Svar: Kort lunte og spiseadfærd

---

Kære Mor til H.

Tak for dit brev og velkommen til - dejligt at høre, at du har fulgt med på sidelinjen og har haft glæde af de svar, som jeg har givet andre, og at du nu har fået lyst til selv at skrive :) Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig :)

Der er højst sandsynligt flere ting, som spiller ind hos jer. Det ene er, som du selv nævner i slutningen af dit brev - at jeres dreng sprogligt er rigtig godt med, men kroppen følger ikke helt med endnu. Det er helt normalt - de fleste børn kan ikke udvikle sig både verbalt og motorisk på samme tid, de bruger ofte lidt mere energi på den ene del - men du har fuldstændig ret i, at det må være enormt frustrerende for jeres lille dreng, når han rigtig gerne vil noget, og kroppen ikke rigtig vil, som han vil.

Hans hjerne er lige nu lidt foran hans krop, som du selv så rigtigt skriver - og det påvirker ham naturligt. Det kommer dog, han bliver gradvist stærkere motorisk, og lige pludselig så knækker han gå-koden. Men lige nu skaber det ekstra frustration at ville en masse, men ikke rigtigt at kunne:)

Derudover, så spiller alder og udvikling også ind. Han går lige nu igennem en slags separation-gentilnærmelses-fase, som hos jer hænger sammen med, at han nu kravler og rejser sig ved tingene - og gradvist øver sig i at være fysisk lidt på afstand af dig og far. Samtidig er han også adskilt fra jer om dagen, han skal i vuggestuen klare flere ting selv og finde ud af at være på egen hånd, og det er naturligt svært for ham. Det betyder, at han på den ene side vil søge dig ekstra meget. Han vil virke ekstra klyngende, have behov for at mærke dig, komme på på dit skød, sidde på din arm - men ofte er det kortvarigt, lige så snart han kommer op, så vil han alligevel ned, og når han så er nede, ja så vil han op igen...

Du fortæller, at han er enormt opmærksomhedskrævende for tiden og ikke kan lege for sig selv, og jeg tænker, at det netop handler om dette. Det er svært at hjælpe ham, og jeg kan godt forstå, at du bliver frustreret, for det kan føles lidt som "op-ned-op-ned", og også som om, at han ikke selv helt kan finde ud af, hvad han har brug for, og det gør det jo ikke lettere at hjælpe ham, faktisk tværtimod. Nogle gange har du næsten lyst til bare at råbe "jamen, hvad er det du vil?!" - og han ved det faktisk ikke selv:)

Det er dog meget vigtigt, at du forsøger at være der for ham og lader ham mærke, at du er der - altså at du rent fysisk lader ham mærke dig. Det er vigtigt, at du tager ham op, at du lige giver ham et ekstra knus, at du lader ham sidde lidt mere på skødet, være i din favn osv. så han mærker dig tæt på. Du skal sige til dig selv, at han lige nu har brug for lidt mor-nærhed, for at han kan møde verden alene. Jeg plejer at sige, at han skal have sit mor-depot fyldt op, så han har noget at tære af, når I ikke er sammen.

Du skal være opmærksom på, om du nogle gange kommer til at skubbe ham fra dig. Om du f.eks. kommer til at sige "hold nu op", eller "gå hen til far i stedet for", eller "aargh, sæt dig nu her og leg med dine biler" eller lignende. Det er vigtigt, at du anerkender, at han lige nu har behov for at mærke dig, din fysisk kontakt og nærhed. Hvis han føler, at du skubber ham væk, så vil han klynge sig ekstra meget til dig. Det kan altså forstærke hans behov for at have dig tæt på og dermed også forlænge denne periode.

Derudover, så forsøger jeres dreng stille og roligt at finde ud af, hvordan verden fungerer. Han er igang med at finde ud af, hvordan han selv virker, hvad han er i stand til og også igang med at finde ud af, hvad det han gør, gør ved jer. Hans udforskningstrang er stor, og han afprøver hypoteser: "Hvad mon der sker, hvis jeg smider maden på gulvet?" - Han prøver, og du siger nej. Ny hypotese afprøves "hvis jeg smider med mad, så siger mor nej?"- ja det gjorde hun. Ny hypotese "hvis jeg smider med mad, så siger far også nej?" - ja det gør han.... Og han afprøver naturligt det samme i vuggestuen, for at finde ud af, om de voksne der reagerer ligesom mor og far.

Det er alt sammen helt naturligt for hans udvikling og den spirende selvstændighed, som I oplever viser sig nu :) Og det tager tid - han skal afprøve den ene hypotese 117 gange og så lige en gang ekstra, før han går videre til næste... Men, det er rigtig vigtigt, at I forsøger ikke at sige "nej" for meget, men i stedet forsøger at vise ham det, som I gerne vil lære ham. ...

