Brev:

Tanker om graviditet

Hej Helen.

Tusinde tak for dit svar ang. vores dreng og hans "farsyge". Som jeg så ofte har oplevet ændrede det sig i det sekundt jeg læste dit svar... - og nu er han snarere "mor-syg". Eller ihvertfald har han ikke de udbrud imod mig - og virker til at nyde vores begges opmærksomhed. Jeg er selv blevet meget mere afslappet omkring det - hvilket vores søn sikkert kan mærke.

Mit spørgsmål denne gang er af en lidt anden karakter!

Det drejer sig om, at jeg som nævnt er gravid igen - det kom lidt uventet, men vi er meget glade! Jeg elsker vores søn over alt på jorden. Vi har valgt, at vi ikke vil vide hvilket køn vi venter, fordi det ikke er så vigtigt for os. Der er naturligvis mange der spørger der til, hvilket er helt ok. Det der virkelig generer mig er, at der er rigtig, rigtig mange, der fortsætter med: "Vi må da håbe det bliver en pige", "vil du ikke love det bliver en pige denne gang", "Det kunne nu være sjovt med en pige" osv.

Min svigermor siger hver gang vi mødes "At hun håber på lyserødt - men at lyseblåt også er ok". Hun er en sød dame, men jeg synes faktisk ikke helt, at hun kan være bekendt at sige det. Jeg kan faktisk mærke, at jeg indvendigt bliver sur på hende og ked af det. Jeg ville virkelig ønske, at jeg bare kunne smile af det, men et eller andet følsomt sted rammer det mig.

Min mand siger, at det må være fordi, at jeg selv håber på en pige - at jeg ellers ikke vil lægge så meget i det. Men det der fylder mig er, at jeg føler, at de for hver gang de siger det, tager en lille smule af min glæde og lykke fra mig. I mine ører siger de, at jeg skal være glad og lykkelig hvis det er en pige - og lidt skuffet hvis det er en dreng. I mit hoved er det faktisk oftest en dejlige lillebror - og måske er det derfor ekstra svært for mig at høre dem sige det.

Jeg føler, at jeg ...

... skal forklare, at jeg virkelig også vil blive glad for endnu en dreng.

Jeg er så lykkelig for vores søn (og synes ligesom alle andre forældre) at vi har fået det mest fantastiske barn. Og det gør mig irriteret at høre, at han er dejlig, skøn osv. - men at noget andet havde været bedre (det rammer især når svigermor siger det).

Jeg har altid været meget opmærksom på, at opfylde andres behov (måske ligesom mange andre kvinder). Måske er det dette behov der fylder mig? Måske vil jeg bare gerne have lov at være glad, lykkelig og stolt lige meget hvad der gemmer sig i min mave...

Jeg har på den ene side meget lyst til at kommentere folks kommentarer - og omvendt tænker jeg, at ligemeget hvad jeg siger, så vil det virke surt, forkert el.lign. :)

Det jeg kan mærke, at jeg har gjort mig tanker omkring ang. køn er at jeg kan blive bange for om jeg kan tilbyde en ordentlig opvækst. Der er ganske få drenge og mænd i vores nærmeste familie - og jeg kan blive bekymret for, om jeg kan give mine (evt. 2 drenge) ordentlige forbilleder. Vores søn har en fantastisk far - men ikke en nærærende farfar, og han har slet ingen morfar. Så når han bliver passet, er det oftest af mormor eller moster, der begge er alene. At vente endnu et barn får savnet af min far endnu mere frem. Jeg ville sådan ønske, at han kunne møde dem - og omvendt.

Nogle gange kan jeg blive bange for at blive ensom - at jeg bliver alene/sat ud på et sidespor ved endnu en dreng i familien. Som du har skrevet tidligere, er drenge naturligvis meget opmærksom på deres far, da de har et kønsfællesskab med ham.
Men om denne frygt er kommet efter at "Gud og hver mand" siger, at jeg skal ønske mig en pige, eller om det var hos mig før, er jeg ikke helt klar over.

Har du nogle tanker, som kan hjælpe mig lidt videre?

Med venlig hilsen
den gravide

Læs Helens svar »

Viden om børn: