Svar: Kan en 2,5 årig være ensom og deprimeret?

---

Hej med dig

Tak for dit brev :) Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig.

Så vidt jeg ved fra dine tidligere breve, så er tiden i dagpleje så småt ved at være forbi, og det varer ikke længe, før jeres dreng skal starte i børnehave - sandsynligvis i starten af 2022. Og jeg tænker, at selvom de to andre børn i dagplejen er yngre end jeres dreng, så kan det stadig give ham noget at være sammen med dem.

Det er helt naturligt, at han kikker efter sin tidligere veninde, savner hende og spørger efter hende. Det er svært for ham at forstå, hvorfor hun pludselig er væk, og hvor hun er henne. Der er dog også meget god læring i, at jeres dreng nu skal prøve at være den ældste.

Børn har stor glæde ved at lege med børn i forskellige aldre, og de lærer meget af at lege med både yngre og ældre børn. De ældre vil ofte "gå lidt ned i niveau", og de yngste vil "strække sig lidt", og på den måde vil de godt kunne finde ud af at lege sammen.

For jeres dreng har det været sådan, som det er for de to yngre børn nu - han har haft en ældre legekammerat, og nu er det så hans tur til at prøve at være den ældste. Han skal prøve at "stå lidt på egne ben" og finde ud af, hvad det betyder. At han f.eks. nogle gange er nødt til at vente på, at det bliver hans tur, at han selv kan tage sine sko på, eller at han skal tage et andet hensyn til de børn, der er yngre, end han selv er. De yngre børn har brug for hjælp, de har brug for lidt andre hensyn, og han kender dagplejen, rutinerne, hverdagen, og det vil godt kunne styrke ham, at han de næste måneder skal prøve at være den ældste og netop være den, der skal tage hensyn til og give lidt plads til de yngre børn. Når han starter i børnehave i det nye år, så vil han igen være den yngste - og det, at han prøver at være den ældste nu, kan godt være med til at give ham lidt "pondus" til børnehavelivet :)

Jeg tænker også, at dagplejen mødes med andre dagplejere, så han der vil møde jævnaldrene, og selvom bedsteveninden ikke er der mere, så vil der være andre, som han kan lege med - hvilket også er en god øvelse, når han om lidt skal i børnehave og også finde ud af at skabe nye relationer der. Jeg tænker derfor, at I skal prøve at se hans sidste tid i dagplejen som noget, der kan være positivt for ham og for hans udvikling, selvom det naturligt er noget andet, når han er den ældste, og veninden ikke længere er der.

Samtidig har du tidligere fortalt, at han er meget lydsensitiv og generelt har det svært med større forsamlinger og mange børn, og det taler også for, at han har en lidt roligere periode i dagplejen. Jeg tænker dog, at du godt kan tale med dagplejer om, hvorvidt der er en anden dreng eller pige i dagplejernes legestue, som I måske kan lave nogle legeaftaler med. Det er helt naturligt, hvis jeres dreng gerne vil lege med andre børn. Han har en alder, hvor han naturligt begynder at lege rollelege og det vil være rigtig godt, hvis I kan hjælpe ham med lidt legeaftaler en gang imellem. Så har han både sin legekamerat i legestuen og de kan også lege i weekenden en gang imellem - og måske vil han eller hun også skulle i samme børnehave, når det bliver tid.

Jeg tænker også, at det kan være en god idé at I undersøger mulighederne for at gå til noget sammen med jeres dreng i fritiden. Det kunne være svømning, musik og bevægelse, børnegymnastik eller lignende. Gerne noget, hvor du eller far tager af sted sammen med ham og som er "dig og mig-tid" uden lillebror. Det lyder som om, at jeres dreng har brug for at føle sig prioriteret og har brug for at mærke, at I stadig er der hundrede procent for ham, selvom han har fået en lillebror.

Det, at I har bragt lillebror ind i familien kan sammenlignes med, at din mand kom hjem med en ny kvinde, erklærede at hende elskede han, og hun skulle bo sammen med jer. Når du så de to sidde sammen i sofaen, så kunne du se, at de to havde noget særlig sammen. Når han sad og nussede, kælede og kyssede hende, når han snakkede med hende, så på hende osv. så kunne du tydeligt se, at hun var noget ganske særligt. Du ville have en følelse af at "de to har noget sammen, de giver det til hinanden og ikke til mig" - og det ville gøre oprigtigt ondt. Det ville gøre dig både ked af det, vred og bange. Og det er netop især disse tre følelser jeres storebror har lige nu - han er ked af, at han ikke længere har jer for sig selv, han er vred over, at han ...

