Svar: Svær trodsalder, selvstændighedsalder, hvad gør vi?

---

Kære Sara

Der er ingen tvivl om at selvstændighedsalderen er udfordrende både for barn og forældre. Det er en tid, som kræver utrolig stor tålmodighed og omsorg, samtidig med et behov for at have visse regler og være konsekvente omkring disse - det er jo en del af opdragelsen. Det er en tid hvor barnet kan være så glad, sjov og charmerende, men glæden varer kort, for pludselig går hele verden under, alt bryder sammen, intet fungerer som det skal. Følelserne kører på højtryk - både hos barn og forældre, og det kan jeg sagtens høre sker hos jer:o)

Alt dette skriver jeg naturligvis for at fortælle at det I oplever at helt normalt, det du fortæller giver således ikke grund til at tro at Katja fejler noget, ikke er helt normal...:o)

Jeg ved fra dine tidligere breve at Katja på mange måder er en meget moden pige. Hun har et rigtig godt sprog, var ikke ret gammel, da hun begyndte at tale i lange sætninger, hun har altid været let at aflæse, når hun er ramlet ind i de forskellige udviklingsspring og de udfordringer de fører med sig, hun har leget med børn som måske altid har været lidt ældre end hende osv. Uden at have mødt Katja, så får jeg altså fornemmelsen af at I har en pige, som på mange måder godt kan virke ældre end hun egentlig er og det kan man godt blive lidt snydt af.

Hvorvidt det er godt eller skidt at hun er tilbage i dagplejen kan diskuteres. På den den ene side må det være godt for hende at hun ikke er fuldt med i børnehaven sammen med de andre, men at hun lige får et par måneder, hvor hun skal prøve at være den ældste. Hvor hun ikke følger med og lærer af de ældre, men hvor det er hende, der som den ældste skal føre an. På den anden side, så er det måske også meget rart for hende at få lov til at være den lille, den yngste - hvilket hun vil opleve i børnehaven om et par måneder...

Jeg tænker også at det må være svært for hende (selvom du måske ikke er enig) at være blevet storesøster. Ikke fordi hun ikke holder af sin lillesøster og nyder den nye rolle hun har fået, men svært fordi hun heller ikke her får lov til at være lille.

Katja er på mange måder en stor pige, en moden pige og jeg tænker at hendes frustration og voldsomme reaktion på at gå igennem selvstændighedsfasen lige nu, kan handle om at hun et eller andet sted har rigtig svært ved at finde ud af både at være lille og være stor. I denne alder er følelserne ikke særligt nuancerede og hendes reaktioner kan virke meget urimelige i forhold til hvad der udløser dem. Hun kan således blive utroligt vred over noget som du synes er en bagatel og det kan godt skabe en situation, hvor du synes hun må tage sig sammen og opføre sig som den store pige hun er, men hvor hun på grund af alle de ting der sker i hende, faktisk har rigtig svært ved at leve op til de krav. For i visse situationer er hun faktisk meget lille.

Hendes selvstændighedstrang er dominerende og det er helt normalt at sige Nej! Det er også helt normalt at gøre det modsatte af hvad hun får besked på, at overdrive sine følelser helt vildt - græde højere og mere hysterisk når mor og far er i nærheden end når I ikke er. Hun er i stand til at føle skam og skyldfølelse, kan således begynde at få lidt dårlig samvittighed, hvis en anden får skæld ud over noget hun har gjort osv.

Konflikter er en del af hverdagen med børn i denne alder og det hører med. Det har dog stor betydning hvordan man kommer ud af en konflikt og det er her at I som forældre har en vigtig rolle. Aggression, hysteri, frustration og fortvivlelse hører også alderen til. Og her er det utroligt vigtigt at man skelner tingene fra hinanden og derfor handler forskelligt, alt efter hvad det egentligt er der foregår.

Du fortæller om situationer hvor du opfatter din datter hysterisk, I forsøger at rumme hende, I forsøger at give hende time-out, I forsøger at gå fra hende osv... intet virker tilsyneladende rigtigt...

Det er vigtigt at skelne imellem det der hedder fortvivlelsesanfald og kontrollerende anfald. Når jeres datter har fortvivlelsesanfald, så er hun ikke uartig. Så er hun oprigtigt ked af det, hun er skuffet over at tingene ikke er som hun gerne vil ...

---

---

... have dem, at hun ikke kan finde ud af noget osv. Det kan som sagt være små bitte ting, der i jeres øjne kan virke som bagateller, men for hende betyder det rigtig meget. Det har hun brug for at I forstår, hun har brug for en medlidende reaktion. Hun har brug for at høre at I forstår det, det er rigtigt irriterende at hun ikke kan se mere fjernsyn fordi I skal køre nu, eller det er rigtigt irriterende at I giver hende et æble, når hun hellere ville have haft en banan...

At sende hende væk eller blive vred på hende, kalde hende hysterisk eller lignende får hende måske nok til at holde op med at græde lidt, men det hjælper hende ikke på sigt. Når hun har fortvivlelsesanfald, så har hun brug for at I sidder med hende, holde om hende og beroliger hende. Når I går fra hende, så går hun grædende efter jer, "gå ikke fra mig mor", fordi hun har brug for jeres hjælp til at blive beroliget og få kroppen lidt ned i gear.

Man skal ikke bruge time-out eller anbringe barnet alene i et værelse, hvis det har anfald af fortvivlelse.

Som sagt kan børn også have en anden type anfald. Det jeg kalder for kontrollerende anfald. Her forsøger barnet at kontrollere sine forældre, ønsker at manipulere jer til at få sin vilje. Det er hvis barnet græder og skriger helt vildt fordi det ved at det derved får sin vilje. Barnet har således lært at bare jeg skaber mig længe nok, så får jeg det jeg vil have. Der er således ikke tale om at barnet er dybt fortvivlet. Barnet har ofte heller ingen tårer og ofte er barnet også i stand til at formulere sit krav "Jeg vil have den - Nu!"... Det betyder også at det ikke er anfald som børn normalt får i 3 års alderen - der er tale om lidt ældre børn.

Denne type anfald kan man bedst behandle ved at sørge for at barnet ikke får publikum og ved at ignorere barnet. Ikke nødvendigvis sende barnet væk, men i stedet gå væk fra barnet. Hvis der ikke er nogen til at se, hvordan barnet skaber sig, ja så er det jo ikke længere sjovt at blive ved.

Man skal ikke forhandle med et sådan barn, men kort og godt holde fast i sit nej og derfor heller ikke give efter. Hvis man giver efter, så lærer barnet at bare det bliver ved længe nok, så får det sin vilje.

---

---

Humor er en rigtig god idé, når man skal få barnet afledt fra denne form for anfald og så kan "time-out" nogle gange komme på tale.

Time out bruges normalt kun, hvis en rolig advarsel til barnet ikke har været nok, eller hvis barnet har gjort en anden bevidst ondt. Time-out anbefales normalt også kun til børn fra 5 års alderen og så siger man at den tid barnet er på værelset bør max være 1 minut antal år barnet er. Altså et barn på 5 år, kan blive sendt på værelset i 5 minutter. Samtidig skal man så også være lige uden for døren, så barnet ved at man stadig er der. Når barnet sættes på værelset skal det have en forklaring: "Jeg sætter dig herind fordi du sparkede mig. Man må aldrig gøre noget, som gør ondt på andre".

Du skriver at jeg ikke må bede dig om at være rummelig, men så vil jeg foreslå dig at du prøver at se verden lidt mere med Katjas øjne. Overvej om I stiller lidt for store krav til hende, om I har lidt for store forventninger til hende i øjeblikket og måske skulle prøve at lade hende være lidt lille. Nurse hende lidt og et eller andet sted, så lade hende være, give hende lidt ro.

Jeg tror Katja har svært ved at finde ud af hvad ben hun skal stå på, jeg tror hun har svært ved at håndtere den rolle det er at være en stor pige lige nu. Og når det ikke lykkes for hende, så får hun skæld ud, hvilket så gør at hun bliver endnu mere usikker. Børn som bliver skældt meget ud reagerer ofte ved enten at grine, lade som om de er ligeglade eller lade som om de voksne ikke er der - det er for dem måden at tackle det på. Det er det jeg mener med at I skal prøve at give hende lidt ro til bare at være den pige hun er:o)

Jeg håber du kan bruge dette svar. Om det er firkantet nok ved jeg ikke, men jeg tænker at du her er blevet lidt klogere på hvad der foregår inde i Katja og at du derfor måske vil kunne handle anderledes, så I atter får lidt mere ro i huset:o)

Rigtig meget held og lykke.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---