nogensinde da vi splittede,- blev mere nærværende, afklaret og glad.

Men han har så de sidste par dage stillet rigtig mange spørgsmål omkring døden.:

Hvordan man dør, hvornår man dør, "børn kan ikke dø, vel mor?", osv. Jeg har forsøgt at svare udramatisk - men kan jo heller ikke lyve omkring emnet. Han har også godtaget svarene og leget videre derefter.

I går kom han så traskende - helt uden forvarsel- (faktisk efter en dejlig eftermiddag, hvor far var på besøg til kaffe og vi hyggede med madlavning, spisning og afrydning - han havde fået en lille hyggeskål til dessert som han netop havde indtaget til ...

... børnetv, mens jeg ryddede op i køkkenet) - stortudende og sagde at han var bange for at dø, at han tænkte på det "altid i sit hoved" og "ikke kunne få det til at gå væk i hans hoved" - at vi ikke måtte dø, for så havde han ingen forældre og at jeg måtte love at han kunne komme på hospitalet hvis han skulle dø, så han ikke skulle dø! Og at jeg skulle ligge ved siden af ham, hvis han skulle dø.

Han var altså både bange for at dø selv (rigtig bange,- han rystede mens han græd) og at skulle miste os.

Jeg synes det var skræmmende at han har gået rundt med det her og blev enormt ked af det selv.
Jeg fik trøstet ham og forenklede emnet til at han selvf
ikke skal dø/miste nu - men jeg kan jo ikke give ham garantier eller sige at "børn ikke kan dø".

Jeg har informeret hans far og SFO, så vi alle er obs på ham - men hvordan griber jeg det allerbedst an, for at forebygge at han skal få en grundlæggende angst??

Hverken hans far ell jeg har dødsangst.
Hans mormor har kræft - men intet synligt tegn på sygdom eller kemobehandlingerne (endnu) og jeg har adviseret mig hos en psykolog tidligere, som rådede mig til ikke at sætte Elias ind i hendes sygdom så længe det ikke er synligt eller han selv spørger til det, og der er ingen "sygdoms-stemning" når han er sammen med mormor og morfar - tværtimod lever de fuldstændigt normalt.

Nu hvor han selv har åbnet for emnet, vil jeg selvf tale generelt med ham om døden, så jeg har brug for nogle værktøjer til hvordan jeg griber det an, hvad jeg skal være obs på og meget gerne lidt info om hvordan en dreng på 5 år oplever sin angst.

Er der nogen specielle bøger om emnet der egner sig til 5 årige?

Venlig hilsen
en bekymret mor

Læs Helens svar »

Viden om børn: