Brev:

Opdragelse og bordskik

Hej,

Allerførst lige en succeshistorie.

Sidst jeg skrev til dig nævnte jeg, hvor herligt det kunne være, hvis Elias kunne falde i søvn selv, i stedet for, at vi bruger op til en time hver aften på putte med ham til han sover. Jeg troede rent faktisk ikke det var muligt, jeg syntes vi har været meget vedholdende forældre, men alligevel har søvnen været en kamp.

Men men men. Du fik mig overbevist om at det skulle prøves. Den første aften var hård, jeg fulgte ham tilbage i sengen flere gange og han var rigtig vred, tilsidst accepterede han at han lå i sing seng og kunne høre mig synge i værelset ved siden af. dagen efter fulgte jeg ham tilbage i seng to gange og trejde dag lagde han sig bare til at sove. Det er så fantastisk at have fået aftenerne tilbage og ikke at skulle liste ud af Elias' værelse, men kan bare sige, når han siger "Mor sove", nej mor skal ikke sove, mor skal rydde op.

Nu hedder det to bøger. Sluk lyset og to sange og så godnat. Der har været nogle gange, hvor han har har kaldt på os igen og igen (vand, mælk, papir næse, banan, lave puhaa osv.) de dage har vi bare siddet ved siden af sengen og så ligger han sig pænt til at sove. Det er fantastisk at kunne sætte dagsordenen selvfølgelig med lidt fleksibilitet.

Vi må indrømme at vi rigtig mange gange har måttet opgive vores idealer, fordi det har vist sig at Elias har haft et andet behov. E. har fyldt enormt meget og der har været meget lidt plads til parforholdet. Nogen gange har vi været i tvivl om vi bare ikke var gode nok og Elias simpelthen for vedholdende, fordi mange omkring os ikke har kunnet forstå hvorfor E. ikke bare lige....... nu er vi ikke i tvivl om det var E's behov og jeg er lykkelig for at vi lyttede til os selv og trøstede vores ulykkelige dreng, og opgav at opnå idealerne. At falde i søvn selv gjorde ham vred, men ikke ulykkelig.

Så til mit spørgsmål.
Det der sker lige nu minder meget om et tigerspring (ved ikke op de også kommer når man er over 1½ år) Elias har altid haft krudt i numsen, men lige nu går det bare rigtig stærkt og forældrene skal helst være med hele tiden.

Jeg sørger for, at jeg hver dag når vi kommer hjem fra vuggestue, sidder med ham, leger med ham nusser ham eller hvad nu behovet og lysten er til. Så synes jeg nemlig godt, jeg med bedre samvittighed, kan sige nej til at han tømmer skabene under madlavningen, eller til at være med til det hele. Jeg er alene med ham når der skal laves mad, og her kommer ordene holde, låne, have, smage, op til mor, mor lege, i et meget frusteret tonefald under hele seancen.

Jeg forsøger at give ham alternativer, inddrage ham i det han kan, men fordi hans tempo for tiden er så højt, så er der mange ting, som at røre i en skål, skylle grøntsager under vasken og lign, som bliver et sandt mararidt, men som han ellers normalvis er dygtig til.

Nogen gange bliver jeg simpelthen nødt til at slukke for ovnen/komfuret og bare sætte mig ned med ham, for ellers bliver min opdragelse af ham meget lidt konstruktiv. Hvilke krav kan vi stille til ham i denne situation, hvad kan vi forvente?

Når så maden er kommet på bordet, er det ikke meget bedre. Apetitten er ikke voldsom stor og han sidder ...

... meget uroligt. Han slår med gaflen ned i bordet, putter bestikket i glasset, maser maden mellem fingerne, sortere brødet fra og spiser kun pålægget, kaster det mad han ikke vil have væk, rejser sig op og lægger sig ind over bordet for at nå en frikadelle mere. Har fødderne på bordet. Han er flere gange faldet ned af triptrap stolen, simpelthen fordi han er for aktiv. I vuggestuen sidder han fortiden på en taburet, for så skal han koncentere sig om at blive på den og han bliver mere rolig.

Vores regler omkring bordet er:

- man sætter sig ikke til bordet før der er sagt værsgo.
- man sidder på stolen.
- man beder om det man vil have.
- man bestemmer selv om man vil spise med finger eller bestik, men man slår ikke med bestikket.
- man må ikke pille pålægget af rugbrød.
- man kaster ikke med maden.
- fødderne må ikke være på bordet.

Vi forventer ikke han kan sidde ved bordet under hele måltidet, men ofte har vi ikke fået begyndt før han siger tak for mad og det accepterer vi ikke.

Han kan godt finde på at lege med maden, kartoflen bliver en bil der drøner rundt på tallerknen, det må han i princippet godt så længe maden ikke flyver om ørerne.

Vi ser igennem fingre med mange ting fordi vi har oplevet at hvis vi fokusere på det, bliver det værre f.eks. at han tørrer fingerne af i bukserne, at halvdelen af maden ender udenfor tallerknen, at der kan ryge mad ned i glasset mv.

Vi har også mange episoder, hvor han f.eks. spytter æbelskrald ud på gulvet, her beder vi ham samle det op og putte det i skraldespanden. Han nægter det totalt. Får han en ananas kirsebær smider han også bare skraldet på gulvet og nægter at smide det op i skraldespanden.

Jeg har læst i fantastiske forældre, at man skal fortælle barnet hvad konsekvensen er, hvis barnet ikke spiser pænt eller hvad de nu er man ønsker at opnå. Jeg synes nu det lyder lidt barsk. og samtidig gør vi det nok også på et eller andet plan. f.eks. fjerner vi rugbrød med pålæg på fra tallerknen hvis han piller pålægget af, når han så har spist rugbrødet for han de andre hapser tilbage. Vi sætter koppen væk, hvis han bliver ved at putte bestikket ned i den osv. og vi advarer ham selvfølgelig om det først.

Elias har stortset altid spist selv, eller hjulpet med. Han har fået lov at grisse og se hvad der sker når guleroden falder ned osv. Vi troede derfor at han ret hurtigt ville få nysggerigheden stillet. Men den sidste tid, synes vi det er blevet meget slemt. Det har aldrig været helt godt - men bedre end lige nu.

Hvordan skal vi tackle spisningen, flere krav og regler eller færrer?

Jeg havde nok lidt naivt troet at vi kunne indføre bordskik ved at skabe en god stemning, tale med sit barn og inddragede det i samtalen ved bordet, og lave varieret og spændende mad, og så var det slag vundet. Vi, som forældre mister helt appetitten, når den ene irettesætter/afleder mens den anden tygger og omvendt.

Vi har altid oplevet Elias som en kærlig og omsorgsfuld dreng. Men for tiden kigger vi nogen gange vantro på ham, for hvor kommer den næsvished lige fra. Er det normalt at forældre bekymrer sig om sit barns menneskelige kvaliteter i denne periode?

Hilsen
En fortvivlet opdrager

Læs Helens svar »

Sådan forebygger du bleudslæt

Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift

Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

8. december 2025 | Sovevaner | 18 mdr.

Søvnrytme dreng 18 måneder - del II

Kære Helen, Tak for dine tanker og anbefalinger, det er meget værdsat. Jeg...

Læs hele brevet og Helens svar

4. december 2025 | Sovevaner | 18 mdr.

Søvnrytme dreng 18 måneder

Kære Helen Jeg har i flere henseende nydt godt af din skønne brevkasse og...

Læs hele brevet og Helens svar

28. oktober 2025 | Sovevaner | 20 mdr.

Søvnunderskud og lange putninger

Kære Helen Jeg har fundet hjælp mange gange ved at læse tidligere svar i din...

Læs hele brevet og Helens svar

18. oktober 2025 | Opdragelse | 20 mdr.

Lur og temperament udfordringer

Kære Helen, Jeg skriver til dig fordi jeg oplever et par udfordringer med...

Læs hele brevet og Helens svar

10. august 2025 | Udvikling | 18 mdr.

Kontakt til fremmede

Kære Helen. Tak for alt din hjælp. Jeg har et spørgsmål vedrørende mit...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: