Brev:

Hvordan forgår en meget tidlig ufrivillig abort?

Kære Helen,

Jeg har to perfekte, fantastiske børn, en af hver køn, på snart 3 år og på 13 måneder. Begge graviditeter opståd fuldstændig uplanlagt næsten ud af det blå i perioder, hvor min mand og jeg ofte var for trætte til at være sammen. Det er kun en lille overdrivelse at sige, at vi blev gravid hver gang vi kom sammen dengang.

Jeg havde altid været lidt usikker omkring det med at have børn og selv om vi begge to havde nået midten af 30erne, havde jeg ingen bekymringer, at det nok skulle komme en dag. Men jeg nåede altså aldrig den følelse, at jeg bare ønskede mig et barn NU.

Da jeg så var gravid første gang, var vi begge to virkelig overrasket, at det kun skulle så lidt til - men også meget glade. Vi havde været gift i 7 år, var og er meget glade for hinanden og min mand har også altid vidst an han gerne vil have børn.

Jeg havde en dejlig, nem graviditet og da barnet var der, synes jeg bare, at det er det mest fantastiske at have børn og bliv hurtig klar over og enig med min mand om, at vi skulle helst have tre.

Jeg blev gravid med barn nummer 2 mens jeg stædigvæk ammede nummer 1 (på dengang 1) år en eller to gange dagligt. Det var igen lidt før jeg havde tænkt over, at nu skulle vi gå i gang.

Men hvor dejligt! Babyen kom, viste sig at være ligeså fantastisk og unik.

Jeg stod jo tilbage med følelsen, at vi bare kunne det med at lave børn - det gik nemt og 'resultaterne' var overvældende gode.

Jeg beskriver alt dette for at forklare, hvordan det kan være, at jeg lige nu er total ked af det, fordi jeg lige har fået min menstruation.

For første gang har jeg nemligt et stærkt ønske om at få et barn (mere), for første gang prøver vi mere eller mindre planlagt og ihærdige at blive gravid - og så lykkes det ikke.

Vi har forsøgt i nogle måneder, med ægløsningtest og det hele, jeg har ujævn menstruation med stor mellemrum (37-44 dage, denne gang 42) og tror, at jeg kun havde ægløsning de sidste to cyklusser.
Min baby nægtede nemlig alt mad udover mm indtil cirka 11 måender og det er først nu, at han spiser alt muligt og at jeg kun ammer 1 gang per dag om aften.

Nu føler jeg mig dum, fordi jeg jo rationelt godt selv kan se, at det ikke er så ...

... utroligt, at jeg ikke er gravid endnu. Men det er svært at acceptere, at det ikke kan lade sig gøre, at det ikke er nok bare at ville det.

Jeg føler mig dum og umoden, fordi jeg er 39 år og ret højuddannet men opfører mig som en hjemmegående i starten af tyverne (som ikke skal være diskriminerende, men det er bare en anden type kvinde en jeg er, men jeg har oplevet at jeg læser deres debatindlæg etc med lignende problemer!)

Jeg føler mig dum, fordi jeg har verdens bedste børn og fik dem som en slags gave uden at gøre noget for det.

Derfor har jeg besluttet mig for at skrive til dig, hvor saglighed, oplysthed og empati mødes på det smukkeste. (og tak for det!)

Og nu kommer jeg endeligt til det, jeg egentligt vil spørge om. Det er pjattet, men det er i mit hoved hele tiden.
Vi havde været sammen nogenlunde passende i forhold til ægløsningen, som ifølge test, kom lidt sent, men nu har jeg jo ujævn mens.

Så fik jeg trækken i underlivet, som kunne være alt muligt men jeg gik jo og håbede, at det var det med livmoderbånd etc.

Kort sagt, jeg følte, at jeg godt kunne være gravid. Og når jeg løftede mine børn (13 og 16 kg) op tænkte jeg hver gang, det føltes mærkligt og at jeg hellere skulle lade være. Men det er svært, når de vil op til deres mor, kan jeg ikke sige nej, de betyder alt for mig.

I går var vi så ud og købe nogle ting, hvor jeg lyftede dem en del ud og ind af alt muligt. Og pludseligt, under aftensmaden, føltes det mærkeligt i min maveregion og jeg sagde til min mand, at jeg var bange for, om det var det befrugtete æg som ikke kunne sætte sig fest eller blev afstødt eller hvad ved jeg, fordi jeg havde løftet for tungt.

Jeg kan selv se, hvor idiotisk det lyder, men så fik jeg altså blødninger i dag og tanken om, at der VAR et befruget æg... og at jeg har gjort noget for at det ikke blev der. Det gør mig sindsyg.

Jeg aner ikke hvordan det fungerer med en så tidlig abort- måske er det helt anderledes? Og jeg ved jo også godt, at det i går i maveregionen bare var forberedelse til mens i dag. Men jeg SKAL spørge dig om det, tanken er som sagt for frygteligt. Hvor stor er sandsynligheden for, at det var en ufrivillig abort?

Mange tak for dit svar.
Mor til 2

Læs Helens svar »

Sådan forebygger du bleudslæt

Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift

Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

23. februar 2026 | Amning | 0 mdr.

Amning før og efter fødsel

Hej Helen Jeg er gravid med vores andet barn, og jeg skriver, fordi jeg gør...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: