Svar: Vrede og aggression

---

Kære Pernille

Tak for dit brev og dejligt at høre fra dig igen. Det lyder som om at der er sket rigtig meget med Alfred siden du skrev til mig sidst og det er rigtig dejligt at høre, at han udvikler sig så godt og i så positiv retning ... for det er det :) Selvom det er hårdt, så beskriver du en lille dreng, som udvikler sig i sund og helt normal retning - og det er jo altid dejligt at få at vide ikk´... :)

Der er sandsynligvis flere ting som spiller ind hos jer og ganske givet de ting du selv nævner. Alfred har motorisk haft brug for lidt ekstra tid og det er helt okay, det kan meget vel hænge sammen med at han jo også er født lidt før tid :) Dertil kommer at når der bruges en masse energi på det motoriske, så er det naturligt svært også at bruge samme energi på det verbale. Han kan ikke det hele på en gang og nu hvor han er begyndt at kravle og også gå med mors og fars hjælp, ja så vil han naturligt også begynde at bruge sit sprog mere og blive bedre og bedre til at kommunikere.

Der går dog stadig lang tid inden han vil kunne sætte ord på sine følelser og det er rigtig vigtigt at I hjælper ham med dette og prøver at rumme alle de følelser han har. At kunne rumme, betyder at du kan holde ud at han har det som han har det - uden at du forsøger at ændre det og uden at du tager det personligt.

Jeres dreng er igang med en stor udvikling, det er især i 1-3 års alderen at man virkelig mærker barnet spirende selvstændighed, det man tidligere kalde for trodsalderen. Børn i denne alder får det der hedder fortvivlelsesanfald og det gør de, fordi deres hjerne er umoden. Det betyder at verden nogle gange bryder sammen for ham, ikke fordi han gerne vil det sådan eller fordi han prøver dig af - men fordi han simpelthen ikke har dannet de vigtige forbindelser mellem hjernens forskellige dele, som netop skal gøre, at han kan bevare roen, overblikket og en gang imellem bare sige 'pyt med det'.

For ham vil ting, du oplever som bagateller, ofte få hele verden til at vælte og han bliver dybt ulykkelig og dybt frustreret. Og det har han brug for at du kan forstå og det er det han har brug for at du kan rumme :)

Nogle gange gør han naturligvis noget forkert og må irettesættes, men det er virkelig vigtigt at du overvejer hvordan du forklarer ham at han gør noget forkert.

Hans hjerne består af flere dele og du skal appellere til hans storhjerne. Det er den, du påvirker når du viser ham lydhørhed, følelsesmæssig forståelse osv. Det er den største del af vores hjerne og det er den der blandt andet gør ham kreativ og i stand til at bruge sin fantasi, den hjælper ham med at løse problemer, tænke over tingene og den har også betydning for hans evne til at sætte sig ind i hvordan andre har det. Noget han først skal til at lære nu og især i årene frem.

Du styrker denne del af hjernen ved netop at vise ham disse ting - være lydhør, rumme, forstå, sætte dig ind i hans situation, give ham idéer til hvordan I kan komme videre osv. og det er super vigtigt at du gør disse ting, for at han også lærer at gøre sådan.

Hvis du går fra ham, kalder ham hysterisk, via dit kropssprog eller direkte siger at du ikke gider være sammen med ham eller lignende, så vil det påvirke hans mellemhjerne. Denne del af hjernen aktiverer raseri, frygt, separationsangst, sorg, lyst til at lege, trang til at udforske osv.

De meget stærke følelser som udløses af mellemhjernen skal styres af storhjernen og det er dette samarbejde mellem den ene hjernedel og den anden hjernedel, der fortsat er meget umodent. Derfor er det så utroligt vigtigt at du med din storhjerne, din rationelle del af hjernen, formår at rumme ham, når hans mellemhjerne tager over. Ved at du tager ham op, sidder med ham giver ham masser af fysisk kontakt, omsorg osv. så får du din dreng til at slappe af. Når han føler ...

---

---

... sig forstået, anerkendt og mødt, når han mærker at du er der for ham, at du godt kan rumme, at han har det som han har det, så sættes der en masse hormoner igang i hans krop og forbindelserne mellem hjernens dele skabes.

Når jeres dreng får anfald af fortvivlelse, så er han ikke uartig men oprigtigt ked af det. Han er skuffet over at tingene ikke er, som han gerne vil have dem, at han ikke kan finde ud af noget bestemt,- skoene driller, maden falder af skeen eller det er super irriterende at skulle ligge på puslebordet, når man skal have skiftet ble ...Det er som sagt ofte små bitte ting som i dine øjne virker som bagateller og hvor du tænker "hvis han da bare kunne slappe af, så var det overstået på et øjeblik", men det kan han ikke og for ham betyder det rigtig meget, for ham er det bestemt ikke en bagatel.

Derfor har han brug for en medlidende reaktion. Han har brug for at høre at du forstår det, det er rigtigt irriterende at han ikke kan lege videre, fordi I skal køre nu, eller det er rigtigt irriterende at du giver ham et æble, når han hellere ville have haft en banan, eller at du skrællede æblet og skar det i både, når han nu ville have haft det helt ...

Lyt til ham, sæt ord på, vis ham du forstår det "såå skat, bliver du bare så ked af det, såå" og lad ham mærke din ro. Jo mere rolig bliver han også og jo bedre kan du hjælpe ham :)

Og så er det også sådan med børn i denne alder, at et nej huskes bedre, når en handling følger med. Derfor er det helt fint, at I sætter ham fra jer, når han slår, fordi han derved lærer at det her var forkert, det vil I ikke have.

Når I har problemer på puslebordet, så er det netop fint at møde ham, ved at lade ham stå op og få bleen skiftet stående, når der er tale om en tisseble. Men når han skal ligge ned, ja så er han jo nødt til det. Prøv her om ikke du kan medinddrage ham mere, så han ikke føler det som et overgreb, han ikke har styring på. Giv ham en klud i hånden, prøv at opfordre ham til at vaske lidt, bed ham sætte fødderne i gulvet og løfte numsen, så du kan lægge bleen under ham, giv ham lidt salve på fingrene, som han selv kan putte på numsen, når han er vasket og klar til det osv. Jo mere du kan medinddrage ham, jo bedre er det :)

Og ja, naturligvis skal du hjælpe ham og forsøge at motivere ham ved netop at være på gulvet samme med ham, vise ham vejen, guide ham. Lade ham se hvordan du gør og forsøge at gøre det samme. Det er præcis som du skriver vigtigt at opmuntre ham og det forsøger du rigtig fint :)

At han finder en brik med en bjørn eller peger på sine mave er ikke tilfældigt, han forstår meget mere og har et langt større ordforråd end du tror - også selvom han ikke selv siger så mange ord endnu :)

At bibeholde dagplejer er en god idé, han virker glad for at være der og da I skal flytte om ½ år, er der ikke grund til at give ham flere skift end højst nødvendigt :)

---

---

Selvværd skabes ved at lade ham mærke at han er noget ganske særligt, at ingen kan tage hans plads og at han har værdi, fordi han er lige præcis den han er.

Dan Svarre, der er psykolog, har udgivet bogen "Glade børn med højt selvværd - en forældreguide". Du finder den i min bogguide.

Han beskriver blandt andet forskellen på selvtillid og selvværd sådan:

1. Selvtillid handler om tillid til sine evner. Selvværd hander om oplevelsen af at have værdi.

2. Selvtillid handler om at gøre. Selvværd handler om at være.

3. Selvtillid handler om noget vi kan. Selvværd handler om noget vi er.

4. Selvtillid hander om tillid til sine færdigheder. Selvværd handler om at værdsætte sine egenskaber.

Det er en fin lille bog, som du med fordel kan læse :)

Jeg håber at mine tanker hjælper jer en lille smule videre og giver lidt idé om, hvad der mon sker hos jer lige nu :)

Rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---