Svar: Seperationsangst? - 14 mdr.

---

Hej med dig

Alle børn gennemlever en periode mellem 6 måneder og 2½ år, hvor de er bange for at være væk fra deres mødre. Selv efter 2½ år vil nogle børn stadig have svært ved at være adskilt fra deres forældre, når de f.eks. skal starte i børnehave eller lignende, på dette tidspunkt varer angsten dog kortvarigt - ofte et par dage til et par uger.

Det er en helt anden sag, hvis barnet har passeret den sædvanlige alder for separationsangst og alligevel fortsætter med at have alvorlige problemer med adskillelse. Hvis angsten for adskillelse fortsætter i måneder, kan man tale om en separationsangst-lidelse, hvilket naturligvis kræver hjælp og særlig opmærksomhed. Men hos jer er der højst sandsynligt og intil videre tale om en helt normal separationsangst som går over af sig selv ... :o)

Det er helt normalt og en del af små børns udvikling at have separationsangst, ligesom små børn også kan have angst for fremmede og være bange for nye lyde, ting der pludselig dukker op og bange for højder. På samme måde vil børn i 2-3 års alderen ofte være bange for mørke og bange for små dyr. Frygten for mørke kan vare ved i flere år.

Det har meget at sige, hvordan I og bedsteforældrene møder jeres dreng. Det er vigtigt at du på den ene side motivere og opfordrer ham til at være sammen med bedsteforældrene "farmor holder dig lige imens mor tømmer vaskemaskinen" eller hvad du nu kan sige, for at signalere at det er okay, det skal nok gå. Ligesom det også har noget at sige, hvordan bedsteforældrene møder jeres dreng.

Hvis de ikke ser hinanden særlig tit, så skal han naturligt bruge længere tid på at se dem an, ligesom de måske ikke har en naturlig afventende holdning. De har jo glædet sig sådan til at være sammen med ham og virker måske for overstrømmende og kommer derfor let til at overskride hans grænser. Det er en hårdfin balance at finde - grænsen mellem at motivere ham til at være sammen med dem og det faktum at hans grænser heller ikke må overskrides.

Noget andet er det mere arvelige aspekt og her er vi jo forskellige, vi har forskelligt temperament. Nogle mennesker er meget højlydte, taler ofte først og højt i forsamlinger, hvor andre mennesker er mere stille og tilbageholdende. Det ene behøver bestemt ikke være bedre end det andet, men hvis farfar f.eks. er en mand som er meget på og jeres dreng så er den stille og meget tilbageholdende type, så opstår problemerne måske der. Så handler det netop om at farfar skal prøve at respektere jeres drengs grænser, ikke være for frembrusende og tage ham på skødet, men måske i stedet sætte sig på gulvet ved siden af ham, lege lidt ...

---

---

... med en bil osv. og på den måde skabe kontakt. Netop det at lege ved siden af hinanden kan være en god indgangsvinkel til at de to kan mødes.

Det er meget vigtigt at man ikke begynder at sætte prædikater på jeres dreng. Han skal ikke have rollen som den generte eller den tilbageholdende, eller endnu værre som 'drengen der har separationsangst'.

Hvis man først har fået en rolle som 'den generte', så er det svært at komme ud af den igen. Vær derfor opmærksom på ikke at kalde ham genert. Man kan ofte kommer til at sige "nå, bliver du helt genert nu" eller "lad nu være med at være så genert". Nogle gange kan man også overfor andre, f.eks. bedsteforældre eller andre sige "han er jo lidt genert". På den måde bliver han holdt fast i den rolle.

Pas også på med at sammenligne ham med andre børn. Du skal være opmærksom på ikke at komme med bemærkninger som "Du kan da også løbe hen og lege med de andre' eller 'se den anden dreng, hvor han...'. Det er ikke befordrende for hans selvværd, han vil føle sig forkert, når han ikke kan gøre ligesom de andre.

---

---

Han er stadig så lille at han ikke har sprog og ikke kan svare for sig, derfor er det naturligt at du hjælper ham med at svare, når han ikke selv kan. Men det skal du blive ved med. Når I møder nogen der spørger til ham så svar for ham. Når fremmede f.eks. spørger "hvad hedder du så lille ven?" så svarer du "Du hedder Marius, ik´også ..." imens du så kigger på ham og på den måde inddrager ham. Han ser på dig, bruger dig som sin rollemodel og lærer på den måde, hvordan han skal gøre og når han en dag har mod på det og tør, så kan han selv svare.

Hjælp ham med at være social. Når du kan se at han vægrer sig mod at sidde på gulvet og lege med biler sammen med farfar, så sæt dig på gulvet sammen med ham, så du er der og I alle tre leger med bilerne sammen. Vis ham hvordan og opfordre ham lidt "Nej en fin bil, må farfar se din bil ...?" og på den måde være med til at hele situationen bliver afslappet og tryg for alle. Du er nødt til at tage lidt initiativ på hans vegne og på den måde stille og roligt give ham værktøj til at han selv tør forsøge sig.

Det er naturligvis synd, hvis jeres dreng flytter dagplejeplads i tide og utide. Det er utilfredsstillende for alle og er naturligt ikke befordrende for netop at gøre ham tryg og rolig. I gæstedagplejen vil der jo også være nye børn og nye rutiner at skulle forholde sig til. Modsat, hvis han kun skifter mellem at være to steder og umiddelbart virker glad for begge steder, så kan det jo også være okay.

Jeg håber mine tanker hjælper lidt videre på vej, fortsat held og lykke med ham :o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---