Brev:
Hvordan tackler jeg selvstændighedsfasen?
Kære Helen,
Min Emil er nu 2 år og 9 mdr.
Én ting er sikkert! Min søn er i rivende udvikling og i det man kalder selvstændighedsfasen. Jeg har blot umådeligt svært ved at tackle denne fase og føler mig hensat i en "pærevælling" af frustration, afmagt og bekymring. Nogle dage er selvfølgelig bedre end andre, men alt i alt føler jeg mig forvirret og kan til tider slet ikke kende min ellers rare og milde lille dreng.
Emil og jeg bor jo alene sammen. Emils far og jeg har god kontakt og har en rytme som passer os alle; hver anden weekend er Emil hos far og ofte bliver det også til en ugentlig overnatter. Vi bestræber os også på, at være sammen alle sammen i hvert fald en gang om ugen og dermed har vi stadig en form for (alternativ) familieliv.
Det har taget lidt tid før vi fandt den rette rytme men nu føler jeg vi er dér hvor vi alle kan være tilfredse. Selvfølgelig er det hårdt at være så meget alene om Emil som jeg er, men jeg har accepteret tingene som de nu er og har det godt med vores liv som det er.
Emil går i samme vuggestue. Jeg er tryg ved stedet og har god kontakt til de voksne som han hver dag omgåes med. De beskriver Emil som velfungerende og som en dreng der altid er venlig. De problemer jeg har med Emil, har de ikke og det ser jeg som helt normalt og naturligt. Det er hos mig han finder tryghed og dermed også hos mig at "verdens grænser" skal opdages og forståes.
For at beskrive en simpel situation, kan jeg nævne problemet med at få tøj på. Det starter om morgenen når han ha' skiftet bleen og fra nattøjet til almindeligt tøj. Han skriger og vrider sig som hvis jeg gjorde ham fysisk ondt. Jeg har forsøgt næsten alt.
Jeg har prøvet at give ham lov til at prøve selv (hvilket han endnu ikke viser den store interesse for), jeg har forsøgt at komme ind i stuen, lægge tøjet på stuebordet med ordene "lige om lidt kommer jeg ind og giver dig tøj på" og dermed ikke forstyrre ham i den leg han skulle være igang med...jeg har forsøgt mig med ord, blevet frygtelig vred....og sidst men værst af alt (ja sådan føles det for mig) presset ham i tøjet og dermed følt at jeg gjorde noget med magt! Det seneste jeg har forsøgt mig med - i et forsøg på at "rumme" disse følelser han får - er at tage ham op og kramme ham indtil han slappede af. Det virkede een gang med den følgende gang virkede det som om han så undveg ved at bede om at komme op og kramme og skrigeriet startede forfra når jeg så forsøgte med tøjet igen.
Problemet er - mht tøjsituationen - at vi simpelthen kommer for sent hver dag. Jeg har en mødetid på studiet og eftersom jeg skal igennem den kamp hele to gange hver morgen, er det nærmest umuligt at komme ud af døren til tiden. Det starter nemlig ofte forfra når vi så kommer til overtøjet...Det er også frustrerende og hårdt at han reagere sådan. Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op og i tøjet skal han jo. Vores dag skal jo fungere!
Jeg kan ikke erindre at der skulle være nogen som helst grund ...
... til at Emil har nogen form for "fobi" mht påklædning og i min fornuft ved jeg også at det slet ikke har noget med tøjet at gøre.
Der ud over reagere han på samme måde hver gang han møder et "nej" eller en begrænsning. På en dag som idag, har det bare kørt slag i slag. Den ene ting har afløst den anden og det har slet ikke været hyggeligt på nogen måder.
Et andet eksempel; En stikkontakt...en lampe som han står og slukker og tænder for. Jeg synes ikke det er i orden og siger han skal stoppe. Han bliver ved...jeg siger "stop med at lege med lyset ellers flytter jeg dig"...han bliver ved og jeg rejser mig for at gå over og flytte ham væk fra kontakten. I det lille tidsrum fra jeg rejser mig og når hen til ham, skynder han sig med et grin at tænde og slukke en masse gange i det han godt ved at jeg nu vil komme og stoppe hans handling.
Jeg forsøger at være meget konkret og tydelig i min mimik så jeg ikke er til at misforstå. Alligevel reagerer han med høje skrig, kaster sig i gulvet og bliver i det hele taget enormt arrig over at få sat den grænse. Har han muligheden gør han det igen kort tid efter og sådan kan jeg blive ved. Sådan kan han forsætte i madsituationer, tandbørstning, hentning i vuggestuen, vaskning osv osv. Selv om natten kan han skrige i søvne og råbe "nej...NEEEJ....EMIL SELV.....!!!"
