Svar: Det er kun far der dur

---

Hej med dig

Først tillykke med at du venter dig igen, - det er rigtig dejligt, men betyder naturligvis at hormonerne og tankerne i endnu større grad kører rundt i kroppen på dig...:o)

Der er mange ting, jeg tænker på når jeg læser dit brev og jeg vil meget gerne dele mine tanker med dig.

Din dreng er, som du skriver ved at være stor nu. Det betyder at han nu begynder at bevæge sig mere og mere væk fra mor og mere og mere ud mod verden. Han er altså igang med at blive mere selvstændig, ture mere, gå på opdagelse og altså igang med at frigøre sig mere fra jer forældre. Han viser det ved netop at vende sig mere mod farmor, mod sin dagplejer og nu også, som du føler det, vender sig mere mod sin far - frigør sig mere fra dig...

Det er vigtigt at børn frigører sig fra os forældre, for at de bliver voksne med de kræfter og den psykiske stabilitet det kræver og hvis man skal frigøre sig, så skal der jo være nogen at frigøre sig fra. Det betyder også at man skal være tilknyttet for at kunne frigøre sig. Det jeg vil sige er, at selvom det er hårdt, så er den frigørelse du oplever hos din søn et eller andet sted normal og du må forsøge at se det positive i det. Det betyder ikke at han ikke har behov for dig, - det har han i allerhøjeste grad, men lige nu har han lidt mere behov for at det bliver på hans præmisser og når han har lyst...

Jeg kan mærke at du bliver såret og meget ked af det, det gør ondt helt ind i hjertet, når du mærker denne frigørelse og du tager det meget personligt. Du føler det gør dig til en dårlig mor - jeg tænker lige modsat, at det gør dig til en god mor, fordi din dreng jo skal være knyttet til dig for at kunne frigøre sig fra dig... kan du følge det?

Det er utrolig vigtigt at du forsøger at rumme dette, at det sker uden at du tager det personligt på en negativ måde. Din dreng har brug for at vende sig mod verden, udforske omgivelserne, men stadig kunne vende tilbage til dig, når han har brug for det. Når han er usikker og føler at verden bliver lidt for utryg.

Du skal derfor passe meget på at du ikke virker afvisende. Du er så følsom, at du måske nogle gange kommer til at ignorere ham eller måske ligefrem kommer til at straffe ham eller skubbe ham væk - "hvis han ikke vil snakke med mig, så kan han også blive fri". Ikke noget du bevidst gør, men det sker, fordi du bliver så ked af den afvisning du føler fra hans side. Du fortæller at du tidligere har haft en depression og godt kan mærke at nogle af de samme tanker dukker op igen og det er ...

---

---

... utroligt vigtigt at du er meget opmærksom på hvordan du reagerer overfor din dreng.

Jeg får fornemmelsen af at din egen følelsesmæssige tilstand spiller en stor rolle her. I de perioder, hvor du har det godt, føler du har overskud osv. så rummer du din dreng rigtig godt. Du er omsorgsfuld, nærværende, kærlig osv. og jeg ved at du elsker ham højt! Men i de perioder, hvor dit overskud er mindre, hvor du begynder at tvivle på dit eget værd, hvor du bliver ked af det, så har du svært ved at rumme ham og måden han er på. Det betyder at han begynder at blive lidt usikker på, hvor han har dig. Han bliver usikker fordi han aldrig helt ved hvilken reaktion han får fra dig - vil du ham eller vil du afvise ham?

Jeg ved godt at det kan lyde hårdt på skrift, men jeg tænker at det er utrolig vigtigt at du tænker over, hvordan du møder din dreng, hvordan du reagerer på ham - om du selv et eller andet sted er med til at skubbe ham fra dig... :o( Netop som du selv skriver - at du antager på forhånd at han ikke vil dig og du ved ikke hvordan du skal forholde dig, fordi du er bange for at blive såret - jeg tror faktisk din dreng har det lidt på samme måde - han er heller ikke helt sikker på, hvor han har dig. Elsker dig - det gør han dog helt sikkert - fuldstændig ligeså højt som du elsker ham!

Det er ikke okay at din mand og svigerfamilien griner af at din dreng afviser dig! Det er klart at du bliver ked af dette og det er ubetænksomt at handle sådan.

---

---

Jeg kan godt forstå hvis din mand nogle gange tager over, men det er også vigtigt at du får lov til at komme på banen og jeg tænker at du og din dreng naturligvis skal være alene sammen en gang imellem. Hvis far har brug for tid til sig selv, så skal han tage det - du kan så bruge den tid sammen med din dreng og det er vigtigt at I prioriterer netop disse ting.

Jeg synes også du skal tale med din læge. Det er meget vigtigt at du, især fordi du nu venter dig igen, får talt med lægen om at dine symptomer på en evt. depression er ved at vende tilbage. Det er utroligt vigtigt at du bliver behandlet, så du har overskud til at være mor og gravid og om nogle måneder mor til to børn. Du er derfor nødt til at søge hjælp for at I alle kan få det bedre og hele jeres lille familie kan trives.

Jeg har indtryk af at du taler godt med din læge og at det kan hjælpe dig at have nogle samtaler med hende. Det er du nødt til igen og du skal gøre det nu og ikke først om et halvt år...

Stort knus og mange tanker herfra, pas godt på dig selv og hinanden:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om diverse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---