Svar: Hvornår er det normalt og hvornår er det ikke?

---

Kære Camilla

At blive mor er nok en af de største forandringer man kan gennemgå i sit liv. Det er ikke som alle andre tidspunkter i ens liv, hvor man får nye roller, det at få et lille barn giver ikke bare en midlertidig rolle, det giver en helt ny identitet og du vil altid være mor uanset hvad der sker.

Du har tidligere været datter, kæreste, kollega, veninde osv. men nu er du blevet mor og det vil ændre dig og du vil ikke være helt som du var før ... og hvad er det så, der adskiller dig fra det du var før?

Det handler om at du nu træder ind i en ny verden. En verden som andre mødre har oplevet og befinder sig i, men en verden som er ukendt for ikke-mødre. Derfor begynder du nu at udvikle en anden indstilling til ting og dit omdrejningspunkt bliver dit barn. Det er din datter der bestemmer, hvad du tænker. Alt bliver pludselig så sårbart og det at være mor indtager naturligt førstepladsen i dit liv. Pludselig laves alle dine værdier om, dine drømme, dine planer - omdrejningspunktet er din datter og intet virker mere vigtigt end hende.

Din kærlighed til hende er stor og hun elsker dig betingelsesløst. Kærlighed er en meget sammensat følelse, som rummer alt fra selvopofrelse, hengivenhed, forgudelse til jalousi, sorg, besiddertrang og ikke mindst begær. Derfor er det utroligt vigtigt at du forsøger at fornemme at kærligheden til dit barn ikke gør kærligheden til din kæreste mindre for kærligheden her er forskellig.

Det er også uhyre vigtigt at du ikke glemmer dig selv og det du også er - ingen har glæde af at du er altofrende mor, der mister fodfæste, - glemmer du dig selv, så glemmer du livet ...

Men hvad er så livet for dig? Det er vigtigt at du tillader dig at prioritere dig selv og prioriterer at finde ud af, hvad det er du skal. Ud over at være mor og have den passion i livet det er at være mor, så skal du også finde ud af, hvad du ellers skal med dit liv, som den kvinde du er.

Ud fra det du beskriver, det du fortæller mig, så oplever jeg dig ikke som depressiv eller med posttraumatisk stress eller lignende. Du fortæller at du tidligere har gået til psykolog og at du har mistet mange af dine kære i årene der er gået og du skal naturligvis overveje om det vil hjælpe dig at tale med en psykolog. Det er bestemt en mulighed.

En anden mulighed, som jo er rigtig meget oppe i tiden er ...

---

---

... at tale med en coach, en person som vil kunne hjælpe dig til at finde ud af hvad du vil. Det kan også hjælpe dig at læse en 'selvhjælpsbog' om emnet. Jeg vil foreslå dig bogen "Find din passion på 4 uger" af Pernille Melsted.

Pernille Melsted har en god pointe, hun siger nemlig at livet skal leves i faser. Lige nu er du i den fase, hvor du har et lille barn og den fase skal du naturligvis være i med ro og glæde. Det betyder dog ikke at man skal gå i stå, det er stadig vigtigt at du gør dig nogle tanker om hvad du skal derefter og når du har sat dig et mål, fundet din passion, så vil du også kunne se meningen med det du gør i dag ...

Du skal også prioritere dit parforhold. Jeres datter er bedst tjent med at have forældre som elsker hinanden og også prioriterer hinanden.

Har du og din kæreste genoptaget jeres sexliv efter fødslen? Det er vigtigt, meget vigtigt og hvis ikke I er kommet igang, så er I nødt til at prioritere det nu. Det er jo præcis, som du også selv at inde på, sådan at hverdagen bliver triviel, du gør det samme dag ud og dag ind uden at tænke over, hvad du gør og hvorfor du gør det. Og når man har rigtig travlt med hverdagens almindelige og meget praktiske ting, så er der en stor risiko for at man glemmer hinanden.

---

---

Og det gør I, glemmer hinanden - det fornemmer jeg i hvert fald ud af dit brev. Og så kan det godt være at I tænker "det kommer nok igen" eller "det går nok" eller "det er også ligemeget" - men tro mig, sådan er det sjældent. I bliver nødt til at stoppe op, se hinanden i øjnene og se den person I forelskede jer i og så skal I prioritere at gøre noget for hinanden.

Jeres datter skal passes, det kan hun sagtens blive med den alder hun har og så må I planlægge og gøre det, der nu kan lade sig gøre. Måske er det kun et par timer I kan være væk, - så kan det være en tur i biografen, eller måske en tur på café, måske kan I få en overnatning sammen et sted .. Ikke kun for at pleje jeres sexliv, det kunne jo også være at det bare var tiltrængt at få en helt nats sammenhængende søvn.

I skal prioritere dette, det kan give den ekstra energi, som skal til for at hverdagen fortsat kan fungere og du begynder at mærke dig selv og dine behov.

Jeg håber at alle mine tanker hjælper dig videre, rigtig meget held og lykke og jeg håber at høre fra dig igen og høre hvordan det går :o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

---

---

---

---

Viden om børn:

---