Svar: Reaktioner på at blive storesøster

---

Kære Maria Louise

Når jeres datter føler jalousi, så føler hun både sorg, vrede og angst. Sorgen handler om at hun har mistet eneretten til jer forældre (eller især til mor), vreden handler om at, lillesøster har den der har taget plads i jeres hjerter og angsten kredser om, hvorvidt I forældre (måske især mor) stadig elsker hende lige højt. Det er helt naturlige følelser og det er vigtigt at jeres datter får lov til at udtrykke disse og også får dem bearbejdet.

Derfor er det også super godt at I hjælper hende med at sætte ord på de tanker og følelser I tror hun går rundt med, så hun hører at I forstår hende. Så det er fint at I siger det højt, når I ved at lillesøster er irriterende eller at det er dumt, at I har fokus på den yngste i stedet for hende "jeg kan godt forstå du synes det er irriterende at ..." eller "det er også dumt, at ..." så hun føler sig forstået.

Men samtidig skal I naturligvis også sætte grænser, så hun ikke får lov til at være ond ved sin lillesøster, ligesom hun heller ikke må slå eller sparke til dig - selvom det trods alt er bedre at det går ud over mor end at det går ud over den lille ... faktisk er det helt naturligt at det er dig hun reagerer på, for det er jo dig der har haft lillesøster i maven, født hende og taget hende med hjem og det er også dig der sidder og ammer, nusser, kæler og putter med hende, hvilket er meget meget hårdt for A at opleve.

Du skal skelne imellem, hvornår hun siger dumme mor som udtryk for en frustration, hvor hun egentlig kunne sige "det er bare så uretfærdigt at ..." og fordi hun ikke kan sig det, så bliver det til "dumme mor!". Eller om hun siger det, for at prøve grænser, det skal ikke bruges bevidst eller som en automatreaktion, når noget går hende imod, som du skriver. Og her bliver du nødt til at markere, at det vil du ikke høre på. Man skal ikke sige "dumme" til nogen. De gør andre kede af det og du siger heller ikke til hende at hun er dum.

Du er altså nødt til at markere, når hun bruger det bevidst og ikke fordi hun mangler mere dækkende ord. På samme måde skal du heller ikke finde dig i at hun sparker dig, slår ud efter dig eller lignende. Igen er du nødt til at markere at det vil du ikke være med til og det kan her være nødvendigt at sige fra ved at flytte hende væk - "jeg sætter dig her, fordi du slog, man må aldrig gøre noget som gør ondt på andre!".

Det er altså en balance mellem at lytte og anerkende de følelser hun har men samtidig også holde fast i de spilleregler der er, for at I kan være en familie, hvor der er plads til jer alle fem "jeg kan godt forstå du synes lillesøster er irriterende, men jeg vil ikke have du slår!"

Og så skal du prøve at se hendes reaktion som noget positivt, selvom det er svært. Men det er faktisk et sundhedstegn at hun reagerer ...

---

---

... - man sammenligner det med at ens ægtefælle kom hjem med en ny kvinde og sagde "hendes elsker jeg, hun skal bo her hos os" og samtidig kyssede, kælede, sagde "er hun ikke dejlig" og hun skulle tilmed sove i soveværelset ... hvilke følelser ville det ikke fremkalde i dig? Og det er samme reaktion du lige nu får fra din datter.

Hun er nødt til at gennemgå nogle svære følelsesmæssige oplevelser og her er jalousi en af dem og det er også en del af livet, at mærke denne modgang lige nu. Se det som noget positivt at du lige nu kan give din datter muligheden for at finde ud af hvordan man kommer igennem sådan en følelsesmæssig svær periode og at hun lige nu lærer at håndtere følelsen af jalousi - det er måske en hård måde at lære det på, men det er også vigtig læring og det ruster hende ganske givet godt til et parforhold, når hun bliver voksen ...

Så når du har forsøgt at forklare hende at det er nu I har mulighed for at gøre noget sammen, at det er nu du kan hjælpe hende med badet osv. og hun så afslår og det så ½ times senere ikke kan lade sig gøre ... ja så er det til stor frustration for A, men det er også følelser hun skal lære at klare, for I årene frem vil der være masser af situationer, som ikke kan gå lige efter hendes hoved og hun skal jo lære at det ikke her nytter noget at smide sig på gulvet og skrige højt. Så selvom det er hårdt, så er det også vigtigt at hun lærer det. Og det helt essentielle i det her er, at du jo hele tiden er der, rummer hende, forklarer, viser at hun stadig er elsket, at du er der for hende osv. Ligesom far også gør - han skal jo også stille sig til rådighed, præcis som du beskriver, - så er det ham der må tage over og hjælpe hende efter badet og det gør han så på sin rummelige facon, så hun stille og roligt lærer at det er okay, det skal nok gå alt sammen :)

---

---

Det handler også om at hendes hjerne er umoden, at hjernens forskellige dele skal lære at arbejde sammen. Der skal skabes vigtige forbindelser imellem de forskellige hjernehalvdele, de er der ikke fra begyndelsen, men bliver skabt stille og roligt i takt med at barnet vokser op og især i takt med at barnet møder omsorg og nærhed fra sine forældre. Måden I som forældre reagerer på, når hun er ked af det, frustreret, vred osv. har stor betydning for hjernens udvikling og ved at rumme, lytte, anerkendes osv. så påvirker I, i meget stor grad hendes hjernefunktion.

Og hvis I kan rumme hende, det vil sige holde ud at hun har det som hun har det ,uden at ville ændre det og uden at tage det personligt, så hjælper i hende til at danne de vigtige forbindelser i hjernen og når de er dannet, så sætter de hende i stand til i årene fremover, at kunne bevare roen, når en ny og lignende situation opstår.

Håber mine tanker hjælper videre på vej, fortsat held og lykke med hende :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---