Brev:

Hvordan hjælper vi vores søn bedst?

Kære Helen

Vi har brug for nogle råd til, hvordan vi vender den negative spiral vi er inde i med vores søn på fem et halvt år.

Lidt forhistorie. Vores søn er mellemste barn i en søskendeflok på tre. Den ældste er lige fyldt syv år og den yngste er to et halvt, så de er tætte i alder.

Vi er meget sammen som familie. Børnene bliver hentet tidligt fra institution, de har jævnligt fridage, enten sammen eller enkeltvis og vi har en rolig hverdag uden en masse planer.

Vi har bedsteforældre i nærheden, hus, have, rengøringshjælp, økonomisk overskud, ligelig fordeling af arbejdsopgaver mellem mor og far og alt i alt en fleksibel hverdag, som giver muligheder for skabe gode rammer for et børneliv med en høj grad af voksenkontakt.

Vores søn har haft en normal udvikling. Han er en kvik og meget følsom dreng. Utrolig empatisk og tænksom i forhold til andres følelser. Hvis jeg slæber en masse ting, så kan han finde på at sige ”Skal jeg bære noget af det?” Indtil han var tre år var han det blideste væsen. Han fandt sig ofte i urimeligheder fra storesøster og overgav sig hurtig, når der var en konflikt dem imellem. Han gjorde ikke meget væsen af sig og lod gerne alle andre være i centrum. Han blev storebror kort før han fyldte tre år. Han var fra start meget omsorgsfuld over for lillebror. Kunne sidde længe med ham (han er for øvrigt stadig helt vild med små babyer og kan sidde længe og ae og kigge på sin lille kusine eller andre babyer). Fra 3 års-alderen udviklede han et helt ustyrligt temperament som udfordrer os i vores hverdag - vi kører nu på tredje år og det slider på os.

Hans måde at blive rasende på har selvfølgelig ændret karakter igennem årene i takt med hans alder, men for at brevet ikke skal blive alt for langt vil jeg springe til nutiden og komme med et par friske eksempler:

Her til aften leger ham og den ældste en hyggelig leg med Lego i stuen. Klokken bliver 19.15 og vi fortæller dem, at legen slutter inden længe, da vi skal op og putte. Han siger med det samme: “Nej, aldrig - vi vil lege!”. Jeg siger noget i retning af, at det kan jeg godt forstå, men at legen slutter om lidt, da vi skal op og sove. Efter 10 minutter siger jeg: “Kom, lad os gå op, så kan vi nå at læse den historie I gerne vil høre”. Vores søn vil ikke med og siger med det samme: “lortemor, lortemor”. Lige fortiden forsøger jeg at ignorere de grimme ting han siger (vi har forsøgt forskellige strategier her), så jeg går ovenpå med vores ældste, der gerne vil læse. Far er stadig i stuen med vores søn og vores yngste. Vores ældste går på toilettet og vasker fingre/ansigt og får børstet tænder. De andre kommer op, men min søn siger stadig ting som “lortefar” osv.

De næste 15 minutter opfordrer vi ham til at få gjort sig klar og tilbyder at hjælpe ham, så han kan være med til at læse. Jeg får hjulpet ham med at vaske hænder, han er stadig vred og siger en masse grimme ting. Jeg forsøger at opmuntre og holde den gode stemning. Inden vi får børstet tænder stikker han af og lægger sig på gulvet og er vred. Min mand siger på en rolig, opmuntrende måde “Kom nu herud til mig, så du kan nå at læse med mor og de andre”. Han vil ikke komme med. Jeg forsøger også at kalde på ham inde fra værelset, hvor vi nu sidder klar til at læse. Han siger han vil læse, inden han får børste tænder. Vi siger, at det skal han ikke. Jeg siger, at nu går vi i gang med at læse. Han vælger stadig at sidde på gulvet og kigge på noget legetøj. Han ender med at gå med på badeværelse, og derude er den ene scene efter den scene efter den anden.

Jeg vælger at gå i gang med at læse for vores ældste, der har siddet og ventet tålmodigt længe. Da vores søn kommer ind (stadig vred), så bryder helvede løs. Han er rasende over, at vi er begyndt at læse. Han vil have vi starter forfra. Jeg siger, at det gør vi ikke, men han må rigtig gerne komme og være med og vi gør plads til ham i sengen - ingen andre end ham er sure. Han råber og skriger “lorte, lortemor, lortemor” og kaster med de ting han lige kan finde. Min mand kommer og tager ham med ind på det andet værelse - her forsøger han at tale ham til ro, men vores søn bliver mere og mere rasende. Han ender med at lægge i sin seng og sparke til væggen, mens min mand sidder ved siden af.

Da jeg er færdig med at læse kommer jeg ind for at overtage, da jeg havde lovet ham, at jeg skulle putte ham. Han falder efterhånden lidt til ro. Jeg sidder hos ham i sengen og aer ham. Vi snakker lidt sammen. Efter to minutter siger han: “jeg er sulten”. Jeg siger “Det er jeg også - vi kan glæde os til dejlig morgenmad i morgen”. Han siger “Jeg vil have mad nu!”. Jeg siger “Du får ikke mad nu. Nu skal vi lægge her og slappe af”. Så starter det igen med “Lortemor” og vrede.

Ovenstående situation er i sig selv ikke noget særligt, og vi har også prøvet tilsvarende situationerne med vores ældste, da hun var den alder, men mængden af disse episode er udfordrende. Det sker flere gange dagligt og i alle mulige forskellige situationer - helt umotiveret og helt uafhængig af, hvilken stemning, der ellers er herhjemme. Vi kan fx efterhånden ikke komme på tur, uden at vi skal igennem et 30 minutters forløb, der minder om det forløb jeg har beskrevet ovenfor. Det er på trods af, at han elsker at være ude.

Det sker så ofte, at vi nærmest går på listefødder, når der er en hyggelig stund, fordi vi aldrig aner, hvornår det pludselig vender. Vi kan sagtens have dage, hvor vores søn og vores ældste leger fantastisk godt sammen i flere timer, men så kan konflikten komme, hvis de fx skal komme ned og spise frokost eller vi siger han skal tage sutsko på eller lign. Det kan også være vi skal have en is fra ...

... fryseren. Så kan han finde på at sige ”Jeg vil have en vaffelis”. Vi siger ”Nej, i dag må du få sådan en is”. Han siger ”Så vil jeg have to is” og så kører den derfra - der er nærmest ingen optakt til det. Det er helt utrolig stressende og faktisk svært at have ham med et sted hen, hvis ikke begge vi forældre er med, fordi vi aldrig ved, hvad han kan finde på. Forleden dag, da vi var på tur endte han med at gå og kaste pinde efter os alle, mens han sagde ”Jeg er sur, jeg er sur”. Han ville ikke fortælle os, hvorfor han var sur, hvilket jeg heller ikke tror han altid selv ved.

Han kaster aldrig noget mod os, der for alvor kan skade nogen og han kaster heller ikke med noget, der kan gå i stykker, så jeg ved han ikke er helt ude af kontrol, selvom det til tider virker sådan. Når han er i sit ”vrede-humør”, så kan han godt finde på pludselig at slå os, hvis han går forbi os eller slå sine søskende rigtig hårdt. Når vi taler med ham i de gode stunder, så siger han fx: ”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal stoppe”. Vi har prøvet at indføre et stop-tegn han selv har været med til at vælge. Det havde en vis effekt, men ikke nok.

Her kommer jeg med nogle af vores egne refleksioner over, hvorfor det er kommet dertil, hvor det er: Han har helt sikkert været presset af storesøster, der har været rigtig strid over for ham, da de var yngre. De har nu et nært forhold – de skændes meget og leger meget og taler altid om hinanden, når de ikke er sammen. De kan sagtens sige de hader hinanden, men også at de elsker hinanden. Jeg forestiller mig, at det er meget naturligt for et søskendepar med så kort afstand.

Han har som mellembarn været presset, da han ofte er den der giver sig og han vil gerne leve op til alt, hvad den ældste kan. Vi er til tider kommet til at gøre ham større end han er, fordi han er så tæt i alder med storesøster. Derudover er vores datter en helt andet type end vores søn – og det har vi måske været lidt for længe om at forstå.

Vores søn er meget følsom over for stemninger. Han bliver fx rigtig nemt flov på andres vegne og han bemærker stemninger, sure ansigtsudtryk eller hvis nogle smiler diskret af noget han siger eller gør. Jeg fornemmer, at han har en følelse af hele tiden at være til besvær, og det bliver en ond cirkel for ham, for det er ofte ham, der medvirker til at en situation bliver besværligt, og at vi indimellem må droppe en plan som familie – og selvom vi aldrig siger det, så er han jo stor nok til godt at kunne se, at de to andre står klar i tøjet udenfor, mens han laver en scene indenfor. Han er bare ikke stor nok til at handle på det og det er jo utrolig synd for ham, at han skal stå med de følelser.

