Svar: Når far og mor er uenige om opdragelsen

---

Kære Lotte

Det at blive forældre er stort og det at opdrage vores børn er nok en af de største og vigtigste opgaver vi har som forældre. Det er ikke nogen nem opgave og det kræver både kærlighed, omsorg og en stor portion tålmodighed at opdrage børn. Samtidig er det også vigtigt at vi har indsigt i hvad børn har brug for, hvad der betyder noget for dem, hvad der er vigtigt for at børn vokser op som de 'fornuftige voksne' vil alle gerne vil have dem til at være. Gøre dem i stand til at handle, træffe kloge beslutninger, skabe sig venner osv. De skal have det godt og de skal kunne begå sig.

Som du selv er inde på, så er vi som forældre forskellige, vi har alle forskellig baggrund og er alle blevet opdraget vidt forskelligt. Nogle gange har vil let ved at sige at 'sådan vil jeg i hvert fald ikke gøre i min opdragelse' men andre gange er det svært at sige sådan. Hvis vi synes at vi har haft det godt med den måde tingene blev gjort på dengang, så holder vi måske fast i at det er måden, det er sådan man skal gøre, men det er jo ikke nødvendigvis rigtigt.

For situationer ændrer sig jo og her er der tale om et andet barn og om nogle andre forældre og man kan således ikke kun holde på at ens måde at gøre ting på er den rigtige og eneste måde, man er altså nødt til fælles at finde en anden måde at gøre det på.

Det betyder ikke at man skal være enige om alt. I hovedtræk, de store ting, her er det godt at være enige, men der kan sagtens være situationer, hvor man er helt uenige. Her skal man dog fortsat støtte hinanden og bakke hinandens beslutninger op.

I hverdagen har man naturligt mange konflikter og nogle gange så vil børn f.eks. spørge mor, og når hun så siger nej, så spørger de far i stedet. Hvis far så siger ja, så er det jo et problem. Nogle gange sker der og her må man så tage en snak med barnet om, hvorfor den ene sagde det ene og den anden det andet og også en snak om at man ikke bare kan spørge en anden, for at få sin vilje - en snak om hvorfor man siger nej og hvad nej betyder. Andre gange, så når man jo at fornemme at barnet har spurgt sin mor eller far om dette og så kan man spørge tilbage "hvad sagde mor" - "hun sagde nej" - "jamen så siger jeg også nej"... man bakker altså hinandens beslutninger op.

Når jeg læser dit brev, så tænker jeg at I begge er meget opmærksomme på jeres datter og I vil hende begge det bedste. I har bare forskellig måde at gøre det på og konflikten opstår et eller andet sted fordi I som forældre ikke indgår kompromis. Netop det at kunne indgå kompromis, at kunne tale om tingene er jo enormt vigtigt og det er faktisk rigtig vigtigt at jeres datter vokser op med en erfaring om at man gør sådan - taler om tingene og når til enighed.

I forældre er derfor nødt til at sætte jer ned sammen og så ikke bruge fars måde at opdrage på eller mors måde at opdrage på men finde jeres fælles måde at gøre det på. I skal altså begge to giv jer lidt fordi det er bedst for jeres datter.

Jeg synes f.eks. at det er rigtig vigtigt at måltidet og det at sidde ved spisebordet er hyggeligt. Jeg synes også at børn skal sidde ved bordet, når de spiser og at man ikke render runddt med mad i huset. Mad indtages per definition ved bordet. Derfor synes jeg også at det er fair at bede jeres datter om at sætte sig ved bordet, når det er spisetid.

Jeg synes også at børn skal have mulighed for at rejse sig fra bordet, når de er færdige med at spise, man kan ikke forlange at de skal sidde der indtil vi voksne er færdige. Det er også fint, hvis de lærer at sige tak for mad og bære deres tallerken ud fra bordet. Ligesom de også bør vaske deres hænder osv. i ...

---

---

... forbindelse med at man skal spise, går på toilet osv. alle de små regler, som ligesom bare er der.

Som udgangspunkt synes jeg også at børn skal spise det samme som den øvrige familie, hvis man i øvrigt spiser almindelig sund mad. Men det er klart at der er visse ting som børn ikke bryder sig om, ligesom der også er noget vi voksne ofte ikke spiser. Problemet er bare at det jo er os, som laver maden og hvis vi f.eks. ikke kan lide stegt lever eller kogt torsk, ja så laver vi jo ikke denne ret...

Derfor skal barnet også have lov til en gang imellem at sige nej tak til at spise f.eks. kartoffelmosen, fordi barnet faktisk ikke bryder sig om kartoffelmos. Barnet skal naturligvis ikke vrænge af maden, sige "bvadr" eller lignende og når man er 4 år gammel kan man også godt smage på det inden man meddeler om man kan lide det eller ej. Men barnet skal have lov til at sige nej tak og alternativet kan så være at spise mere af det andet som er på bordet - hvis det jo i øvrigt er et sundt alternativ, eller at barnet tilbydes et stykke rugbrød eller f.eks. en rest fra aftenen i forvejen.

Jeg synes også det er en god idé at tage børnene med i madlavningen, børn må meget gerne være med til at bestemme, hvad vi skal have at spise og de må rigtigt gerne være med til at lave maden. Netop det at man selv er med til at producere en ret, gør det ofte også mere interessant at spise det. Samtidig ryger der også ofte lidt smagsprøver ned undervejs i madlavningen og det skal der også være plads til, - netop sidst på eftermiddagen er børn sultne og det er vigtigt at de får et mellemmåltid her. Man skal naturligvis give dem noget sundt, men de har brug for deres mellemmåltider og dermed tit også lidt "før aftensmad".

---

---

Børn har også rigtig svært ved at fornemme hvor meget de egentlig kan spise og at øse op på en tallerken og forvente at barnet så spiser det hele, det kan man faktisk ikke. Samtidig kan man så heller ikke forvente at barnet kan spise det hele, når det selv øser op, netop fordi det er svært for barnet at se, hvor meget det der ligger på tallerkenen vil fylde i maven. Men netop ved at lade barnet selv øse op, så kan man lære barnet det og på denne måde også lære barnet at vurdere selv, tage fornuftige beslutninger osv. Det vil jo gerne vil at de på sigt skal kunne.

Jeg synes derfor at I skal lade jeres datter selv øse op, I må gerne hjælpe hende og støtte hende, gerne fortælle hende at hun skal starte med at tage lidt af gangen, så hun fornemmer om hun kan spise mere. Og kan hun det, så kan hun altid få en skefuld ekstra.

Problemet hos jer forældre er, at I begge føler jer utilstrækkelige i opdragelsen af jeres datter. Din mand synes at du går ham imod, at han ikke gør det godt nok. Han kommer med kommentarer om at du nok har læst dig til det du ved osv. naturlig et udtryk for at han ikke føler han slår til. Men den samme følelse får du jo, når du f.eks. vælger at give jeres datter to frikadeller og han så kritiserer dit valg.

Jeg synes derfor at I skal sætte jer og tale om hvad det er I ønsker for jeres datter, hvordan er det I gerne vil have hun skal blive og hvordan opnår I dette. Her tænker jeg at I skal tale om hvordan I giver hende selvværd modsat selvtillid, I skal tale om hvordan I anerkender hende, som den person hun er. Og I skal også tale om hvordan I forældre anerkender hinanden.

Jeg håber mine tanker hjælper jer begge lidt videre på vej, måske dit brev og mit svar kan være det der gør at I sætter jer ned og får en rigtig god snak. Vær åbne og lyt til hinanden, I sidste ende ønsker I jo begge det bedste for jeres lille pige. Rigtig meget held og lykke med det:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---