Annonce

Annonce

Natlig trøst fra forældre er vigtigt for det lille barns udvikling


25. juni 2024


I går var jeg inviteret i Go´ Morgen Danmark f​or at tale om vigtigheden i, at børn er sammen med deres forældre, når familien f.eks. holder ferie, eller når familien skal ud at spise. I følge bl.a. TV2 så ses der en forandring i børnefamilier, når det kommer til børnepasning. Der er en tendens til, at man lader professionelle passe børnene, - også f.eks. om natten. Man hyrer en professionel børnepasser til at tage sig af barnet om natten, fordi det sikrer forældrene god nattesøvn, så de kan være friske og veludhvilede næste dag. 



Og sidstnævnte - at lade sit barn passe af professionelle om natten - fik mig til at tænke på et foredrag med Ed Tronick, som jeg var til for efterhånden flere år siden. Og det skal min artikel derfor handle om i dag. 



Edward Tronick er en amerikansk udviklingspsykolog, der er en af de absolut førende eksperter indenfor tilknytning mellem børn og forældre. Han er især er kendt for sit "still face experiment", hvor han har vist betydning af, at børn har brug for, at deres mødre (primære omsorgspersoner) reagerer på dem og på deres signaler.



Tilknytning og natlig omsorg



Ed Tronick sagde blandt andet, at natten kan have en vigtig rolle i forbindelse med tilknytning. 



- Tryghed og trøst. Når barnet vågner om natten og bliver trøstet af en omsorgsperson, så skaber dette en særlig følelse af tryghed og sikkerhed. Denne gentagende oplevelse af trøst og beskyttelse er med til at styrke barnets tilknytningsbånd til den pågældende omsorgsperson. 



- Tilknytningsbånd forstærkes. Natlige interaktioner er ofte mere intime og særlige - man kan ligge sammen med barnet, holde barnet tæt ved sig og berolige med nærhed og kærtegn, hvilket vil kunne forstærke tilknytningen. Når et barn oplever, at en bestemt person altid er der for at trøste og beskytte barnet om natten, vil dette kunne føre til en dybere følelsesmæssig forbindelse. 



- En særlig tillid. Når børn ved, at deres forældre vil være der for dem, når de er bange eller urolige og f.eks. vågner af en drøm om natten, så skaber den en dyb indre følelse af tillid. Denne tillid er grundlæggende for et barns evne til at føle sig tryg i verden.



Forskning og studier om natlig omsorg



Flere studier og forskning har senere hen bekræftet, det jeg hørte Ed Tronick fortælle - nemlig at der er en sammenhæng mellem tilknytning og natlig omsorg.



- Forskning har blandt andet vist, at børn, der bliver trøstet af en nær omsorgsperson om natten, har et lavere niveau af stresshormonet cortisol, hvilket tyder på, at barnet har lavere stress og bedre følelsesmæssig regulering.



- Forskning har også vist, at barnets selvfølelse og selvregulering styrkes. Når forældre er til stede og trøster deres barn om natten, så lærer barnet, at dets behov bliver mødt, at der bliver lyttet, og at det (barnet) har værdi. Barnet lærer at håndtere følelser bedre og udvikler en stærkere følelse af både selvværd og selvtillid.



- Studier viser, at børn af forældre, der er lydhøre og til stede om natten, udvikler stærkere følelsesmæssige bånd og en mere sikker tilknytning. Barnet ved, at forældrene vil være der for dem, når de er bange, hvilket er grundlæggende for barnets oplevelse af sikkerhed og evne til at føle sig tryg i verden. 



- Studier foretaget over længere tid indikerer, ...


Annonce

... at der også er langtidseffekter af natlig omsorg. Børn, der modtager konsekvent og kærlig natlig omsorg, er bedre til at regulerer deres følelser og har også mindre risiko for at få tilknytningsproblemer senere hen. 



Omsorgspersoners rolle



Man taler om primære omsorgspersoner og sekundære omsorgspersoner (tilknytningspersoner). De primære omsorgspersoner er ofte forældrene, og de sekundære omsorgspersoner er ofte bedsteforældre, pædagoger i institutionen, en au-pair, babysitter eller nanny.



De primære omsorgspersoner er de personer, som tager sig af barnet, fra det er ganske lille. De fungerer som barnets sikre base, og dem, som barnet trygt kan stole på vil hjælpe, hvis der opstår utrygge situationer. 



De sekundære omsorgspersoner er de personer, som barnet bruger, når de primære omsorgspersoner ikke er til stede. Der er dog forskel på de sekundære omsorgspersoner:



Bedsteforældre er det tætteste, barnet kommer på en primær omsorgsperson. De har ofte en følelsesmæssig forbindelse og et stærkt følelsesmæssigt bånd med barnet fra starten. Bedsteforældre kan også tilbyde kontinuitet, de er en del af barnets familiehistorie, og de forsvinder ofte ikke bare. Selvom bedsteforældre naturligt kan gå bort, så er de ofte i stand til at tilbyde en vis kontinuitet.



Pædagoger, au-pairs, nannies og lignende professionelle omsorgspersoner skal først opbygge en relation med barnet, hvilket kan tage tid og vil kræve tilvænning fra barnets side. Trygheden og tilliden er der ikke naturligt. De sekundære omsorgspersoner er ofte også skiftende. Der er ikke kontinuitet og hvis der er, så varer kontinuiteten ofte kun uger eller måneder. Selvom man bruger en au-pair, nanny eller lignende gennem længere tid, så vil denne person på et tidspunkt forsvinde ud af barnets liv og en ny person træde i stedet. Og hvis barnet har knyttet sig til denne person, så vil dette naturligt kunne føles som et svigt. 



Derudover, så har de profesionelle omsorgspersoner helt naturligt en professionel tilgang. De har ikke samme følelsesmæssige bånd, de føler ikke kærlighed og nærhed til barnet på samme måde, som f.eks. forældre og bedsteforældre gør, og barnet vil ofte ikke kunne putte, ligge tæt, blive kysset og trøstet med kærtegn osv. på samme måde, som forældre og bedsteforældre vil kunne gøre.



Der er ingen tvivl om, at den professionelle omsorg er vigtig, når vores børn f.eks. skal passes i daginstitution, så vi kan gå på arbejde, men den kan ikke stå i stedet for forældre (og bedsteforældre), når vi har fri, tager på ferie eller f.eks. skal sove om natten. Pædagoger spiller en vigtig rolle i børns sociale og læringsmæssige udvikling, men relationen kan aldrig blive den samme. 



Når og hvis forældre ikke kan være der for deres barn f.eks. om natten, hvilket der jo godt kan være gode grunde til, så er det derfor vigtigt, at bedsteforældre er førstevalget. De vil have en mere primær rolle blandt de sekundære omsorgspersoner, og vil på grund af deres biologiske, følelsesmæssige og ofte langvarige relation kunne give barnet en tryghed, nærhed og ikke mindst kærlighed, som er vigtig for det lille barns udvikling. 



At være der for barnet om natten, er langt mere end blot trøst og at få barnet til at sove. Kan du ikke selv være der for dit barn om natten, så bed derfor bedsteforældre om hjælp. 



Kærlig hilsen



Helen



Annoncer

Sponsorerede artikler

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her



Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om børn og sygdom, som giver dig ro og overblik, når dit barn har det dårligt.

Det siger medlemmerne ...

Kære Helen,

Tusind tak for dine lange svar, du er så dejlig fornuftig :) Jeg er glad for at læse, at du i det store og hele kan understøtte det, vi i forvejen har gjort.

Tak skal du have for dine svar

Venlig hilsen, mor til Sofia 8 måneder


Annonce