Svar: Helt rådvild

---

Kære Agnes mor

Tak for dit brev og tusind tak for din fine beskrivelse af, hvordan du forsøger at tackle dagligdagen med Agnes. Du er en meget sød og meget omsorgsfuld mor og du gør det rigtig godt!

Det er meget svært at finde ud af, hvordan man præcist skal agerer overfor en 2½ årig, som naturligt får store anfald af frustration og ofte over ting, der i vores øjne er bagateller. Man taler om "The Terrible twos", om netop denne alder, som kræver så meget forståelse og omsorg og jeg tager hatten af for de forældre der bevidst vælger at få børn med 2 års mellemrum ... :)

Jeres datter har lært utroligt mange ting på 2 år, hun kan meget nu og en uimodståelig trang til at gøre sine egne valg vælder lige nu op i hende. Det er en spændende, men også svær udvikling. For at foretage egne valg, er hun jo nød til at være uenig med jer forældre og derfor opstår der dagligt konflikter og de situationer, hvor I beder hende gøre noget og hun kategorisk nægter eller gør det modsatte af, hvad I siger.

Hun er også igang med at skulle forholde sig til hvem hun selv er og hvordan hun påvirker andre. Man taler om at børn skal finde deres selvbillede og man oplever det ofte ved, at barnet begynder at udtrykke eget navn, sige "jeg" eller "det er min", eller sige "nej, vil selv" osv. Det er alt sammen noget der viser, at jeres datter er igang med at blive bevidst om hvem hun selv er.

Men i at finde ud af, hvem man selv er, ligger der jo så også erfaringen om at have begrænsninger og det er netop denne erfaring, som gør rigtig ondt hos jeres datter. Når hun f.eks. taber bogen, så bliver hun fuldstændig ulykkelig, fordi det bekræfter at der er noget hun ikke kan, noget hun endnu ikke mestrer. Det samme kan ske ved middagsbordet, når hun prøver at spise og maden falder af ske eller gaffel eller hun stadig er for lille til at smøre med sin kniv. Hun bliver dybt ulykkelig, fordi det pludselig står synligt klart for hende, at her er noget I kan og noget hun ikke kan.

Og det er også derfor hun bliver endnu mere frustreret, når du så tilbyder at hjælpe hende og prøver at guide og være tilstede - for du er jo den der kan det, hun ikke magter og hun kan bare slet ikke rumme dig og det lige der. Derfor sætter hun sig og råber "GÅ, GÅ VÆK!" og det vil være helt fint at du her går. Nogle gange skal du sætte dig i nærheden som nu, være ...

---

---

... tilstede og invitere hende hen til dig, når hun er parat. Men andre gange vil det være helt fint at sige "jeg går lige ud i køkkenet, jeg vil rigtig gerne snakke med dig, kom ud til mig, når du er parat" - så hun får mulighed for at være lidt alene og samtidig også fornemmer, at du jo stadig gerne vil hende.

Efter lidt tid, vil hun så måske komme hen til dig, stille sig og kikke forsigtigt ind af døren, så kan du sætte dig ned på hug, og invitere hende ind i din favn og give hende et stort knus. Det kan også være at hun vil kalde på dig "moooarr" og så går du naturligvis hen til hende og gør præcis som nu, taler med hende om at det også var irriterende med den bog, at hun ikke må smide med tingene, at I hjælper hinanden med at få ryddet op osv. :)

Det er således helt normalt det I oplever og hendes selvbillede udvikler sig stille og roligt i samspil med andre. Hun har brug for ros, det gør hende stolt og glad og når hun bliver irettesat så bliver hun naturligt ked af det, det er ikke sjovt at få at vide, at man gør noget forkert. Hun er med den alder hun har nu meget følsom og meget sårbar overfor hvordan hun bliver modtaget, hvordan I og andre reagerer på det hun siger og det hun gør.

---

---

Med hensyn til hendes opvågning om aftenen, omkring midnat, så lyder det faktisk som om at hun måske vågner og har et anfald af natteskræk. Det betyder at hun rent faktisk ikke er vågen, men sover meget dybt. Hun ser dog vågen ud og som forældre vil man naturligt ofte tage barnet op, trøste, berolige osv. fordi hun vil sætte sig op, skrige/græde meget højt og virke utrøstelig.

Det betyder at I måske får hende vækket og derfor bliver hun ekstra frustreret, vred og ked af det, hun forstår ikke hvad der foregår og bliver irriteret på jer. Derfor passer det hende måske ganske fint at du bare siger "slut, nu skal du sove, ikke mere pjat", så falder der ro på og hun sover videre, fordi det egentlig var det hun var igang med og blev forstyrret i.

Så prøv, når hun har disse opvågninger om du kan lade være med at tage hende op, prøv ikke at tale for meget, prøv at lægge hende ned igen, putte dynen omkring hende, puttebamse, sut - hvad hun nu sover med og se om hun kan komme videre i søvnen på denne måde og I således atter kan få lidt ro på :)

Fortsat held og lykke, håber mine tanker giver lidt ro med på vejen og hjælper videre :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---