Brev:
Utryghed og raseri
Hej Helen
Dette er første gang jeg skriver til dig. Jeg har flere gange været inde og læse din brevkasse i håb om at finde svar på alle de spørgsmål, der kommer frem når man er mor til 2 energiske drenge.
Der er Carl på 6 år, som altid har gjort hvad der er blevet sagt og jeg får altid at vide at han er en meget velopdragen dreng. Så er der Jens på 2½. Han har bestemt været noget af en prøvelse.
Det første år, gik fint. Han var glad og tilfreds og sov som han skulle. Så startede han i vuggestue samme sted som sin storebror. Han var meget ked af det i starten, men det er de jo. Desværre blev Jens mere og mere bange for at blive afleveret i vuggestuen. Jeg tog mange snakke med pædagogerne og vi blev efter 5 mdr. enig om at flytte ham i dagpleje. Det var helt klart den rigtige beslutning. Han ændrede sig på mange områder og jeg sørgede hele tiden for at undgå gæstepleje. Men så blev vores dagpleje meldt langtidssyg. Han endte i gæstepleje og det klarede han nu også fint. Men efter 2 mdr. ville kommunen flytte ham igen. Han skulle nu tilbydes en fast dagpleje, idet vores oprindelige dagplejer ikke kom tilbage. Så vi flyttede ham endnu engang.
Han har altid været meget utålmodig, men med tiden blev han også meget utryg, hvis vi var sammen med andre mennesker og specielt hvis vi skulle besøge andre mennesker. Selv bedsteforældrene har svært ved at komme i kontakt med ham, og han vil ikke røres ved af andre end os herhjemme. Hver tirsdag henter mine forældre begge drenge og de spiser aftensmad sammen og bliver kørt hjem lige inden puttetid. Det går helt forrygende, og han er næsten altid glad. Men hvis vi spiser sammen allesammen, så skal de ...
... lige våge på at komme i nærheden. Han virker bange og vil ikke sidde sammen med os andre ved bordet. Han sætter sig skrigende ind i sofaen og nuller han dyne.
Dette gør ondt på mine forældre, og ikke mindst ondt på mig. De mener ikke han elsker dem, og det er meget svært at høre dem sige det.
Derimod har naboen 2 store børn, som Jens er helt skudt i. Han søger dem hver dag, og græder når de går hjem.
Mit spørgsmål er så: Hvorfor vil min lille dreng ikke være sammen med andre? Hvad er det der gør ham utryg. Jeg forsøger altid at tage hans yndlingsfilm og nullerdyne med, hvis vi skal besøge familie eller venner. Han ender for det meste med at melde sig ud af "festen" og sidde for sig selv med sin dyne. Dynen gør ham tryg. Han har det godt i dagplejen, så hvorfor bliver han ved med at være bange for andre.
Vi er mange gange fortvivlede over hans opførsel, men først og fremmest kan jeg mærke at mine forældrer er begyndt at tage afstand til ham. Hvis han ikke gider dem, så gider de heller ikke ham. Hvordan kan det være at der så findes 2 mennesker, som kan komme så tæt på, så de nærmest er uadskillelige.
Jeg håber du kan fortælle mig hvordan jeg kommer videre. Det har stået på i snart 2 år, så jeg føler aldrig det bliver bedre. Jeg ønsker ikke at holde familien hjemme for evigt, men vi melder mange gange fra hos venner og familie, netop fordi at Jens bliver så ked af det.
Hvorfor er han glad når mine forældre har ham alene og hvorfor er han så bange for dem, når vi er til stede? Og jeg VED at han har det godt hos dem og de vil gøre alt for ham. Han er bare nødt til at elske igen.
Hjælp ikke kun min dreng, men også hele vores familie...
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan siger du farvel til røde babynumser
Sådan siger du farvel til røde babynumser: Med forebyggelse frem for behandling
Sundhedsplejersker anbefaler at forebygge bleudslæt med Olívy
Er du i tvivl om, hvad der hjælper bedst mod rød numse og bleudslæt, er du ikke den eneste. Mange bruger salver og cremer til ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
6. april 2026 | Sovevaner | 2 år, 3 mdr.
Kære Helen. Jeg har en skøn og glad pige på 2 år og 3 mdr. Vi har de seneste...
16. marts 2026 | Opdragelse | 2 år, 9 mdr.
Kære Helen Tak for dit svar omkring vores datter på 2år og 9mdr. Det har...
11. marts 2026 | Opdragelse | 2 år, 9 mdr.
Afvænning af sut - 2 år, 9 mdr.
Kære Helen Jeg har lige brug for at følge op på mit brev om afvænning af...
11. marts 2026 | Sovevaner | 2 år, 9 mdr.
Selvstændighedsalder - 2 år, 9 mdr.
Kære Helen Jeg skriver til dig om noget som er svært for mig, noget jeg...
24. februar 2026 | Opdragelse | 2 år, 8 mdr.
Afvænning af sut - 2 år, 8 mdr.
Hej Helen Jeg har tidligere skrevet til dig om vores datter på 2 år og 8 mdr...
Viden om børn:
PKU
Phenylketonuri, PKU, er en stofskiftedefekt og det kaldes også nogle gange for "Føllings syge" efter den læge, som opdagede sygdommen i 1934.
I Danmark er det jordemoderen, der efter fødslen, undersøger om barnet har PKU. Dette gøres ved at tage en blodprøve, en hælprøve på alle nyfødte. Prøven skal tages når barnet er mellem 48-72 timer gammel. Får man et positivt resultat på prøven, skal barnet have behandling før det er 2 uger gammelt og indenfor 24 timer efter det positive...
Ammestillinger
Prøv dig frem med forskellige ammestillinger. Du kommer til at bruge mange timer på at amme og derfor er det vigtigt, at du gør dig det så behageligt som muligt.
Det er godt, hvis du kan hvile dig samtidig med at du ammer barnet og det er vigtigt, at du slapper af og ikke spænder i kroppen, hvis mælken skal løbe frit.
Sørg for god støtte til ryg og arme, når du sidder op, så du ikke får spændinger i skuldrene. Sid i en god stol, brug evt. puder i forskellige...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Tak. Jeg tænker tit på, at jeg i dine svar bliver betrygget i, at jeg ser rigtigt - jeg har et barn, som har et stort tryghedsbehov.
Det er som om at der for tiden er en trend der går på, at vi skal lave 'godnat og sov godt' på vores børn, sætte dem i skammekrog (eller tænkeboks eller hvad man kalder dem) når de ikke gør som vi vil have de skal gøre. Mon det er alle de tv udsendelser om nannys der redder verden for en familie, hvor alt er gået galt, som har tændt op under de ideer?
Hvor er det ærgeligt, at vi skal blive sådan i tvivl om, at det vores instinkt fortæller os om vores børn. Og hvor er det bare fantastisk rart, at du i dit virke hjælper, støtter og betrygger os, som har brug for at blive bekræftet og rådgivet i en retning, som vi kan være med på uden at hjertet bløder.
Tak for det!
Kærlig hilsen
Mor.