Brev:

Hvornår er det normalt og hvornår er det ikke?

Kære Helen.

Ja, så er jeg her igen. :-)

Men om noget helt andet, som jeg håber du kan hjælpe mig med.

Jeg har altid været en kvinde, der synes stærk og glad overfor mine nærmeste. Jeg bruger især humor, når jeg har det svært, og har den indgroede holdning at jeg ikke skal vise svaghed.

Jeg elsker min datter, Isabella, som nu er 7 mdr. og er rigtigt godt tilfreds med hende og med hvordan jeg klarer morrollen. Siden hun blev født har jeg, som så mange andre mødre, været helt udmattet og bare gjort tingene uden at tænke over det. Lidt maskineagtigt, men dog stadigvæk med stor nydelse.

Hver gang jeg er sammen med min datter (som er hele tiden!), kan hun altid gøre mig glad.

Men så stopper det også der! Jeg føler jeg har glemt at være mig. Og at være kæreste, og det bider mig i røven, nu hvor jeg for første gang siden fødslen, har opdaget at jeg ER sgu mor, men... hvordan skal jeg sammenkoble mine andre sider??!!

Jeg er sat HELT tilbage! og har først opdaget at jeg faktisk ikke har været rigtig glad i mange måneder! Kun Isabella kan gøre mig glad, og det føles unaturligt, at jeg åbenbart kun har kærlighed til hende, og ikke min kæreste eller sågar mig selv.

Jeg er blevet skræmt fra vid og sans over at jeg ikke kan finde ud af at være begge dele!

Da jeg altid har været lidt af en kontrolfreak, er det selvfølgelig endnu værre, og derudover har jeg altid haft svært ved at bede om hjælp, især fordi jeg tror at folk ikke er vant til at jeg også kan være svag og at der er noget jeg ikke kan klare.

Så istedet for at spørge, så smiler jeg bare og enten laver en joke eller også siger at "det går fint"! Så der er ikke noget at sige til at folk, ja selv min kæreste tror at jeg har styr på det hele.

Helen, jeg kan simpelthen ikke finde ud af det mere, og jeg aner ikke hvor alvorligt det er! Jeg har skrevet om problemet på en anden hjemmeside, hvor andre mødre enten siger at det er normalt og andre siger at jeg skal kontakte min læge...

Jeg har ikke en læge jeg har tillid til, og jeg er i bund og grund ikke særligt tillidsfuld når det gælder systemet, fordi jeg ikke kan finde ud af vise mine svage sider.

Jeg ...

... har mistet mange tætte mennesker i mit 32 årige liv, bla min far til selvmord og min bedste ven til kræft, og jeg synes at alt er kommet tilbage, i disse sidste par måneder. Jeg tænker konstant på at miste, noget som jeg havde fået bugt med vha. en psykolog for en del år siden...

Jeg har læst at det er normalt at mødre gennemlever en krise, når de får barn, men mit spørgsmål er så, hvor lang sådan en krise skal være for at den er "normal" og hvornår skal jeg tage den seriøs?

Og oven i det, tænker jeg på om jeg bare ikke kan klare at gå hjemme mere. Jeg er tjener og har altid været vant til at være omgivet af mennesker, og nu... ser jeg kun Isabella og min kæreste. Jeg ser et par veninder i ny og næ, men det er så det.

Jeg laver det samme HVER dag, og tænker da også på om det "blot" er derfor at jeg har det sådan. Fordi jeg ønsker bestemt ikke at male fanden på væggen, og vil nok alligevel undgå at kontakte nogle fagfolk, hvis jeg fik valget. Simpelthen fordi jeg tror at jeg nok skal klare det selv. Det har jeg været vant til hele mit liv i alle kriser og alle sorger.

Men det gør ondt på mig at mit parforhold er så belastet af min nedtrykthed. Jeg føler intet! Er småtræt konstant, men ellers er jeg bare.. ja, i mangel af bedre ord, numb! Undtagten når det drejer sig om Isabella og hvad sker der, hvis det kommer dertil?!

Jeg spekulerer alt for meget og det har jeg altid gjort. Og når jeg gør det, ender det altid med at jeg får viklet mig ind i endnu større spekulationer, som jeg ikke kan komme ud af.

Men i bund og grund, tror jeg først at det er gået op for mig at jeg er MOR og med den titel føler jeg ikke at jeg har krav på at mine behov skal tilgodeses. Jeg ved godt hvor sygt det lyder.

Jeg ved bare ikke hvor jeg skal starte for at komme ud af den onde cirkel. Er begyndt i det små og komme lidt ud at køre igen med barnevogn, og næste weekend skal vi have fest for Isabella, og jeg HÅBER og ØNSKER at det blot er fordi jeg savner andre input.

Hvad er din erfaring indenfor lige dette emne? Jeg har ledt på nettet, men der står ikke noget, udover depressioner.

Undskyld det lange spørgsmål...

Kærlig hilsen Camilla

Læs Helens svar »

Gråd går lige i hjertet – og helt ind i nervesystemet

Alle forældre kender det. Den hjerteskærende babygråd, der ikke bare larmer i ørene, men også føles fysisk i hele kroppen. Gråd er babyers eneste måde at kommunikere på, og et par timers gråd om dagen er helt normalt. Men det gør det ikke nemmere at stå i. Især ikke, når man har prøvet alt – ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

31. juli 2025 | Sovevaner | 5 mdr.

Søvnproblemer og motorisk uro

Hej Helen, Jeg sendte et brev ind for en god måneds tid siden angående min...

Læs hele brevet og Helens svar

26. juli 2025 | Sovevaner | 5 mdr.

Råd til sikker søvn

Kære Helen Jeg er førstegangsforælder og mor til en dejlig dreng på fem...

Læs hele brevet og Helens svar

14. juli 2025 | Udvikling | 9 mdr.

Fravær og tilknytning

Kære Helen Jeg er lidt bange for at jeg har skadet min søns og min relation...

Læs hele brevet og Helens svar

2. juli 2025 | Diverse | 7 mdr.

Varme i barnevogn

Hej Helen Her kommer så spørgsmål nummer 2: Hvordan er det med...

Læs hele brevet og Helens svar

2. juli 2025 | Kost og ernæring | 7 mdr.

Jordbær til baby

Hej Helen Tak for din brevkasse :) Jeg har to spørgsmål i dag, men sender...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: