Svar: Afviser mor

---

Kære Betina

Det er helt normalt at børn i 1½ års alderen begynder at vende sig mere ud mod verden og på den måde frigør sig lidt fra deres forældre. Sin far ser din datter ikke så meget, så derfor er og virker frigørelsen fra dig sandsynligvis større.

Det er faktisk vigtigt at børn frigører sig og for at kunne nå frem til voksenlivet med de kræfter og den psykiske stabilitet det kræver, så er det vigtigt at børn har nogen at frigøre sig fra, ligesom de også skal være godt tilknyttet til nogen. Det jeg vil sige er, at selvom det er hårdt, så er den frigørelse du oplever hos din datter et eller andet sted normal og du må forsøge at se det positive i det. Det betyder ikke at hun ikke har behov for dig, - det har hun i allerhøjeste grad, men lige nu har hun lidt mere behov for at det bliver på hendes præmisser og når hun har lyst...

Margrethe Brun Hansen, børnepsykolog taler om at børn har et dobbelt-socialiseringsrum. Det er der, hvor de to verdener - institutionen og hjemmet mødes. Børn protesterer ofte over at skulle af sted, det er hyggeligt og trygt at være hjemme. De græder, når de bliver afleveret, men ikke ret lang tid efter, er de glade igen, glade for det nye sted.

Når de så hentes, så protesterer de igen - nu havde de det jo lige så hyggeligt, så hvorfor skal de så hjem. Det er her at barnets dobbelt-socialiseringsrum mødes og konflikten opstår. Det er svært at skifte situation, det er svært at finde ud af hvad man skal, - både når man bliver hentet og når man bliver afleveret. Det er rigtig svært for din datter at finde ud af gå fra mor til dagpleje og fra dagpleje til mor og det er okay, selvom jeg godt forstår at du synes det er hårdt.

Helt overordnet set, så handler det også om tilknytning, hvilket er helt essentielt for at et barn udvikler sig rigtigt og i sund retning - et barn har brug for tilknytning til vigtige voksne.

Børn knytter sig særligt til en person, som vil fungere som barnets sikre base - altså den som barnet altid vil søge og som barnet trygt vil stole på vil hjælpe, hvis der opstår usikre situationer. Man kalder dette for primære tilknytningspersoner og barnet kan godt have flere primære tilknytningspersoner - oftest er dette mor og far.

Børn har dog også sekundære ...

---

---

... tilknytningspersoner, som det vil gå til, når den/de primære tilknytningspersoner ikke er til stede. Det kan f.eks. være en au-pair, en bedsteforælder, en dagplejemor, en pædagog i vuggestuen osv.

Man skelner normalt imellem 3 former for tilknytningsmønstre:

1. De sikkert tilknyttede børn: Det er børn med sensitive mødre, forstået på den måde at børnene udforsker deres omgivelser, men vender tilbage i situationer hvor de er usikre og hvor de har behov for tryghed og det er deres mor så i stand til at give dem.

2. De usikkert tilknyttede børn - de ængstelige/ambivalente: Det er børn som har en sensitiv mor, men som i visse situationer ignorerer barnet. Det vil overvejende være mors egen følelsesmæssige tilstand, der bestemmer hendes reaktion i forhold til barnet og barnet bliver utrygt fordi det aldrig helt ved hvilken reaktion det vil få fra sin mor. Barnet kan således ikke være sikker på at få omsorg, når det har behov for det.

---

---

3. De usikkert tilknyttede børn - de ængstelige/undgående: Det er børn, hvis mødre afviser børnenes forsøg på kontakt og nærhed. Børnene viser ofte stor udforskningstrang i forhold til den fysiske verden, men ikke i forhold til nærhed. Ofte vil disse børn have en meget negativ relation til andre og have svært ved at indgå i et fællesskab.

Dette er naturligvis meget kort beskrevet og hvis det interesserer dig at læse mere om tilknytning, så vil jeg foreslå dig at læse noget litteratur af John Bowlby.

Når jeg læser din beskrivelse af din datter, så tænker jeg at hun nok hører til i første kategori. Hun tør bevæge sig ud i verden, hun tør udforske på egen hånd, fordi hun ved at du er der for hende og at hun altid kan vende tilbage til dig. Prøv derfor at give hende tid. Prøv at være til rådighed, lad være at forlange for mange kys og kram, men vær til stede, sæt dig i nærheden, nus hende lidt, kærtegn hende lidt når du går forbi hende osv. så hun ved at du er der. Inviter hende også til at sidde hos dig, læse en bog og lignende, hvor hun sidder på skødet, pjat med hende, giv hende kildeture og mere voldsom kontakt og prøv så at acceptere, at hun godt må afvise dig lidt en gang imellem - at det er okay.

Jeg håber du kan bruge mine tanker lidt videre, Rigtig meget held og lykke:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

Viden om børn:

---