Svar: Følelsesudbrud ved måltiderne

---

Kære du

Tak for dit brev og fine beskrivelse af det I oplever :) Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig/jer:)

Når jeres datter er i sine følelsers vold - så hun f.eks. græder/skriger ved middagsbordet - så er det fordi, hun endnu ikke har evnen til at bevare roen og overblikket, endnu ikke hjernemæssigt er i stand til at tænke og sige "pyt med det".

Når I giver hende den forkerte kop, når I giver hende det røde æble i stedet for det grønne, når I skærer æblet ud, i stedet for at give det helt, når mor hælder vand i koppen, og hun selv ville have gjort dette, når ... så bryder hendes verden fulstændig sammen. Hun er oprigtigt og dybt ulykkelig og frustreret - og det vil ofte ske over ting, der i jeres øjne virker som bagateller. Det har hun brug for, at I forstår. Hun har brug for, at I forstår, at det er svært for hende, og at I kan rumme hende og rumme hendes følelser, uanset hvordan hun har det. At kunne rumme hende og hendes følelser betyder, at I kan holde ud, at hun har det, som hun har det - at I ikke forsøger at ændre det, og at I ikke tager det personligt.

Det er vigtigt, at I f.eks. tager hende over på jeres skød, holder om hende, giver hende masser af fysisk kontakt og nærhed, fordi I på den måde får hende til at slappe af. Når hun føler sig forstået, anerkendt og mødt, når hun mærker, at I er der for hende, at I godt kan rumme, at hun har det, som hun har det, så sættes der en masse hormoner i gang i hendes krop - som både hjælper hende med at finde ro lige der i situationen, men som også hjælper hende med at skabe de forbindelser i hendes hjerne, som skal hjælpe hende med at kunne finde ro i lignende situationer, når hun bliver ældre.

At ignorere hende, undgå at give hende opmærksomhed, bare lade hende skrige, eller at sende hende væk, flytte hende over i et hjørne, give hende en time-out er derfor ikke nogen god løsning. Det hjælper hende ikke til at finde ro, og det hjælper hende ikke til at lære, hvordan sådanne situationer kan løses bedre fremadrettet. Det er vigtigt aldrig at ignorere eller bruge time-out overfor et barn, som har anfald af fortvivlelse. I denne situation, har jeres datter allermest brug for jer, og det er meget vigtigt, at I sætter jer i hendes sted, viser hende masser af empati, omsorg og kærlighed.

Brug af time-outs, tænketrapper, hjørner, hvor man kan sidde og tænke over sine handlinger osv. bør aldrig bruges til børn under 5 år. Det er først i denne alder, at børn begynder at kunne være bevidste om deres handlinger og har hjernemæssig modenhed til at vide, at de har gjort noget forkert. Du spørger, om det er okay at have en time-out, hvis hun bare ved, at det ikke er en skammekrog - og nej, det er det ikke. Det vil naturligt blive opfattet som en skammekrog, og bruger I time-out overfor jeres datter, så vil hun føle sig oprigtigt ked af det, og hun vil konkludere, at det ikke er okay at være ked af det. der er ikke plads til hendes følelser, der er ikke plads til hende, det er ikke okay at være hende.

Hun er ikke i stand til at tænke over tingene. Hun er ikke selv klar over, hvad der har udløst hendes store følelser, og hun har som sagt brug for jeres hjælp netop her. Jeg forstår godt, at I har et ønske om at få hende til at stoppe lige nu og her, fordi det forstyrrer jeres spisetid, jeres morgenmad. Men hvis I sender hende fra bordet, fordi hun - efter ...

---

---

... jeres mening - har opført sig dårligt, så sender I hende væk fra jer på det tidspunkt, hvor hun har allermest brug for jer. Hun har brug for, at I voksne lytter til hende og forsøger at hjælpe hende med at styre de voldsomme følelser.

Du fortæller, at "I forøger at tilbyde hende hjælp" eller gerne "vil fixe det, som gik galt", men at hun ofte skriger mere og mere. Det er fordi, det ikke er dette, hun har brug for. Hun har brug for, at I rent fysisk hjælper hende til ro, tager hende på skødet, holder om hende, beroliger hende, krammer og kysser hende, fortæller hende at det er okay, at hun har det, som hun har det - og først derefter kan I sammen med hende så forsøge at komme videre, finde en løsning sammen.

Og ja, hun vil gerne sidde med ved bordet, og hvis I forsøger at sende hende væk, eller siger til hende, at hun kan sidde væk fra bordet, indtil hun har det bedre, så vil hun naturligt føle sig afvist og ikke mødt og forstået. Hun vil føle sig forkert, og ingen kan lide at føle sig forkert. I forvejen har hun rigtigt svært ved at finde sin rolle i familien, hun har rigtig svært ved at mærke, hvad der gør hende til noget særligt. Hun har fået to små søskende samtidig, hvilket har været rigtigt hårdt for både hende og jer - men selvom det er et livsvilkår, har hun stadig brug for at vide, hvad hun betyder for jer, og hvorfor I elsker lige netop hende.

Prøv at sætte jer i hendes sted. Prøv at forestille dig, at du var oprigtigt ked af det, du græd og var ulykkelig - og din mand så sagde "nu er du urimelig", eller "nu må du lige slappe lidt af". Det kunne også være på arbejdet, hvor du var utilfreds med noget, og gerne ville tale med din chef om det - og din chef, så bad dig gå "nu synes jeg, du skal gå - og så kan du komme tilbage, når du kan finde ud af at opføre dig ordentligt" eller f.eks. sagde "jeg synes, du skal blive siddende her og tænke over tingene, imens vi andre går til frokost"... Hvordan ville du have det? Sandsynligvis ikke særlig rart, og det ville helt sikkert ikke hjælpe dig til at få det bedre.

---

---

Hvis din mand derimod holdt om dig, kyssede dig, sagde "jeg kan godt se, at du er frustreret lige nu, der er helt okay. Hvordan kan jeg støtte dig bedst lige nu?" Eller han sagde: "Jeg hører, hvad du siger, og jeg forstår dig" eller "Jeg her her for dig, lad os sammen finde en løsning", så ville det hjælpe dig.

Det samme, hvis din chef sagde f.eks. "Hvad sker der?", "Kom lige her og sæt dig ned", "Lad mig høre, hvad du oplever", "Lad os sammen finde ud af, hvordan vi kan håndtere dette", "jeg vil gerne høre dine tanker og ideer, så vi kan løse det sammen"... Det ville alt sammen hjælpe dig.

Anerkendelse, aktiv lytning, samarbejde der bygger på forståelse og støtte er langt mere effektivt end at blive mødt med kritik eller afvisning. Og så lærer det netop jeres datter at lytte til jer og kunne samarbejde med jer. Hun lærer af det, I viser hende.

At jeres datter løber tilbage igen med det samme, insisterer på at være med ved bordet er det tydeligste signal, hun kan sende til jer om, at hun ikke har brug for at blive sendt væk fra bordet, hun har brug for det modsatte, brug for jeres nærhed, jeres forståelse, jeres fysiske kontakt, jeres ro:)

Jeg håber, at I kan bruge dette videre og jeg vil også anbefale jer meget at læse min bog "Helens bog om Børn & Opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn":)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---