Brev:

Unormal opførsel

Hej Helen

Min datter er som sagt lige blevet 2 år.

Vi har, efter sygdom, været vidner til en meget unormal / besynderlig opførsel fra vores datter.

Når hun er syg, får hun meget høj feber (ca. 40-41 grader), hun spiser intet og sover ikke ret meget. Når sygdommen er på retur og feberen væk, begynder hun at få nogle meget store raserianfald. De kan både opstå, når hun ikke kan få tingene til at lykkes eller ud i det blå. Det står på i 4-5 dage og vi har nu oplevet det 2 gange. De varer typisk 10 min. og kommer hver halve-hele time.

Hun skriger rigtig højt, græder, kaster sig bagover, ruller rundt på gulvet og lign. Vi er nødt til at holde hende fast, så hun ikke kommer til skade. Vi kan ikke tale til hende, berolige hende eller aflede hende - hun hører ganske enkelt ikke, hvad vi siger. Det er synes faktisk, det er meget uhyggeligt at se på.

Når det står på, stiller vi ingen spørgsmål til hende, for hun er ikke i stand til at tage stilling til dem. Hun er normalt en meget nem pige, dog med et stort temperament og stædighed. Hun er godt begavet, forstår rigtig mange ting, og man kan føre lange samtaler med hende.

Anfaldene afviger så meget fra, hvordan hun normal er, derfor tænker jeg at det har noget med hendes sygdomme at gøre - altså noget der giver sig til udtryk efter mange dage uden mad og søvn. Vi har ...

... nemlig aldrig oplevet noget, når hun ikke er syg. Når hun begynder at sove og får noget at spise, får vi vores glade og søde pige igen. Men jeg tænker, at det ikke kan være rigtig at hun skal så langt ud efter endt sygdom. Det er så synd for hende - og for os.

Den første episode fandt sted efter vi var flyttet til en anden by og dermed også skift at dagpleje.
Endvidere er hun blevet storesøster. Men da hun var yngre udviste hun faktisk også anden adfærd efter sygdom. Hun var meget sur og intet virkede. En mini udgave af disse anfald, fandt sted da hun var 14 mdr. På dette tidspunkt var vi ikke flyttet.

Den første gang tog vi hende til lægevagten for at være sikker på, at hun ikke havde ondt nogle steder, der var hun 1½ år. Sidste gang bestilte jeg en samtale hos min læge, som vurderede, at det voksede hun fra. Dette svar vil jeg ikke accceptere. Der må kunne gøres et eller andet.

Min mand og jeg føler os meget magtesløse i forhold til, hvordan vi skal opføre os overfor hende, og hjælpe hende, når disse anfald står på.
Skal vi trøste, støtte, vise forståelse eller skal vi være hårde og sige, at hun skal holde op.

Ingen jeg kender kan nikke genkendende til hvad jeg fortæller.

Kan du hjælpe mig med nogle redskaber til hvordan vi kan hjælpe hende - hvor kan vi henvende os med vores problem??

Venlig hilsen
Nina

Læs Helens svar »

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

28. januar 2026 | Udvikling | 23 mdr.

Svære afleveringer i vuggestuen

Hej Helen. Vores datter på 23 måneder har gået i vuggestuen, deltid, siden...

Læs hele brevet og Helens svar

26. december 2025 | Opdragelse | 23 mdr.

Sut - 23 mdr.

Kære Helen Min datter er 23 mdr og bruger sut, mest til trøst og når hun...

Læs hele brevet og Helens svar

26. december 2025 | Opdragelse | 23 mdr.

Selvstændig 2 årig

Kære Helen Min datter er lige knap 2 år. Der er tydeligt, at hun er begyndt...

Læs hele brevet og Helens svar

28. oktober 2025 | Sovevaner | 20 mdr.

Søvnunderskud og lange putninger

Kære Helen Jeg har fundet hjælp mange gange ved at læse tidligere svar i din...

Læs hele brevet og Helens svar

21. oktober 2025 | Opdragelse | 2 år, 4 mdr.

Nedsmeltninger og trods

Kære Helen Vi oplever mange nedsmeltninger hos vores datter på 2 år og 4...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: