Brev:

Storesøster - svær tid

Kære Helen.

Fiona snart 5 år, blev i sommer storesøster. Som du ved fra mine andre breve har lillebror krævet stor opmærksomhed og energi pga ustabil søvnrytme...Vi har sat rigtig meget ind på at "se" Fiona, tage hensyn til hende, give hende alene tid både med os og bedsteforældre og derudover snakke meget om, at det er ok ikke at synes at alt er fryd og gammen med en lillebror...

Vi oplever særligt de seneste 2 mdr. en markant og voldsom reaktion på den nye familieorden – eller er det bare en svær alder at være snart fem år? Vores oplevelse er, at Fiona er vildt glad for lillebror - han er den første hun spørger efter, og gerne leger med. Næsten på samme tid kan hendes begejstring vendes til stor frustration, når han lige skal holdes, fodres, håndteres og vi forsøger da at hjælpe hende med at sætte ord på, at det er træls at han tager så meget af vores opmærksomhed. Hun kan sagtens selv finde på at sige fx "det er så træls at han er med" (så svarer jeg at ja, det kan jeg godt forstå og vi ved godt at det ikke er hende, der har valgt at få ham, så det er bare ok at have det sådan).

Men til trods for alle vores "by the book" anstrengelser har vi de sidste par måneder været vidne til at Fiona er meget usikker og dermed provokerende - og håndterer afvisninger ret dårligt generelt. Vi har altid gjort, hvad vi kan, for netop at give hende et godt selvværd og ikke "kun" selvtillid. Det føles dog pt som om, at alt vi gør for at opnå x situation giver y...

Fiona kan fx bede specifikt om at blive hentet fra institutionen med løbehjul; jeg tager det med og det første hun spørger om er, om jeg har det med og hun bliver glad for det – men efter 20 meter "gider hun aldrig aldrig se det dumme løbehjul igen"... Hun går til svømning og har været rigtig glad for at have den time om ugen sammen med far – men nu, hvor øvelserne gradvist bliver sværere nægter hun bare at lave dem! Den mindste modstand, og hun går i baglås.

Fiona er en dejlig ...

... udadvendt pige, med gode sociale evner, og hun har trivedes godt blandt venner i og uden for institutionen. Siden nytår har hendes veninder dog i stigende grad afvist hende - sådan som børn i børnehaven jo gør af og til, og vi tror ikke nødvendigvis at hendes veninder lægger noget særligt i det (og somme tider er det også hende, der holder andre udenfor). Men Fiona beklager sig meget over denne afvisning og hun fortæller selv at hun insisterer på at veninderne skal acceptere hende (tage hende med i legen) – på en fra vores perspektiv ret kluntet måde, fx ved at drille dem.

Vi har prøvet at forklare hende at hun ikke skal insistere så meget på det og forværre situationen, for så bliver de selvsagt (for os!) irriterede på hende. Fortæller at hun bare kan finde nogle andre at lege med i situationen. Når hun er hjemme hos kammerater, går det tilsyneladende rigtig fint, men når hun har besøg er hun ikke altid en god kammerat (er "bossy").

Vi er kede af at den indsats vi har gjort for at bevare fokus på Fiona, lave ting kun med Fiona, vise interesse for hendes verden - tilsyneladende ikke har nogen effekt – nærmest tværtimod. Vi kender vores pige godt og kan se, at hun kæmper med "en masse" og at det er rigtig svært at være hende lige nu – og det gør ondt. Vi siger det til hende, siger at vi elsker hende også når hun opfører sig tarveligt – men vi mister også somme tider tålmodigheden med hende og skælder ud (som regel for døve øren...) og vi overvejer, om vi har stået for meget på hovedet for hende, for at imødekomme hende? Fordi vi på forhånd frygtede, at det ville blive rigtig hårdt for hende at blive storesøster.

Vi aner simpelthen ikke hvordan vi skal imødekomme hende. Det virker som om, alt hvad vi gør, for at gøre hende glad i bedste fald kun virker "som at tisse i bukserne for at holde varmen". Ja, hun virker ærligt talt "utaknemlig" og ret teenage agtig. Håber du har nogle input til hvordan vi kan hjælpe vores pige i denne svære tid!

Hilsen

Læs Helens svar »

Gråd går lige i hjertet – og helt ind i nervesystemet

Alle forældre kender det. Den hjerteskærende babygråd, der ikke bare larmer i ørene, men også føles fysisk i hele kroppen. Gråd er babyers eneste måde at kommunikere på, og et par timers gråd om dagen er helt normalt. Men det gør det ikke nemmere at stå i. Især ikke, når man har prøvet alt – ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

4. juni 2025 | Sovevaner | 4 år, 2 mdr.

Lange putninger + sover uroligt i mor og fars seng

Hej Helen Tak for dine tidligere svar på vores henvendelser. Dem er vi meget...

Læs hele brevet og Helens svar

25. april 2025 | Udvikling | 5 år, 6 mdr.

Skole parathed

Hej Helen. Jeg har en pige der skal starte i skole i år. Hun er født i...

Læs hele brevet og Helens svar

3. april 2025 | Udvikling | 4 år, 5 mdr.

Social angst og skoleudsættelse

Kære Helen. Vi er altid meget glade for dine svar. Der er lidt tid til mit...

Læs hele brevet og Helens svar

23. februar 2025 | Opdragelse | 4 år, 3 mdr.

Hver eneste lørdag er helvede

Hej, vi har 3 børn. Én på 4,5 og to på 2,5. Tvillingerne er relativt nemme...

Læs hele brevet og Helens svar

4. januar 2025 | Opdragelse | 4 år, 2 mdr.

Curling vs. Selvstændighed?

Kære Helen Vi ved ikke hvordan vi bedst hjælper vores ældste datter på 4 år....

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: