Brev:

Konflikter - 3 år

Kære Helen.

Jeg skriver da jeg og min familie har brug for at få et godt råd med på vejen. Min kæreste og jeg som har kendt hinanden i tolv år har en datter på tre år sammen. Vi elsker hende begge højt, men hun er snart ved at tage pippet fra os begge og i den grad så vi efterhånden er klar til at smide håndklædet i ringen og taler om at flytte hver til sit.

Hovedproblemet er børneopdragelse som vi ikke altid er helt enige om, og det resulterer desværre ofte i diskussioner og skænderier også i vores datters påhør og det smerter mig at hun oplever det. Min kæreste er nok mere konsekvent end jeg hvor jeg nok er mere blød og giver flere "chancer" inden jeg tager affære, og det har hun jo fundet ud af, så når far siger nej kalder hun på mig og omvendt.

Ofte hører hun slet ikke efter. Igår var vi ude at gå en tur og hun ville selv gå men ikke holde i hånd eller holde på klapvognen som vi holdt fast i at hun skulle, så da vi til sidst drog konsekvens af det og måtte tvinge hende ned og sidde i klapvognen var det under højlydt skrig og hyl. Idag gik hun rundt med et glas vand i hånden som min kæreste flere gange bad hende om at stille på bordet og alligevel fortsatte hun. Glasset blev så taget fra hende og igen skrig og hyl.......

Yderligere har jeg haft en anden konflikt med hende idag hvor hun ville have is og kiks. Jeg sagde at vi skulle først have aftensmad, men hvis hun lovede at spise lidt af det kunne hun få en is bagefter. Hun blev stiktosset og bed, nev og slog. Jeg sagde at jeg ikke ville have at hun slog m.m. og prøvede at gå væk fra hende men hun fulgte efter og fortsatte. Til sidst satte jeg mig ned og holdt om hende og så faldt hun til ro, men det virker lidt som en belønning eller hvad?

Ved middagsbordet sad hun så og legede med maden og fik også flere gange besked om at stoppe med det, og da hun ikke gør det siger far til sidst "nu er du vist færdig med at spise" og tager hende væk fra bordet, hvor hun igen bliver helt hysterisk sådan så far må holde hende. Han sætter hende hen i stolen med besked om at blive siddende og det gør hun også mens hun ser rigtig ked ud af det og kalder på mig og rækker armene ud. Jeg går hen og tager hende og det bliver min kæreste rigtig sur over og et nyt ...

... skænderi er igang. Han synes at jeg skal bakke ham op i det han gør også selvom jeg ikke er enig og det kan jeg også godt se logikken i sådan så hun ser at vi er enige og at hun ikke kan så splid imellem os, men nogne gange synes jeg bare at han overreagerer og hellere skulle prøve at tælle til ti så alting ikke blev kørt op i en spids for alles vedkommende.

Når vi er alene med hende er det som om at tingene glider lettere da hun kun har en voksen at forholde aig til og ikke to som ikke engang kan signalere enighed. Derfor tænker vi på hvad der mon er bedst for hende, og om det mon ville være bedre for hende at vi gik hver til sit. Ingen af os kan tage beslutningen. Vi holder jo stadig af hinanden og vil hende jo kun det bedste, men vi er tyndslidte efterhånden og ved ikke hvad vi skal gribe eller gøre i. Ingenting falder naturligt mere da alting bliver analyseret og vendt og drejet fordi man gerne vil gøre alting så godt.

Ovre i børnehaven går det fint også selvom hun næsten lige er skiftet fra vuggestue til børnehave, men de vil godt give os ret i at hun er stædig og temperamentsfuld men også en meget følsom pige. Vi kunne godt tænke os et barn mere og tror egentlig også det ville være "sundt" for vores datter men er naturligvis i tvivl om vi kan klare det sådan som situationen er lige nu. Vi bor i en lille by og har ikke det store netværk, ej heller bedsteforældre der kan babysitte af og til så der er næsten aldrig noget pusterum.

Kæresten er bedre end jeg til at tage sig frihed til at gå en tur m.m. Ligeledes har jeg et job med arbejde hveranden weekend og med vagter som jeg er rigtig ked af. Jeg føler at når han har hende alene i weekenden hvor jeg arbejder knytter de et andet bånd, da jeg når jeg har hverdags fridage må sende hende i børnehave, som hun også gerne vil, for at kunne nå de huslige pligter. Samtidig er jeg mere irritabel når jeg har vagter og det gør det svært altid at være så nærværende som jeg gerne ville. Jeg ville føle en stor lettelse ved et andet job i forhold til mit familieliv, men det er ikke så nemt her hvor jeg bor.

Det var en masse. Jeg havde brug for luft og håber at få nogle ord og måske gode råd med på vejen.

På forhånd tak
Mange hilsener fra en bekymret og frustreret mor.

Læs Helens svar »

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

31. januar 2026 | Opdragelse | 2 år, 7 mdr.

Opfølgning på selvstændighedsalder og afvænning af sut

Kære Helen Tak for svaret på mit brev om selvstændighedsalder og afvænning...

Læs hele brevet og Helens svar

29. januar 2026 | Opdragelse | 2 år, 7 mdr.

Selvstændighedsalder og afvænning af sut

Kære Helen Lige en opfølgning på mit sidste brev om min datter på 2,5 “Det...

Læs hele brevet og Helens svar

25. januar 2026 | Renlighed | 3 år, 6 mdr.

Toilettræning - 3.5 år

Hej, Vi har toilettrænet to børn tidligere, men vores dreng har problemer....

Læs hele brevet og Helens svar

24. januar 2026 | Opdragelse | 2 år, 7 mdr.

Det er kun far der dur - 2 år, 7 mdr.

Kære Helen Jeg skriver til dig om min datter på 2,5 år. Hun er altid...

Læs hele brevet og Helens svar

21. januar 2026 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.

Lære at høre efter

Hej Helen Tak for din brevkasse - nu vil jeg forsøge at spørge dig i håb om,...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: