Svar: Selvstændighedsfase eller hvad?

---

Kære fortvivlede forældre

Der er ingen tvivl om at det er lidt svært at være storebror hjemme hos jer - at få en lillesøster er (også selvom han udadtil tackler det fint) en omvæltning som han naturligt skal reagere på og I skal se det som et sundhedstegn at han reagerer.

Han er heldigvis stadig så lille at han har brug for jeres hjælp - han kan stadig ikke selv ret mange ting, selvom han gerne vil og forsøger det bedste han har lært, men jeres nærhed og omsorg er stadig rigtig vigtig og det betyder meget at I medtænker at I ikke må stille for store krav til ham lige nu - han skal have lov til at være lille, lidt yngre end han faktisk er, han skal have lov til at blive nurset lidt.

At han vender sig mod far og afviser mor, evt. slår ud efter mor er en reaktion på at han nu skal dele mor med lillesøster. Det er ikke ham der har valgt den situation, det har I og derfor må I også tillade at han ikke synes det er særlig fedt. Det er faktisk helt okay, at han nogle gange føler sig snydt, føler sig overset, føler jalousi.

Han viser det ikke overfor lillesøster, han viser det især overfor mor - det er jo dig der har haft hende i maven, det er dig der har været på sygehuset med hende, det er dig der sidder og ammer hele tiden - det er mor og lillesøster og han føler sig naturligt uden for dette. Derfor er det super godt at han bruger far i stedet og det skal han naturligvis have lov til.

Nogen sammenligner det at bringe et nyt barn ind i familien med at man som voksen fandt en ekstra partner - tog hende med hjem, sagde "se hvor er hun dejlig, hende elsker jeg og hun skal bo her sammen med os ... forøvrigt skal hun også ligge i dobbeltsengen, så der er ikke så meget plads til dig". Hvilke følelser ville det ikke vække i jer? Og et eller andet sted er det jo det I byder jeres dreng.

Derfor skal han have kys og omsorg og I skal ikke ignorere hans piveri. I skal derimod anerkende at han har det som han har det, I skal kunne rumme det og bære det og synes det er helt okay - han skal ikke straffes og sendes på værelset, men holdes om og mærke at I stadig er der for ham og at I godt ved at det er svært at være ham.

At være 22 måneder er en svær alder både for børn og forældre. Der sker rigtig meget med jeres dreng, han vil så meget og kan også mange ting, men der er stadig meget at lære og han kan blive utroligt ked af det og frustreret, når tingene ikke rigtigt vil som han vil eller når han får nej, fordi I som voksne vil noget andet.

Når børn opfører sig irriterende og grænsesøgende, så handler det ofte om at de gerne vil have opmærksomhed. Det kan hos ...

---

---

... jer sagtens handle om at han synes I bruger lidt for meget tid på lillesøster eller at du har talt i telefon i måske 20 minutter og at han i den tid ikke har haft kontakt med dig. Nu vil han så gerne have du ser ham og det gør at han finder på et eller andet for at få kontakt.

Man kan her reagere med at skælde ud, råbe af ham og skabe endnu mere konflikt, gråd og uro eller man kan I stedet forsøge at finde ud af hvad han egenlig gerne vil eller ikke vil. Hvad er det han protesterer over, kunne man finde et alternativ eller kunne man måske møde ham med forståelse og humor - gøre hans drillen eller uro til en leg "nå, skal du være fræk, pas på så kommer jeg og fanger dig og kilder dig" hvor du så løber efter ham og gør situationen sjov. Det er vigtigt i sådanne situationer at mødes i sjov og ikke i vrede.

Det er problematisk at sende så lille et barn ind på værelset - det er også det man kalder time-out og det anbefales normalt kun til større børn, børn fra 5 års alderen, som kan forholde sig til ting på en helt anden måde. Børn som man kan lave aftaler med og forklare og så siger man at den tid barnet er på værelset bør max være 1 minut antal år barnet er. Altså et barn på 5 år, kan blive sendt på værelset i 5 minutter.

At give barnet en time-out er ikke det samme som at flytte barnet. I må gerne flytte ham, hvis han er igang med noget som han ikke må, det hjælper ham til at forstå at I ikke vil have han gør det. Hvis han f.eks. hopper i sofaen, så vil det således være rigtigt at I samtidig med at I siger nej og giver en forklaring også flytter ham - "Jeg vil ikke have du hopper i sofaen, den går i stykker" og så tager I ham og sætter ham ned.

---

---

Der kan også være situationer hvor han bliver så gal og frustreret at I er nødt til at fjerne jer fra ham (modsat at sende ham væk). Det kan nogle gange være nødvendigt at fjerne sig selv, simpelthen gå i stedet for at sende ham væk. Her kan man sige "jeg går lige ud i køkkenet lidt, ellers kan jeg mærke at jeg bliver meget sur på dig" eller lignende og så gå. Det kan også være at man vælger "Jeg vil rigtigt gerne tale med dig og når du har lyst til at tale med mig, så kom ud i køkkenet til mig".

Denne metode afhænger helt at situationen og hvad der egentlig sker. Børn i jeres drengs alder har generelt meget bedre af at man lytter til dem og den frustration de oplever og forsøger at sætte ord på, så de føler sig forstået.

Forståelse og anerkendelse komme man meget langt med - også i selvstændighedsalderen, eller måske især i denne alder:o)

Håber mine tanker hjælper jer lidt videre, rigtig meget held og lykke:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---