Svar: Storesøster i gang med at markere sig

---

Hej med dig

Tak for dit brev og dine åbne og ærlige tanker :)

Ja, det er normalt at man kan blive frygteligt træt og irriteret, måske ikke direkte af sit barn, men i hvert fald træt af de situationer som let opstår, når man har en lille selvstændighedssøgende pige i huset ...

Det ændrer dog ikke ved, at I jo har valgt både at få hende og også at få hendes lillebror - hun har ikke bedt om at han skulle komme og hun har ikke noget ønske om at han egentlig behøver at være der - hun er stadig en lille pige, som har rigtig meget brug for at mærke at hun stadig betyder alt for jer.

Jalousi mellem søskende vil ofte handle om:

- Barnet føler sig tilsidesat
- Barnet føler sig ikke som den foretrukne
- Barnet føler ikke ligeværdighed til forældrenes kærlighed
- Barnet oplever at have en rival
- Barnet føler sig usynlig
- Barnet føler at pladsen i mors hjerte er usikker
- Barnet føler ikke at der er kærlighed nok til alle

Der er sandsynligvis ikke tvivl om at din datter sagtens kan mærke at I nogle gange synes hun er irriterende. Hun kan godt mærke at du har mere lyst til at sidde med din baby i ro og fred, end du har lyst til hende ... hun kan godt mærke at du nogle dage slet ikke orker hende.

Jeg kan godt forstå dig, jeg ved godt det er super hårdt og det må du ikke misforstå - men jeg kan også godt forstå jeres datter, for hun har det rigtig svært lige nu.

Når jeres datter kaster sig på gulvet og græder højt, så er det fordi hendes hjerne stadig er meget umoden og hun får stadig anfald af fortvivlelse, som jeg tidligere har fortalt dig om. Når hendes verden bryder sammen og hun smider sig på gulvet i frustration, så er det ikke fordi hun er uartig eller forsøger at provokere jer eller få jer til at gøre som hun vil, så er det udtryk for at hun stadig er en meget lille pige.

Det er i 1-3 års alderen, at man mærker denne ændring i barnets måde at være på og det er en tid, som kræver utrolig stor opmærksomhed, omsorg, forståelse fra forældrenes side. Verden vil nogle gange bryde sammen for hende, ikke fordi hun prøver jer af, men fordi hun simpelthen ikke har dannet de vigtige forbindelser mellem hjernens forskellige dele, som netop skal gøre, at hun kan bevare roen, overblikket og en gang imellem bare sige 'pyt med det'.

For hende vil ting, du oplever som bagateller, ofte få hele verden til at vælte og hun bliver dybt ulykkelig og dybt frustreret. Og det har hun brug for at du kan forstå og hun har brug for at du kan rumme hende, rumme hendes følelser uanset hvordan hun har det. At kunne rumme, betyder at du kan holde ud at hun har det som hun har det - uden at du forsøger at ændre det og uden at du tager det personligt.

Derfor er det ikke nogen god idé at ignorere hende eller bede hende om at gå ...

---

---

... på værelset, fordi I ikke vil høre på hendes larm = gråd. Børn græder naturligt mindre, hvis de bliver lyttet til og hvis man anerkender deres følelser og viser dem at de er okay og at man er der for dem hele tiden - også når de græder, pylrer og bare er rigtigt irriterende :)

Nogle gange vil hun naturligvis gøre noget forkert og må irettesættes, men det er virkelig vigtigt at du overvejer hvordan du forklarer hende at hun gør noget forkert. Og at græde er ikke forkert ...

Hendes hjerne består af flere dele og du skal appellere til hendes storhjerne. Det er den, du påvirker når du viser hende lydhørhed, følelsesmæssig forståelse osv. Det er den største del af vores hjerne og det er den, der blandt andet gør hende kreativ og i stand til at bruge sin fantasi, den hjælper hende med at løse problemer, tænke over tingene og den har også betydning for hendes evne til at sætte sig ind i, hvordan andre har det. Noget hun først skal til at lære nu og de næste år frem.

Du styrker denne del af hjernen ved netop at vise hende disse ting - være lydhør, rumme, forstå, sætte dig ind i hendes situation, give hende idéer til hvordan I kan komme videre osv. og det er super vigtigt at du gør disse ting, for at hun også lærer at gøre sådan.

---

---

Hvis du går fra hende, kalder hende hysterisk, via dit kropssprog eller direkte siger at du ikke gider være sammen med hende eller lignende, så vil det påvirke hendes mellemhjerne. Denne del af hjernen aktiverer raseri, frygt, separationsangst, sorg, lyst til at lege, trang til at udforske osv.

De meget stærke følelser som udløses af mellemhjernen skal styres af storhjernen og det er dette samarbejde mellem den ene hjernedel og den anden hjernedel, der fortsat er meget umodent. Derfor er det så utroligt vigtigt at du med din storhjerne, din rationelle del af hjernen, formår at rumme hende, når hendes mellemhjerne tager over. Ved at du tager hende op, sidder med hende giver hende masser af fysisk kontakt, omsorg osv. så får du din datter til at slappe af. Når hun føler sig forstået, anerkendt og mødt, når hun mærker at du er der for hende, at du godt kan rumme, at hun har det som hun har det, så sættes der en masse hormoner igang i hendes krop og forbindelserne mellem hjernens dele skabes.

Mit forslag er derfor at I sadler om og begynder at give jeres datter mere forståelse og omsorg, måske endda en medlidende reaktion nogle gange "sååå skat, bliver du bare så ked af det, nååå lille ven" så hun virkelig føler sig forstået og mødt.

Det betyder ikke at I ikke må sætte grænser, men det er vigtigt at I kan rumme de frustrationer og den fortvivlelse der opstår, når tingene ikke altid kan blive som hun gerne vil eller ikke vil :)

Håber I kan bruge mine tanker videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---