---

---

... er blevet sat i denne situation, og han er bange for, at I vil elske lillebror højere, end I elsker ham.

De tre følelser - sorg, vrede og angst - er meget stærke følelser, og han kan ikke sætte ord på, hvordan han har det. Han kan kun vise det fysisk og er meget følsom overfor, hvordan I reagerer på ham og på det han gør. Derfor er det rigtig vigtigt, at du prøver at sætte dig ind i hans følelser og forsøger at vise ham, at han stadig er noget særligt, og at ingen kan tage hans plads.

Jeg tænker ikke, at jeres dreng er ensom eller deprimeret, men jeg tænker, at han har brug for at føle sig set og brug for at mærke, at I stadig elsker ham højt. Han har nogle meget stærke følelser, som er svære for ham at være i lige nu. Du skal prøve at lægge mærke til, hvordan han reagerer, når du f.eks. sidder og ammer lillebror - opholder han sig i periferien, ser på jer, smerter det ham... Det er vigtigt, at du inviterer ham med, forsøger at gøre det til en hyggestund for jer alle tre, hvor du f.eks. kan sidde og læse en bog højt eller lignende, imens du ammer, så han ikke føler sig udenfor, men føler, at der stadig er plads til ham.

Du skal lave ting sammen med ham, - og kun ham. Ting som I gjorde førhen i tiden. Far skal på samme måde lavet ting med storebror, så han får ekstra opmærksomhed og nærhed med far - fordi mor naturligt er nødt til at tage sig af lillebror lige nu, så er det vigtigt, at far og storebror gør noget som kun er dem... Ud over svømning, gymnastik og lignende, som jeg har nævnt, så kan det også blot være at de to handler sammen, vasker bilen sammen, laver mad sammen, eller hvad de nu kan finde på.

2 års alderen er på mange måder en svær alder - for både børn og forældre. 2 årige er skønne børn. De er charmerende, søde, dejlige, sjove - og det er fantastisk at høre og se dem folde sig ud, se deres lille personlighed spire. Jeres dreng er godt igang med at undersøge verden og forsøge at finde ud af, hvordan verden fungerer. Han er godt igang med at finde ud af, hvad det han gør, gør ved andre - og hvordan andre påvirker ham.

---

---

Han er rigtig godt igang med at udvikle sit selvbillede. Det betyder, at han lige nu og de næste mange måneder frem, vil forsøge at finde ud af, hvem han selv er - et led i dette vil f.eks. ofte være at sige "Nej!". Han siger nej til det du vil, og det er tydeligt, at han ikke vil det samme som dig - det er helt naturligt. Han kan ikke følge dig og gøre det du vil, hvis han skal udvikle sit selv - han er nødt til at ville det modsatte af dig, for at kunne udvikle sig selv og finde ud af, hvem han er.

Han har rigtig meget brug for at I roser ham, når han gør noget godt. Det gør ham glad og stolt, når han mærker, at du/I tror på ham, tror på at han kan, og at du/I synes godt om det han gør. Og han bliver rigtig rigtig ked af det, når han mærker, at du eller I ikke vil det samme, som han vil. Det gør ondt ,hvis I irettesætter ham eller stopper ham i noget, som han gerne vil, og han er med den alder han har meget følsom og sårbar overfor, hvordan du/I reagerer på ham.

Du skriver blandt andet, at han "desværre ikke kan lide sin lillebror og ikke vil hjælpe med pusling eller noget", og jeg tænker, at det er helt normalt. Det er dog meget vigtigt, at du anerkender, de følelser han har, ligesom det er vigtigt, at I ikke forventer, at han vil grine og smile eller blive engageret i ting af sig selv - det sker i samværet med jer, og i måden I møder ham på, inddrager ham på. Det er vigtigt, at I anerkender hans selvstændighedstrang og guider, motiverer og leger forskellige ting ind i hverdagen, så I skaber en hyggelig og rar stemning for jer alle fire. Det er naturligt svært, når lillebror er meget krævende og græder rigtig meget - og du skriver, at det har været terror for storebror - og det er netop vigtigt, at anerkende, at det er svært, og at I lytter og sætter ord på, at I godt forstår, at det ikke er rart, når lillebror græder.

Hvis du tænker, at din dreng føler sig ensom og generelt virker ked af det/deprimeret, så tænker jeg, at det er ekstra vigtigt at give ham følelsen af, at I er der for ham og følelsen af at I lytter, anerkende og forstår. At I giver ham følelsen af, at han er noget særligt og har en helt særlig værdi for jer og jeres familie :)

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker lidt videre og sender et stort knus din vej :)

Rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---