Svar: Kræsen dreng - 17 mdr.
Kære Forældre
Jeg kan godt forstå at I synes det er frustrerende, når jeres dreng ikke vil spise aftensmad. Som forældre ved vi jo hvor vigtigt madindtag er for hans velbefindende og han er stadig for lille til at kunne forklares dette. Når jeg ser jeres plan for dagen, så tænker jeg dog at det ikke kun handler om at han ikke kan lide maden, for han spiser jo forskelligt mad, men at det derimod også handler om hans alder og den udvikling han går igennem. Derudover har det også rigtig meget at sige, hvordan I tackler det og hvordan jeres forhold til mad er.
Du skriver han spiser brød - både boller og rugbrød, han spiser havregrød og risengrød og han spiser også frugt og enkelte typer af grøntsager. Det lyder som om han ikke er så meget til kød generelt og heller ikke til fisk, men enkelte dele glider trods alt ned og det er vigtigt at fokusere på at lidt også har ret. Lidt er altså bedre end ingenting.
Jeres dreng har en alder nu, hvor han er meget bevidst om hvad han vil og hvad han ikke vil. Han ved også at han ved at gøre noget bestemt får en reaktion fra jer og han begynder også at prøve grænser. Samtidig er børn i hans alder ofte trætte om aftenen og orker ikke rigtigt at spise - på den ene side vil de gerne selv og øver deres selvstændighed, på den anden side, så er det faktisk meget rart en gang imellem at blive hjulpet med at spise. Derfor er en løsning ofte at tilbyde lidt moset mad med en ske, hvor mor eller far hjælper lidt på vej og så ved siden af tilbyde lidt, som han så selv kan spise med en gaffel.
Det er rigtig godt at I nu har taget en beslutning om at jeres dreng skal tilbydes den mad I andre spiser. Det kan han sagtens med den alder han har og jeg mener bestemt også at det er en udmærket idé, at tilbyde ham en portion grød, yoghurt, en bolle eller lignende inden sengetid, hvis I ved at han ikke har spist så meget til aften og derfor vil vågne om natten og være sulten.
Det er vigtigt at I gør måltidet hyggeligt, selvom I begge bekymrer jeg for hans indtag, så lad ham få madro, lad være at give ham særskilt opmærksomhed under måltidet om aftenen. Lad ham spise det han vil og orker. Stemningen om bordet skal være rar, det er vigtigt at I forældre har det godt med hinanden og godt med at sidde ved bordet og hygge omkring maden, at I nyder at sidde der og være sammen. Det er vigtigt for børns lyst til at spise - der skal være ro og harmoni.
Det er vigtigt at I sørger for at jeres dreng får varieret kost i løbet af dagen. Det vil sige at han sammen med sin frokost også skal have lidt kød en gang imellem og han skal hver dag have lidt grøntsager. Det kan være gulerod, agurk, tomat, majs, peberfrugt, avocado, radiser, ærter - hvad du nu kan finde på, som han kan synes er interessant.
Det samme bør du give ham sidst på eftermiddagen. Man kan kalde det føraftensmad og de fleste børn er ofte mest sultne lige der, hvor tiden er lang inden aftensmaden bliver færdig. Her kan du med fordel stille en lille skål med lidt forskelligt grønt frem og satse på at en lille smule glider ned. Så behøver du heller ikke fokusere så meget på indtaget af grønt til aftensmaden og det er jo netop meget vigtigt ikke at fokusere for meget på hvad han spiser, og hvordan han spiser. I princippet skal du bare stille en tallerken foran ham med lidt forskellige valgmuligheder og så lade ham gå igang i fred og ro.
Det er ikke nogen god idé at lade ham sulte i håb om at han så spiser mere, når han bliver sat til bords. Sådan fungerer det ikke. Det er derimod vigtigt at tilbyde ham små hyppige måltider, så hans blodsukker holdes stabilt og så han sikres lidt til hans energibehov dagen igennem.
En plan for dagen kunne se således ...
... ud:
Morgen: Havregrød med mælk
Formiddag: Bolle med smør, lidt ost, frisk frugt. Vand eller måske et lille glas juice
Frokost: Rugbrød med forskelligt pålæg og meget gerne rester fra aftensmaden. Det kan være kogte grøntsager, det kan være et kyllingelår, en pølse, lidt lunede pastaskruer, en frikadelle osv. Det er en god idé at servere lidt grøntsager til frokost hver dag. Vand af kop.
Eftermiddag: Yoghurt, en bolle eller lignende, frisk frugt eller bær
Sen eftermiddag: En tallerken med lidt forskelligt grønt, som han kan spise lidt af efter lyst.
Aften: Det samme som I spiser som udgangspunkt. Hvis han gerne vil have mad med ske, så mos kartofler og sovs, så det er det, han spiser. Giv ham ris med lidt sovs så også dette kan spises let. Find balancen mellem at hjælpe ham, hvis han er træt og lade ham selv, hvis han vil det. Han kan evt. få lidt frugtgrød med mælk som dessert.
