Brev:
Hvordan tackler jeg selvstændighedsfasen?
Kære Helen,
Min Emil er nu 2 år og 9 mdr.
Én ting er sikkert! Min søn er i rivende udvikling og i det man kalder selvstændighedsfasen. Jeg har blot umådeligt svært ved at tackle denne fase og føler mig hensat i en "pærevælling" af frustration, afmagt og bekymring. Nogle dage er selvfølgelig bedre end andre, men alt i alt føler jeg mig forvirret og kan til tider slet ikke kende min ellers rare og milde lille dreng.
Emil og jeg bor jo alene sammen. Emils far og jeg har god kontakt og har en rytme som passer os alle; hver anden weekend er Emil hos far og ofte bliver det også til en ugentlig overnatter. Vi bestræber os også på, at være sammen alle sammen i hvert fald en gang om ugen og dermed har vi stadig en form for (alternativ) familieliv.
Det har taget lidt tid før vi fandt den rette rytme men nu føler jeg vi er dér hvor vi alle kan være tilfredse. Selvfølgelig er det hårdt at være så meget alene om Emil som jeg er, men jeg har accepteret tingene som de nu er og har det godt med vores liv som det er.
Emil går i samme vuggestue. Jeg er tryg ved stedet og har god kontakt til de voksne som han hver dag omgåes med. De beskriver Emil som velfungerende og som en dreng der altid er venlig. De problemer jeg har med Emil, har de ikke og det ser jeg som helt normalt og naturligt. Det er hos mig han finder tryghed og dermed også hos mig at "verdens grænser" skal opdages og forståes.
For at beskrive en simpel situation, kan jeg nævne problemet med at få tøj på. Det starter om morgenen når han ha' skiftet bleen og fra nattøjet til almindeligt tøj. Han skriger og vrider sig som hvis jeg gjorde ham fysisk ondt. Jeg har forsøgt næsten alt.
Jeg har prøvet at give ham lov til at prøve selv (hvilket han endnu ikke viser den store interesse for), jeg har forsøgt at komme ind i stuen, lægge tøjet på stuebordet med ordene "lige om lidt kommer jeg ind og giver dig tøj på" og dermed ikke forstyrre ham i den leg han skulle være igang med...jeg har forsøgt mig med ord, blevet frygtelig vred....og sidst men værst af alt (ja sådan føles det for mig) presset ham i tøjet og dermed følt at jeg gjorde noget med magt! Det seneste jeg har forsøgt mig med - i et forsøg på at "rumme" disse følelser han får - er at tage ham op og kramme ham indtil han slappede af. Det virkede een gang med den følgende gang virkede det som om han så undveg ved at bede om at komme op og kramme og skrigeriet startede forfra når jeg så forsøgte med tøjet igen.
Problemet er - mht tøjsituationen - at vi simpelthen kommer for sent hver dag. Jeg har en mødetid på studiet og eftersom jeg skal igennem den kamp hele to gange hver morgen, er det nærmest umuligt at komme ud af døren til tiden. Det starter nemlig ofte forfra når vi så kommer til overtøjet...Det er også frustrerende og hårdt at han reagere sådan. Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op og i tøjet skal han jo. Vores dag skal jo fungere!
Jeg kan ikke erindre at der skulle være nogen som helst grund ...
... til at Emil har nogen form for "fobi" mht påklædning og i min fornuft ved jeg også at det slet ikke har noget med tøjet at gøre.
Der ud over reagere han på samme måde hver gang han møder et "nej" eller en begrænsning. På en dag som idag, har det bare kørt slag i slag. Den ene ting har afløst den anden og det har slet ikke været hyggeligt på nogen måder.
Et andet eksempel; En stikkontakt...en lampe som han står og slukker og tænder for. Jeg synes ikke det er i orden og siger han skal stoppe. Han bliver ved...jeg siger "stop med at lege med lyset ellers flytter jeg dig"...han bliver ved og jeg rejser mig for at gå over og flytte ham væk fra kontakten. I det lille tidsrum fra jeg rejser mig og når hen til ham, skynder han sig med et grin at tænde og slukke en masse gange i det han godt ved at jeg nu vil komme og stoppe hans handling.
Jeg forsøger at være meget konkret og tydelig i min mimik så jeg ikke er til at misforstå. Alligevel reagerer han med høje skrig, kaster sig i gulvet og bliver i det hele taget enormt arrig over at få sat den grænse. Har han muligheden gør han det igen kort tid efter og sådan kan jeg blive ved. Sådan kan han forsætte i madsituationer, tandbørstning, hentning i vuggestuen, vaskning osv osv. Selv om natten kan han skrige i søvne og råbe "nej...NEEEJ....EMIL SELV.....!!!"
Værst er det når vi alle sammen er sammen; far, Emil og jeg. Ofte føler jeg at vi helt burde stoppe med disse "familie-dage" fordi det føles værre end godt. På den anden side føles denne tanke helt absurd; det burde da kun være godt at vi kan være sammen alle sammen og forkert hvis Emil skal kontrollere tingene og det skal resultere i at vi ikke kan være i stue sammen på een gang?!
Han råber "GÅ VÆK" til sin far, slår ud efter ham, reagere som tidligere beskrevet på tøjsituationer og vil bestemme hvem der skal give ham tøj på og hvem der ikke skal. Sidste var jeg på grådens rand...og ingen af os havde det godt. Vi forsøger at tale om eventuelle handlemuligheder og bliver ofte enige om hvad vi skal gøre i givne situationer.
Jeg tænker meget over hvad der er "rigtigt og forkert" men bliver hurtigt forvirret. Jeg har til tider LYST til at sende ham på hans værelse...jeg føler det er rigtigt og at der må være konsekvens men i mine tanker tænker jeg på at det ikke gavner med nogen form for afstraffelse, at hans hjerne endnu ikke kan mestre begreberne som rimelighed og at han skal vide at jeg kan rumme hans følelser. Det er bare ikke altid lige let. Jeg bliver frustreret og vred på ham - det indrømmer jeg! Jeg ved også at jeg ikke skal tage det personligt og forsøger med alt min kræft at ryste det af mig og komme videre i programmet efter hver "tur". Jeg kender min dreng og kan tydeligt høre forskel på hans gråd...
Puhhh, det er nok enormt normalt alt det jeg beskriver, men jeg føler mig magtesløs og håber sådan du kan give mig nogle konkrete råd til bare nogle af situationerne.
Kærlig hilsen
Trine (og Emil)
Annoncer
Sponsorerede artikler
Pas på din babys sarte hud
Sådan undgår du unødig kemi på puslepladsen
Som forælder vil man altid gøre det bedste for sit barn – også når det kommer til pleje af den særligt sarte babyhud. Men det kan være forvirrende og svært at finde rundt i, hvad der er sundt for huden og sikkert at bruge. Ved at vælge produkter, ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
5. august 2025 | Renlighed | 3 år
Toilettræning - men ingen afføring
Kære Helen. Vi søger lidt hjælp ang. vores tvillinger på 3 år som vi lige...
22. juli 2025 | Kost og ernæring | 2 år, 11 mdr.
Kære Helen, Det er første gang, jeg skriver til dig, og der kommer...
19. juli 2025 | Opdragelse | 2 år, 5 mdr.
Kære Helen Jeg har brug for et godt råd til, hvordan vi forbereder vores...
4. juli 2025 | Renlighed | 2 år, 5 mdr.
Kære Helen Min datter er 2 år og 5 måneder, og det er nu på tide hun smider...
9. maj 2025 | Sovevaner | 3 år, 2 mdr.
Hej Helen Endnu et spørgsmål angående min datter på 3 år. Min datter...
Viden om børn:
Laktulose
Laktulose er et middel, som bruges ved hård mave. Hvis du oplever, at dit barn ikke kan komme af med sin afføring, afføringen er knoldet og hård, måske virker dit barn til at have smerter i forbindelse med, at det skal have afføring - så kan læge eller sundhedsplejerske anbefale dig, at du giver dit barn laktulose.
Laktulose drikkes, og kan f.eks. gives til baby på en ske. Laktulose virker ved at binde vand i tarmen og derved blødgøres afføringen, så barnet lettere kan komme af...
Navlestrengsblod - stamceller
Navlestrengsblod - det vil sige, det blod, som er tilbage navlestrengen og moderkagen efter fødslen - indeholder stamceller. Disse celler har hjulpet dit barn med at udvikle organer, blod, væv og immunsystem gennem hele graviditeten.
I dag forskes der meget intenst i brugen af stamceller, og håbet er at kunne gøre noget ved en række sygdomme, som i dag er uhelbredelige, fordi manglende eller ødelagte celler visse steder i kroppen ikke bliver dannet igen. Der findes mange...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.