I bund og grund virker det på mig som om meget af det er blevet en rigtig dum vane for ham. Han har selvfølgelig et stort temperament og det skal der helt sikkert være plads til, men det er som om han selv skaber rigtig mange situationer for sig selv, der giver raseriet næring.

Vi har efterhånden prøvet alle mulige tiltag og er efterhånden helt forvirrede over, hvad der virker og hvad der ikke virker. Vores vurdering er, at vores søn har alle muligheder for en dejlig hverdag herhjemme og vi gør alt, hvad vi kan for at få det til at fungere. Han er også den, der har mest alenetid med en af os voksne. Han elsker at læse, lave puslespil, spille spil osv.

Vores yngste tager ikke så meget af vores tid mere – de to er tilmed begyndt at lege meget sammen. Vores ældste er blevet meget mere overbærende over for vores søn, så hvad er det der går galt? Er det blevet en vane for ham, fordi han har været presset på et tidspunkt, eller er der en grund til at han er så vred?

I børnehave oplever de ikke disse vredesudbrud/raserianfald. De oplever en meget samarbejdsvillig dreng med mange venner, der er god til at hjælpe andre og fordybe sig i ting. De siger dog, at de kan se, at han bruger en del energi på at afkode fællesskaber og tilpasse sig, fordi han gerne vil gøre tingene rigtigt.

Min mand og jeg har selvfølgelig talt om denne forskel på hjemme og børnehave og vi ser to mulige grunde til denne forskel:

1) Måske føler han sig ikke presset i børnehaven og har det godt med den struktur, der er der.

2) Måske bruger han så meget energi dernede, at han smelter helt sammen herhjemme. Hos bedsteforældrene er der heller ingenting (kun når vi er der), og hvis vi har ham alene er der næsten ingenting.

Han er en dreng, der kan vildt mange ting selv - og han gør det bare (igen uden at gøre et stort nummer ud af det). Fx hvis han skal have skiftet bukser, så ordner han det. Han tørrer sig selv, henter ting han skal bruge, smører madder og er det hele taget meget foretagsom. Han vil gerne klare tingene selv.
Han vender ofte tingene indad. Hvis han fx falder, så bebrejder han sig selv (modsat vores datter, der altid ville bebrejde det hun faldt over).

Mit overordnede spørgsmål går egentlig på, hvordan vi tackler det bedst. Er det bedst at køre den milde, overbærende stil, hvor vi udglatter, ignorerer, at han kalder os grimme ting, slår os osv. eller er det i virkeligheden den forkerte måde at tackle ham på? For jeg synes egentlig heller ikke, at han skal have lov til at bestemme, hvordan stemningen skal være hele tiden og slå, eller kalde os grimme ting, når det passer ham.

Er det bedre fx at tage ham op på værelset (sammen med en voksen) hver evig eneste gang han begynder med fx at kalde os grimme ting – altså være mere sådan ”det vil vi ikke finde os i – du kan være med igen, når du ikke siger grimme ting”. Vi er villige til at sætte alt ind og lige nu er overskuddet der til at ændre det – både fra os og hans søskende.

Mange hilsner herfra

Læs Helens svar »

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

28. november 2023 | Opdragelse | 4 år, 8 mdr.

Udfordringer med opdragelse af 4 årig

Hej Helen Mit spørgsmål drejer sig om opdragelse - både generelt og...

Læs hele brevet og Helens svar

20. november 2023 | Opdragelse | 4 år, 8 mdr.

Ikke så robust 4,5 årig

Kære Helen. Vi er forældre til en søn på 4,5 og en datter på 2 år. Vores...

Læs hele brevet og Helens svar

11. september 2023 | Renlighed | 5 år, 3 mdr.

Toiletproblemer

Hej, Jeg har tidligere skrevet omkring vores datters "lave stort" problem på...

Læs hele brevet og Helens svar

18. juli 2023 | Opdragelse | 5 år, 10 mdr.

SFO/skolestart - ked af at være væk fra mor

Kære Helen Jeg er i syv sind og har brug for et godt råd og gerne nogle...

Læs hele brevet og Helens svar

9. maj 2023 | Opdragelse | 4 år, 9 mdr.

4 årig som ikke vil lege selv

Kære Helen Jeg skriver til dig, med en udfordring, som har stået på i flere...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: