Svar: Konflikter - 3 år

---

Kære mor

Tak for dit brev. Jeg kan godt høre at I har det rigtig svært hos jer i øjeblikket og der er rigtig mange overvejelser både omkring jeres datter og de udfordringer hun giver jer, men også i forhold til jeres parforhold, arbejdsliv og prioritering og indretning af livet i det hele taget.

Som sundhedsplejerske ved jeg jo mest om børn og derfor vil jeg starte med at fortælle lidt om, hvordan jeres datter har det. Hvad der sker med hende i øjeblikket og jeg tænker at det vil hjælpe jer til at forstå og vide, hvordan I bedste kan handle.

Jeres datter har en alder, hvor hun naturligt prøver grænser og hvor hun også sætter sin egen vilje igennem og her er det meget vigtigt at I forældre holder fast i den beslutning der er taget. Det kan være hvor mange bøger I læser inden sengetid, at hun kan få et stykke agurk som alternativ til en is lige inden I skal spise aftensmad osv. Det er meget vigtigt at I melder dette ud og så holder fast i det I har sagt. Hun er nødt til at lære at I mener hvad I siger og I er nødt til at være konsekvente - der kommer intet godt ud af at sige "nej, nej, nej, jamen så okay da" - så vil hun jo lære at bare hun bliver ved længe nok, så får hun det som hun vil have det.

Når hun mærker at I holder fast i det I har sagt, når hun mærker den modstand der ligger i et nej, så bliver hun naturligvis frustreret. Det hører med til livets læring at tackle frustration og det er enormt vigtigt at I er i stand til at rumme dette. Jeg får fornemmelsen af at det er noget I begge har lidt svært ved. At kunne rumme hendes følelser betyder at I kan holde ud at hun har det som hun har det uanset om hun er vred, frustreret, ked af det, sur, gal, glad, humørfyldt, sjov eller hvad hun nu er - det betyder at I kan holde ud at hun har det sådan uden at I vil ændre det og uden at I tager det personligt.

Det er meget vigtigt at I viser hende at I kan rumme hendes følelser og det viser I ved at sætte ord på. "Du bliver bare så ked af det lige nu", så kan hun evt. rette jer "ikke ked, jeg er sur" og så kan I mødes der. Eller I kan give hende forståelse og samtidig vise at I holder fast i det I vil "Jeg kan godt forstå du bliver ked af det når du skal i seng, det er bare så dejligt at lege og være oppe" og så samtidig holde fast "men det er sengetid nu for dig".

Konflikter i hverdagen kan ikke undgås og slet ikke med et barn på 3 år. Det er derfor vigtigt at I tager de konflikter der er, når de er nødvendige. Det er vigtigt at I holder fast i de grænser I sætter og på den måde viser konsekvens. I forældre skal overordnet være enige om hvilke regler og aftaler I har og så kan I hjælpe hinanden med at holde fast i dem. Når I har sagt sådan, så er det sådan. I skal ikke være bange for at sige nej og I skal altså kunne klare den frustration og konflikt som opstår, når I siger nej.

Helt overordnet er det altså vigtigt at være enige om de regler I har hos jer og selvom I forældre er forskellige, så er det vigtigt at I i forhold til regler og overordnede beslutninger, viser at I er en enhed. Når det er sagt, så vil der dog også være situationer, hvor man ikke altid er enige og det kan også være helt okay. Her er det så vigtigt ikke at bebrejde eller anklage den anden, men i stedet lige overveje, hvorfor man ikke er enig og så melde det klart ud.

Der er jo intet i vejen for at jeres datter hører at I forældre kan være uenige, men at I så taler om det og finder en fælles løsning. Det er jo det I sandsynligvis også gerne vil lære hende. Der er derfor ingen idé i at I angriber hinanden og viser hende at det er sådan man løser konflikter, så ser hun jo at det er sådan man gør og det er måden hun lærer at løse konflikter på. Det er meget bedre at gå ind og melde klart ud, at det her er jeg faktisk ikke enig i, kunne vi lige prøve at sætte os ned og finde en fælles løsning. På den måde lærer jeres datter at man via dialog kan nå frem til fælles regler og beslutninger.

Når I oplever situationer hvor far f.eks. har sagt nej og hun så søger mor for at få et ja, så kan du som mor spørge "Hvad sagde far?" eller tage hende i hånden og gå med hende og sige "Vi spørger lige far" og er du så enig, eller drejer det sig om ting I ikke behøver diskutere yderligere, så holder du naturligvis med far. "Når far har sagt nej, så siger mor også nej" så hun der oplever jer som en enhed. Hun kan ikke bare gå fra den ene til den anden for at få sin vilje.

Står I så i en situation en ...

---

---

... dag, hvor I rent faktisk ikke ved at hun har spurgt far og mor derfor kommer til at sige ja. Så må I forklare hende efterfølgende at det hun gjorde var forkert. Man kan ikke regne med at spørge den anden og få ret. Har den ene sagt nej, så behøver man ikke spørge den anden, så er det et nej.

I situationen hvor far skærer igennem, siger jeres datter er færdig med at spise og jeres datter så sidder i stolen og rækker ud mod mor. Her er det rigtig vigtigt at du bakker op om at det hun gjorde (legede med maden) var forkert. Man skal ikke lege med maden, så er man færdig med at spise. Det er en god overordnet regel. Samtidig skal du så kunne bære at hun ser ked ud af det og er sur og frustreret over at hun ikke fik sin vilje. Det er vigtigt at rumme hendes følelser her.

Det betyder dog ikke at hun skal straffes yderligere og at du ikke må tage hende på skødet, men du skal overveje måden du gør det på. Det er nemlig meget vigtigt at du gør det for at trøste og berolige hende og ikke for at signalere "nu holder vi piger sammen mod far, for far han er dum, når han skælder dig ud ...".

Det er således okay at du tager hende på skødet, fordi hun der vil lytte til dig og til det du siger. På skødet skal du så verbalt bakke op omkring de ting far har sagt, bakke op omkring situationen. "Mor og far bliver sure, når du leger med maden, man skal spise pænt" eller hvad du nu kan sige. På den måde kan du godt på en kærlig og omsorgsfuld måde fortælle hvad der er skete og få hende til at lytte og lærer.

Jeg kan godt se din pointe med at der ikke er så mange konflikter med jeres datter, når I er alene med hende. Men at gøre dette til grundlag for en skilsmisse synes jeg lyder meget voldsomt. Samtidig skriver du også at I overvejer at få endnu et barn og at I forældre holder meget af hinanden ...

---

---

I forhold til at få et barn mere, så vil dette ikke løse jeres problemer med jeres datter og det skal ikke være for hendes skyld at I vælger at få endnu et barn. Hvis I ønsker et barn mere, så skal det være fordi I brænder for det og virkelig har lyst til en baby. Der vil komme ligeså mange udfordringer med barn nummer 2 og der vil komme helt andre udfordringer med 2 børn sammen, så som udgangspunkt bliver det ikke lettere med to børn end med et. Derfor er løsningen på de udfordringer I allerede har, ikke at sætte et barn mere i verden. Børn er skønne, søskende er dejligt og givende på mange måder - men der er jeres lyst til flere børn, der skal være årsagen til at få flere børn:o)

Som jeg læser dit brev og jeres situation, så tænker jeg at I forældre i stedet skulle tage og prioritere hinanden mere. Og det er ikke noget der kommer af sig selv, det er noget I skal gøre bevidst og noget I aktivt skal gøre en indsats for. Du skriver at I ikke har et ret stort netværk og derfor har svært ved at finde nogen der kan passe. I bliver nødt til at finde en løsning på dette. Det kan være at søge en reservebedste i avisen, en dame, som har lyst til at passe jeres datter en gang imellem, så I kan komme lidt ud. I kan også søge en babysitter, en yngre pige, som ville passe. Det kunne også være at der i børnehaven var en legekammerat og nogle forældre som I taler godt med. Så kan I spørge om de vil passe jeres datter en aften, så I kan komme ud - I kunne evt. lave en 'bytte handel' - hvis I passer vores barn, så passer vi jeres barn en anden dag ...

Og så er der hele din arbejdssituation, som du tilsyneladende ikke befinder dig godt i ... Det er naturligvis ikke altid det letteste at finde nyt arbejde, men du må overveje, hvad muligheder der er hvor I bor. Derudover må du overveje om du kan gå ned i tid og på den måde få frigivet tid sammen med din datter. Jeg tænker også at du, hvis du arbejder i weekend-vagter, så må du have hverdagsfri nogle gange og at du derfor må forsøge at prioritere disse fridage enten til dig selv eller sammen med din datter. Der sker jo ikke noget ved at du f.eks. holder hende hjemme en hverdagsfri en gang imellem, hvis I to så kunne lave noget, der gjorde jer begge glade.

I skal tale om hvordan du kan få tid til dig selv og tid til din datter, hvordan du generelt kan blive mere tilfreds, hvordan din mand kan blive mere tilfreds. Jeres datter bliver naturligt også påvirket af jeres humør og stemningen i hjemmet. Jo bedre I forældre har det sammen, jo bedre vil I alle 3 have det:o)

Jeg håber du kan bruge mine tanker videre, fortsat held og lykke og stort knus herfra:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---