Svar: Vredesudbrud

---

Kære Marianne

Tak for dit brev og din dejlige beskrivelse af hvordan det er at have en frustreret pige på 1½ år - og hvordan den også frustrerer forældre :o)

Små børn får det der hedder fortvivlelsesanfald og det handler om at de vigtige forbindelser i hendes hjerne, der skal gøre at hun kan bevare roen endnu ikke er dannet. Hun reagerer således ikke sådan, fordi hun er uartig men fordi hun er oprigtigt fortvivlet, hun er skuffet og rigtigt ked af det. Ikke kun når I siger nej, men generelt, når hun føler at verden går hende imod, når noget driller, når noget ikke vil som hun gerne vil. Det er altså alt lige fra at få et nej, fordi det er noget man ikke må, til at ville tage sko på selv og det driller - hun kan ikke finde ud af det, hele verden ramler.

Når børn har fortvivlelsesanfald, så har de brug for en medlidende reaktion, hun har brug for at blive taget op, holdt om og hun har brug for fysisk kontakt for at kunne falde til ro.. Netop når man giver barnet berøring, lytter og viser at man kan rumme barnet og den fortvivlses barnet har, så falder til barnet til ro og de vigtige forbindelser i barnets hjerne bliver dannet.

Nogle gange vil hun ikke være i stand til at lytte særlig meget til dig lige til at begynde med, eller i stand til at tale eller i det hele taget slappe af - hun kan kun give udtryk for sine følelser ved at sparke, græde og vride sig rundt og banke sit hoved i gulvet.

Det er her helt rigtigt, når du tager hende op, hun må ikke gøre skade på sig selv eller andre, så er du nødt til at holde hende og på den måde få hende rolig. At hamre hovedet i gulvet, må gøre rigtig ondt og det lyder også som om at hun et eller andet sted har fundet ud af det (hun flytter sig nu til tæppet), men hun bliver stadig så frustreret at hun ikke kan styre sig selv, og her må du forsøge at stoppe hende, så hun ikke når så langt ud.

Det er på samme måde også ...

---

---

... rigtig fint at du bruger afledning, forsøger at få hende på andre tanker og det virker jo også nogle gange, at få hende til at beskæftige sig med noget andet. Men de gange, hvor det ikke lykkes, og hvor hun alligevel får et anfald af fortvivlelse, så vær rolig, tal til hende stille og roligt: "Lille skat, så Fiona, tag det roligt, sååå, mor er lige her, bliver du bare så ked af det, sååå" eller hvad du nu kan sige. Hold om hende, så hun mærker din krop, din varme og din ro. Vis hende at du kan rumme hendes følelser, at du sagtens kan holde ud, at hun har det som hun har det, at du ikke vil ændre det og at du ikke tager det personligt - "det er helt okay, det skal nok gå alt sammen".

Nogle gange kan man ikke få lov til at tage barnet op eller røre hende og så må du i stedet sætte dig ved siden af hende, tale stille og roligt til hende og nusse hende lidt. Måske får du lov til at røre hendes fødder, holde hende i hånden, ae hende på ryggen eller stryge dine hænder igennem hendes hår - det er forskelligt, hvad børn vil lade en gøre. Men stille og roligt får du lov til at røre mere og mere ved hende og stille og roligt kan du få hende op på dit skød, holde om hende, vugge hende stille og tale roligt til hende. Sæt hele tiden ord på, de ord hun selv mangler, bekræft overfor hende at du godt ved hvordan hun har det "du blev bare så ked af det". Nusse og putte med hende til hun atter har fået samling på sig selv.

---

---

Du skal ikke stille krav til hende om at hun selv skal tage tingene op, lad tingene være til fortvivlelsen er ovre og hun atter er rolig og hjælp så hinanden med at få dem sat på plads. Du må naturligvis gerne fortælle hende at hun ikke skal smide med tingene, hvis og når det sker, men prøv så vidt muligt at få hende stoppet inden de kommer dertil, netop ved at lytte og være til stede.

Håber mine tanker hjælper videre på vej, fortsat held og lykke :o)

Rigtig god jul.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---