Værst er det når vi alle sammen er sammen; far, Emil og jeg. Ofte føler jeg at vi helt burde stoppe med disse "familie-dage" fordi det føles værre end godt. På den anden side føles denne tanke helt absurd; det burde da kun være godt at vi kan være sammen alle sammen og forkert hvis Emil skal kontrollere tingene og det skal resultere i at vi ikke kan være i stue sammen på een gang?!
Han råber "GÅ VÆK" til sin far, slår ud efter ham, reagere som tidligere beskrevet på tøjsituationer og vil bestemme hvem der skal give ham tøj på og hvem der ikke skal. Sidste var jeg på grådens rand...og ingen af os havde det godt. Vi forsøger at tale om eventuelle handlemuligheder og bliver ofte enige om hvad vi skal gøre i givne situationer.
Jeg tænker meget over hvad der er "rigtigt og forkert" men bliver hurtigt forvirret. Jeg har til tider LYST til at sende ham på hans værelse...jeg føler det er rigtigt og at der må være konsekvens men i mine tanker tænker jeg på at det ikke gavner med nogen form for afstraffelse, at hans hjerne endnu ikke kan mestre begreberne som rimelighed og at han skal vide at jeg kan rumme hans følelser. Det er bare ikke altid lige let. Jeg bliver frustreret og vred på ham - det indrømmer jeg! Jeg ved også at jeg ikke skal tage det personligt og forsøger med alt min kræft at ryste det af mig og komme videre i programmet efter hver "tur". Jeg kender min dreng og kan tydeligt høre forskel på hans gråd...
Puhhh, det er nok enormt normalt alt det jeg beskriver, men jeg føler mig magtesløs og håber sådan du kan give mig nogle konkrete råd til bare nogle af situationerne.
Kærlig hilsen
Trine (og Emil)
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
21. oktober 2025 | Opdragelse | 2 år, 4 mdr.
Kære Helen Vi oplever mange nedsmeltninger hos vores datter på 2 år og 4...
13. oktober 2025 | Opdragelse | 3 år, 2 mdr.
Kære Helen. Vi har storesøster på snart 5 år og tvillinger (pige+dreng) på 3...
21. august 2025 | Udvikling | 3 år
Kære Helen, Jeg skrev til dig for ikke så længe siden om vores dreng J på...
5. august 2025 | Renlighed | 3 år
Toilettræning - men ingen afføring
Kære Helen. Vi søger lidt hjælp ang. vores tvillinger på 3 år som vi lige...
22. juli 2025 | Kost og ernæring | 2 år, 11 mdr.
Kære Helen, Det er første gang, jeg skriver til dig, og der kommer...
Viden om børn:
Tilstoppet tårekanal
Mange nyfødte børn har en tilstoppet tårekanal. Barnet ser ud som om, at det har søvnklatter i øjenkrogen hele tiden, eller at øjnene konstant virker fugtige.
Tårekanalen er en tynd kanal, som løber fra den inderste øjenkrog til næsen. Det er bl.a. den, der får os til at snøfte, når vi græder.
Tårer er 'øjnenes sprinkleranlæg'. Tårerne løber i en konstant strøm fra øverste, yderste øjenkrog ned og renser øjnene. Øjenvipperne er en slags 'vinduesviskere', og...
Vugge - vugning, bevægelse
At blive vugget, vippet og bevæget er med til at stimulere det lille barns vestibulærsans, også kaldet labyrintsans. Denne sans udvikles tidligt i graviditeten, og det ufødte barn får stimuleret denne sans, når moderen bevæger sig rundt. Når den gravide mor går omkring, så bliver barnet naturligt vugget og bevæget i livmoderen.
Det indre øre består af to dele: Balanceorganet og sneglen (Cochlea). Disse to dele kaldes med en fællesbetegnelse for labyrinten. Balanceorganet består...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Tak for dit svar omkring min søns sovevaner.
Jeg startede med at skære natamningen helt væk, og så var der kun godnattåren tilbage, den virkede han pludselig ikke så interesseret i så den blev også droppet, og helt uden drama og gråd;-)
Nu kunne jeg så få ham til at falde i søvn uden at være helt tæt på mig, men han ville stadig ikke ned i tremmesengen i vågen tilstand.
Jeg læste så at du havde rådet andre til at tage den ene side af sengen, da nogle børn følte sig indespærret.... og hold da k... det gjorde en forskel!!
Dels falder han i søvn glad og tilfreds i sin egen seng, derudover sover han bedre og længere tid i hans egen seng (han kommer stadig ind til os om natten). Han går oven i købet selv ind og lægger sig i sengen når det er sove tid!
Tak fra Rikke, mor til dreng på 16 måneder