---

---

...

Det betyder, at når han f.eks. smider med maden i stedet for at spise den, så kan I holde fokus på, at maden skal spises - "ind i munden skat, ind i munden", eller f.eks. "vil du smage min mad?", "må mor smage din mad?" osv. og ikke sige for meget "nej", "spis pænt", "stop nu" osv.

Det er også vigtigt, at I anerkender hans lyst til at ville mere selv. Det er vigtigt, at I lader ham spise selv (fingre, gaffel og ske), selv forsøge at tage tøj af og på, selv finder sine sko frem. Det er helt naturligt, at I stadig skal hjælpe ham, da han ikke er ældre, men det er vigtigt, at I inddrager ham og lader ham få en følelse af netop at være medinddraget. Det gælder f.eks. også, når han skal skiftes og have en ren ble - lad ham selv være med til at finde bleen, lad ham selv løfte numsen på puslebordet, lad ham holde cremetuben i hånden, lad ham prøve at vaske med en vaskeklud osv. Jo mere I kan inddrage ham og anerkende hans selvstændighed og egen vilje, jo bedre vil det være, og jo mindre frustration vil I opleve.

Det er også rigtig godt, hvis I kan forsøge at holde en nogenlunde fast dagsplan og rytme med faste spisetider, aktivitetstider og sovetider. Det påvirker hans indre ur, som naturligt vil fortælle, om han er sulten, tørstig osv. - og dermed også vil påvirke hans interesse for maden, når I sidder ved middagsbordet. Hvis han generelt virker sulten 20 minutter før I skal spise, så skal spisetiden måske rykkes lidt frem. Hvis han virker meget sulten om eftermiddagen, så skal I evt. give ham et større mellemmåltid der, og her udnytte muligheden for at give ham, kød, fisk, grøntsager og lignende, fordi han så spiser det - og så betyder det ikke så meget, hvor meget eller hvor varieret, han spiser til aften....

Det er også en god idé at tilbyde ham et godnatmåltid. Du skriver, at du "altid ender med at tilbyde ham noget andet at spise til aften, fordi han ikke skal gå sulten i seng", og jeg er helt enig i, at han ikke skal gå sulten i seng, men det kan være en god idé, at lære ham, at han ikke kan afvise aftensmaden og så få grød, banan eller andet i stedet. Godnatmåltidet skal altså være der, men det bør ligge adskilt fra aftensmaden f.eks. adskilt af et bad.

Det vil sige, at en aftenrytme kunne se således ud:

Aften 18: Familiemad, almindelige børnevenlige retter med kød, fisk, kartofler, grøntsager, bælgfrugter, pasta, ris.. Vand eller letmælk af kop.

---

---

---

Kommer i bad, frotteres godt med håndklædet, smøres med creme, får lidt massage og nattøj på og gøres klar til natten.

Tilbydes godnatmåltid ca 19.15-19.30 - det kan være grød, banan eller rester fra aftensmaden f.eks. et stykke rugbrød sammen med frikadelle eller kylling. Vand eller letmælk at kop.

Får børstet tænder og puttes så til natten ca. kl. 19.45-20.

Derudover så er det en god idé, at du tilbyder ham variation når han tilbydes mad, og at du altid tilbyder mindst én ting, som du tænker, at han godt kan lide. Det kan f.eks. være lidt kogt pasta, lidt brød med smør, lidt kogte stykker broccoli, agurk, frikadelle eller lignende. Så når I spiser, så er der noget at gå igang med, som han normalt gerne vil have.

Server også maden adskilt, så han kan se de forskellige fødevarer og netop selv kan tage det, som han lige der føler lyst til. Server gerne maden af en ensfarvet tallerken inddelt i rum og læg så lidt forskellige fødevarer i de enkelte rum. Det gør ikke spor, hvis han den ene dag spiser pasta, og næste dag ikke rører pastaen, men i stedet spiser lidt frikadelle. Det vigtigste er, at han over nogle dage spiser lidt af fra alle fødevarergrupper og dermed spiser varieret. Det er helt normalt, at lysten til forskellige fødevarer kan variere fra dag til dag - sådan har vi voksne det jo ofte også;)

Det lyder for mig som om, at jeres dreng er rigtig godt igang med en sund og god udvikling. Han viser mere og mere selvstændighed og egen vilje, det er, ligesom det skal være, så selvom det er hårdt, så prøv at se det som et sundhedstegn - og prøv at anerkende det, så godt I kan:)

Jeg vil anbefale dig/jer meget at læse min bog "Helens bog om Børn & Opdragelse". I den findes mange flere gode råd til, hvordan I kan støtte og anerkende jeres drengs selvstændighed og egen vilje, samtidig med at I naturligt også har nogle regler, som I gerne vil lære ham, i takt med at han bliver ældre:)

Håber du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---