Kartofler behøver ikke være mos, det kan være lavet som både i ovnen, det kan være bagte kartofler hvor der igen kommes lidt smør eller dressing i - det kan børn tit godt lide. Det at der er lidt sovs eller dressing at dyppe maden i osv. gør det hele lidt mere interessant. Hvis han ikke er så meget til kogte grøntsager så er det også fint at give ham dem rå, - det kunne være små stave gulerod, hvis han kan tygge det. Det kan også være et stykke agurk eller lignende. Det handler om at han forbinder det at sidde ved bordet med at spise og at I spiser sammen, derfor betyder det ikke så meget hvad et er, men mere at I spiser sammen og at det han tilbydes naturligvis skal være noget sundt. Og igen - agurk og gulerod er jo et tilbud ved siden af den mad I andre får, som han naturligt også tilbydes. Igen gælder så at har han fået lidt grøntsager ingen aftensmaden, så behøver han ikke spise så meget af det under aftensmaden.
Kød er jo meget forskelligt, så prøv jer frem og se hvad han mon kan lide. Hvis han f.eks. godt kan lide kartoffelmos eller ris, så kunne du måske prøve med en gammeldags millionbøf eller noget chili con carne - nogle børn elsker jo den brune sovs, kødsovs som smager af noget... Det kan også være frikadeller, kylling, hamburgerryg, flæskesteg eller retter som pizza, madpandekager, lasagne.
Nogle børn vil slet ikke spise noget som er blandet og spiser således ikke lasagne - i stedet spiser de så hvis de forskellige fødevarer er adskilt og de kan se hvad det er de spiser. De vil således f.eks. godt spise hamburgerryg skåret i stykker ved siden af grøntsager eller andet.
Husk at fisk også er vigtigt - du skriver at din mand selv var kræsen som barn og det er naturligvis vigtigt at medtænke hvordan han spiser i dag. Sørge for at I alle nyder den mad som I serverer og samtidig acceptere at der naturligt kan være noget, som jeres dreng ikke bryder sig om.
Jeg er helt enig med jer i at jeres dreng ikke skal gå i seng med tom mave. Han er ikke gammel nok til at forstå konsekvensen og sammenhængen imellem ikke at spise sin mad og så komme i seng på tom mave - det forstår han ganske simpelthen ikke. Derfor må det være en balance imellem at udgangspunktet er jeres mad, indtaget sikres varieret igennem hele dagen og aftensmåltidet skal ikke gøres til en kamp og skal såvidt muligt ikke skabe ham ekstra opmærksomhed.
Så prøv at sikre hans indtag i løbet af dagen og server en tallerken med lidt forskelligt, - ikke for meget da det kan virke for overvældende og så lad ham gå igang. I voksne skal forsøge at føre en almindelig samtale hen over bordet og nyde jeres mad, skabe en rolig stemning og så vidt muligt forsøge ikke at give jeres dreng unødig opmærksomhed.
Fortsat held og lykke med det:o) Rigtig god madhyggelig weekend:o)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Sådan forebygger du bleudslæt
Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift
Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om kost og ernÆring:
3. november 2025 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Kære Helen. Tak for din gode brevkasse. Vi har spørgsmål til: 1) hvordan...
20. oktober 2025 | Kost og ernæring | 3 mdr.
Hej Helen. Tak for dine gode råd til mit tidligere brev. Det har hjulpet...
23. september 2025 | Kost og ernæring | 7 mdr.
Hej Helen, Jeg har en dreng på 7,5 måneder. Han er en glad dreng med fart...
19. september 2025 | Kost og ernæring | 11 mdr.
Hej Helen Skal man “styre” hvor meget og hvilke slags mad ens barn spiser?...
2. september 2025 | Kost og ernæring | 11 mdr.
Hej Helen. Mange tak for svaret på mit spørgmål. Omkring morgenmad. Jeg...
Viden om børn:
Sushi til børn
Børn må gerne få sushi - men der er nogle ting du skal overveje:
- Fisken der bruges skal have været frosset ned til - 20 grader i mindst 24 timer. Der kan forekomme parasitter i fisk og disse dræbes ved frysning.
- Sushien skal fremstilles under hygiejniske forhold. Den bør spises samme dag som den er lavet og køber du den færdigpakket skal du være opmærksom på korrekt opbevaringstemperatur og holdbarhedsdato.
- Børn under 3 år må højst spise 25...
Brystopereret
Mange kvinder bliver idag brystopereret. En brystoperation kan både være en brystreduktion, hvor man har fjernet noget af brystet og en brystimplantation, hvor man har gjort brysterne større.
Mange kvinder bekymrer sig om hvorvidt de vil kunne amme deres barn, når de er brystopererede og der er ikke andet at gøre, end at se hvad tiden bringer. Nogle kvinder vil fint kunne amme, det afhænger meget af operationsmåden. En del kvinder ammer delvist, giver altså bryst og supplerer med...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.







