Brev:
Kan pludselig ikke falde i søvn selv

Kære Helen,
Paula er nu efterhånden en stor pige på snart et år. Hun har fuld fart på, mere end Lucia nogen sinde har haft, og hun oplever med alle sanser. Hun kravler kun i turbofart, rejser sig op alle steder og vil rigtig gerne øve sig i at gå, hvis bare nogen vil give hende to fingre at holde fast i. Og hun bliver SUR, når man giver slip igen! Men med alderen har hun også fået problemer med at sove, og her er jeg kommet lidt til kort.
Paulas dagsrytme ser sædvanligvis således ud:
Ca. 5.30 Vågner. Får morgenflaske. Sover nogle gange videre, men er også ofte vågen fra dette tidspunkt.
Ca. 7.30 Får en lille smule grød (gider egentlig ikke spise) inden vi kører i dagpleje
8.30 Afleveres i dagpleje
Ca. 9 Sover en lille power nap på ca. ½ time (hvis hun har sovet længe om morgenen kan denne springes over, men hvis hun har været tidligt oppe kan hun ikke undvære den endnu)
Ca. 11 Frokost
Ca. 12 Middagslur 2-2½ time
Ca. 15.30 hentes i dagpleje
18 Vi spiser aftensmad. Paula spiser stort set det samme som os andre nu.
19.30 Aftenflaske og puttes
Indtil for nylig havde Paula ikke de store problemer med at falde i søvn. Hun har aldrig været supergod til det, men er for det meste enten faldet i søvn med flasken eller også har hun rimelig hurtigt ”snakket” sig i søvn alene, mens jeg gav Lucia nattøj på. Problemet er nemlig, at pigerne nu deler værelse, og så har det været helt perfekt, at Paula kunne falde i søvn uden at blive forstyrret af Lucia.
Men for en uge siden vendte bøtten fuldstændig. Fra den ene dag til den anden kan Paula nu pludselig ikke falde i søvn selv mere, og jeg er lidt desperat efter at finde en løsning på problemet. Når jeg giver hende aftenflasken, ligger hun med store åbne øjne og kigger sig omkring, og når jeg så lægger hende ned i hendes seng og går ud, starter forestillingen.
Hun starter med at klynke, og langsomt bliver klynkeriet til gråd, som igen bliver til hysterisk skrigen, der kun bliver værre jo længere jeg venter. Ikke at hun får lov at ligge alene, for jeg går hele tiden ind og lægger hende ned og giver hende sutten, men det bærer nærmest bare brænde til bålet, så hun skriger endnu højere. Til sidst, efter en times tid på denne måde, kan jeg gå ind og tage hende op i armene og vugge hende i søvn på få minutter. Men det er jo ikke en fed måde at falde i søvn på. De sidste dage har jeg så forsøgt bare at vugge hende i søvn i mine arme lige efter aftenflasken. Jeg fornemmer nemlig, at dette er en fase, der har noget at gøre med den fart hun har på i sit liv for tiden. Det virkede også et par dage, men den tid jeg skal bruge på det, bliver bare længere og længere, og hun bliver tungere og tungere i mine arme.
Og så er der jo et helt andet problem, som i virkeligheden er det, der bekymrer mig mest: Jeg er jo alene med de to piger, og jeg har simpelthen ikke mulighed for at stå i så lang tid (15-20 ...
... minutter er det blevet til indtil videre) og vugge og nusse, for imens sidder Lucia jo alene inde i stuen. Hun kan godt lege lidt selv i et stykke tid, men hun bliver jo hurtigt utålmodig og kan ikke forstå, at hun ikke må komme ind på værelset og ikke engang må tale med mig imens jeg er derinde (for det vækker jo bare Paula igen). Og jeg har selvfølgelig bare kæmpe dårlig samvittighed over at bede en lille pige på kun 3 år om at passe sig selv i så lang tid.
Jeg har tænkt og tænkt over en eller anden praktisk løsning på problemet, og jeg kan ikke komme i tanker om noget. Jeg kan ikke lægge Paula i seng efter Lucia, for de deler som sagt værelse, og jeg selv sover i stuen. Ellers ville jeg bare lægge Lucia ind i min seng. Jeg tror heller ikke at Paulas værgen sig mod at sove har noget at gøre med, at hun ikke er søvnig, for hun kan sagtens være helt ulykkelig af træthed, når vi giver nattøj på, for blot at vågne helt op når hun bliver lagt i seng.
Jeg har også forsøgt at vugge Paula lidt i søvn og så lægge hende i seng, når hun næsten sover, for således at lære hende at falde i søvn selv, men hun vågner fuldstændig op af at blive lagt ned i sengen og så kører sirenen igen. Jeg har også forsøgt en ”kold tyrker”, hvor jeg bare går frem og tilbage og giver hende sutten og lægger hende ned, i håbet om at hun til sidst giver op og falder i søvn, men hendes gråd bliver bare voldsommere og voldsommere på den måde, så hun slet ikke kan finde ro og sove.
Jeg har det heller ikke godt med at hun græder så voldsomt, og jeg synes ellers at jeg kan være ret sej og stædig, når det gælder om at få børn til at sove…! Men jeg kan jo se, at det ikke bare er pjat, for uroen og gråden sidder i hende i mange timer efter hun er faldet i søvn, hvor hun flere gange bryder ud i høj gråd i søvne, så jeg må ind og trøste hende og give hende sutten for at få hende til at sove roligt.
Jeg ved simpelthen ikke mine levende råd om hvad jeg skal stille op med Paula. Bør jeg måske bare tage et par dage, hvor jeg kører den ”kolde tyrker” igennem (altså selvfølgelig stadig med konstante sut- og lægge-ned-besøg) og så lægger Lucia i seng når der er fred (hun er heldigvis det sødeste lille barn, der gerne bliver længe oppe og putter med sin mor i sofaen…), eller skal jeg bare satse på at fasen er kortvarig og måske gøres endnu kortere af at hjælpe Paula og give hende det hun har behov for lige nu, nemlig trygheden i armene til at falde i søvn – og så må Lucia lide det forholdsmæssigt korte afsavn at skulle være alene så længe det tager (og moderen må vænne sig til at det skærer hende i hjertet at høre sin store pige gå rundt helt alene og kede sig, for mor har sagt at hun ikke må komme ind på værelset…)
Det blev en lang smøre, og jeg håber, at du kan finde hoved og hale i den. Jeg glæder mig til at se, om du har nogle idéer til, hvordan jeg kan tackle situationen.
Mange hilsner
Mette
Annoncer
Sponsorerede artikler
Hudplejeolie til mor og barn
Når huden hos mor eller barn bliver rød, øm eller irriteret, kan der være brug for mere end almindelig hudpleje.
Apotekets Lacto+ Probiom Olie kombinerer plejende olier med levende mælkesyrebakterier, der støtter hudens mikrobiom og naturlige balance.
Når huden er rød, tør ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
1. oktober 2026 | Amning | 11 mdr.
Hej Helen Vi er nu ved at være rimeligt frustrerede - og føler os ærligt...
19. september 2026 | Amning | 11 mdr.
Hej Helen Beklager skriveriet. Men jeg vil lige uddybe lidt, da jeg...
18. september 2026 | Amning | 10 mdr.
Hej Helen Nu er vi i gang med lillebrors nedtrapning af bryst. Som du...
25. august 2026 | Amning | 10 mdr.
Hej Helen Efter 10 måneder med en amning, ingen troede var mulig, så tror...
18. februar 2026 | Sovevaner | 12 mdr.
Kære Helen. Vi har været hjulpet af svar fra andres breve før og nu er det...
Viden om børn:
Feber
Børns temperatur kan stige pludseligt. Dette skyldes, at deres evne til at kunne regulere temperatur ikke er fuldt udviklet. Den normale temperatur ligger mellem 36,5 og 37,5 grader celsius. Det er normalt, at temperaturen er ½ grad højere om aftenen end om morgenen.
Når temperaturen stiger, og der er tale om feber, vil barnet fryse, være koldt og blegt. Når feberen har fundet sit leje, bliver barnet derimod varmt og får blussende røde kinder. Et barn der har feber, skal have...
Sidde
De fleste børn kan i 6 mdr´s alderen sidde med let støtte f.eks. i en høj stol eller i barnevognen.
7 mdr gamle kan de fleste børn sidde kortvarrigt, dvs et par minutter, for så at falde til siden, for- eller bagover.
8 mdr gamle kan det fleste børn sidde i lidt længere tid og begynder også at tage hænderne ud og støde fra ved siden. Balancen bliver bedre og bedre.
Når barnet begynder at kunne sidde selv og holde et stykke legetøj i hånden er det...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tak for alle dine gode brugbare svar. Min lille dreng stortrives og jeg nyder ham så uendelig meget.
Jeg må sige dig at du giver gode konkrete råd og i din vejledning kan man mærke din store interesse og enorme faglige ekspertise. Du er en fantastisk sundhedsplejerske og jeg er så glad for at have fundet dig.
Mange hilsner
Pernille, mor til dreng på 6 måneder









