Brev:
Bange for fremmede?

Kære Helen
Så er det blevet tid til endnu et par spørgsmål fra min side!
Lille S nærmer sig nu de 5 mdr., og er bestemt ikke lille mere - så nu er det "bare" Sebastian. Lige fra han var spæd, har han været et tryghedsbarn, der befinder sig bedst i vante omgivelser, og han er derfor aldrig blevet "slæbt" rundt til familie og venner. Naturligvis er han med på besøg, og så længe han kan se mor eller far, har der heller ikke været problemer. Vi har, som du ved, også haft ham med 1 md. i Portugal, hvilket også gik helt fint.
Inden for de sidste par uger, har der dog været et par episoder, hvor det har virket som om, Sebastian er blevet decideret bange for at være sammen med andre, som han ikke kender (så godt). Jeg er klar over, at han har fået en alder, hvor han er meget mere bevidst om sine omgivelser og kan skelne mellem kendt og ukendt, men jeg synes, hans reaktioner har været meget voldsomme. Og nu hvor juletiden- og besøgene nærmer sig, er jeg blevet lidt bekymret for, om det bliver svært at have ham med ude hos andre.
De episoder, der har været, har nogenlunde været som flg.: Sebastian kommer op af barnevognen, bliver opmærksom på de mange fremmede ansigter og begynder at skrige! Det hjælper ikke, at han sidder hos mig, og vi går ind i et andet rum eller går rundt, han bliver bare ved og ved i ½-1 time. Herefter falder han til ro, men det er stort set ikke muligt at lægge ham fra sig, han vil bare sidde hos mor!
Når vi får besøg derhjemme, kan han også blive ret urolig, men skal oftest bare lige se de fremmede an.
Hvad tænker du om ovenstående, og har du evt. et godt råd til, hvordan sådanne situationer kan undgås?
Så har jeg et par spørgsmål om Sebastians generelle udvikling ift. mad, døgnrytme og motorik:
For ca. 14 dage siden stoppede jeg med at amme ham, og han er nu overgået til MME. Inden da havde der været ca. 1 md. med store frustrationer i ammesituationerne, hvor han blev ved med at slippe brystet, kaste sig tilbage, blive spændt som en flitsbue osv. Jeg har ikke manglet mælk, og ved 4 mdr.,s alderen vejede han 7,2 kg. (næsten en fordobling af fødselsvægten) og målte 66 cm. Efter en rigtig god snak med min SP, besluttede jeg - efter lange overvejelser - at stoppe med amningen, og er rigtig glad for den beslutning, da spisesituationerne nu ...
... igen er blevet rarere.
Sebastian spiser 5 gange i døgnet, og tager 250 ml. per gang. Det virker som om, han godt kan spise endnu mere, og han er ikke til at få til at tage en pause under spisningen, hvilket ofte resulterer i ret meget gylperi efterfølgende.
Vi har besluttet at begynde med skemaden efter jul & nytår, hvor han så er over 5 mdr., men overvejer, om han allerede nu måske skal have en flaske vælling ved aftentid?
Lige nu ser Sebastians døgnrytme ca. sådan ud:
Ca. 6: vågner, er ikke sulten og kan oftest "lokkes" til at falde i søvn igen
Ca. 7.30: vågner
Ca. 8: Flaske
Mellem 9 og 10: lægges til formiddagslur, er begyndt at sove 2-3 timer
Ca 12: vågner og får kort tid efter flaske
Ca 14: lægges til middagslur, sover ca 2 timer
Ca 16: vågner og får kort tid efter flaske
Ca 18: Lægges til eftermiddags/aftenlur, er begyndt at sove længe her og vågner oftest først ved 21-22 tiden.
Ca 22: vågner og får flaske
Ca 23: lægges til natten
Nætterne er lidt forskellige: Afhængigt af, hvornår Sebastian lægges til at sove, forsøger vi at give ham en flaske i søvne ved 24-01 tiden. Oftest sover han så ca. til 5-tiden, hvor han skal have sutten, nusses osv. og så kan sove videre.
Hvad siger du til ovenstående plan - har du evt. et forslag til, om der er noget, der kan gøres anderledes? På hvilke tidspunkter kan vi lægge ske-maden - evt. flaske med vælling - ind?
Endelig er der motorikken:
Sebastian har en stærk ryg, er glad for at ligge på maven, og er næsten ved at kunne sidde selv.
Han har tidligere været meget optaget af at vende sig fra ryg til mave, uden at det dog er lykkedes ham at komme hele vejen rundt. Han er også trillet nogle gange fra mave til ryg. Det er dog som om, at han ikke er så optaget af at vende sig rundt mere. Lige nu vil han helst have fat i fødderne, eller flytte sutten fra hånd til mund og omvendt. Han virker til at være inde i en periode, hvor han efter forholdsvis kort tid begynder at kede sig, når han ligger på gulvet. Når han kommer op til mig eller hans far, vil han så helst stå op hele tiden, eller trække sig selv op at sidde.
Lyder ovenstående normalt, eller er der noget, vi skal gøre anderledes - særligt ift. dét med at trille/rulle?
Det var en lang omgang - jeg håber, det giver mening?
Hilsen Sebastians mor
Annoncer
Sponsorerede artikler
Få det perfekte, glødende og sunde look med Skøn Skincare
Hvis du ønsker at nyde velvære og luksus uden parfume, er der heldigvis mange lækre produkter, der kan give dig denne oplevelse. Gravide, småbørnsforældre og personer med parfumeallergi har ofte problemer med at finde produkter, der giver velvære og luksus uden parfume. Her introduceres SKØN ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
19. april 2026 | Sovevaner | 6 mdr.
Kære Helen Som du ved, så er vores barn nummer 2 en svær størrelse, der har...
16. marts 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Kære Helen Her opfølgning på tilvænning af barnevogn. At putte ham ned...
9. marts 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Hej Helen Du kender efterhånden lidt til vores rytme herhjemme, og jeg...
21. februar 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Opfølgning - Tilvænning af barnevogn/klapvogn
Kære Helen Et par opfølgende spørgsmål til mit tidligere brev. Min søn...
20. februar 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Tilvænning af barnevogn og klapvogn
Kære Helen Min søn på snart 4 måneder er svær at putte til lur. Som de...
Viden om børn:
Fødetaske
En fødetaske er den taske, som du skal bruge, imens du er på hospitalet, når du skal føde. Uanet om du skal føde ambulant eller være på barselsgangen i flere dage, så er det rart at have lidt ting pakket og parat.
Til selve fødslen vil nogle kvinder medbringe tøj, som de kan føde i, hvor andre kvinder vil bruge det tøj, som man får udleveret på sygehuset. Det kan være rart, at du har dine egne toiletartikler, shampoo, børste, tandbørste, hårelastikker osv. men derudover så er det...
Optøning af spædbarnsmad
Hvis du gerne vil have små portioner skemad klar i fryseren, så er det vigtigt at følge disse retningslinjer:
- Nedfrysning skal foregå hurtigt efter, at maden er tilberedt. Maden fryses ned i små bøtter eller poser, som er beregnet til frysning af (baby)mad.
- Maden kan opbevares en månedstid i fryseren, når temperaturen holdes på -18 grader eller derunder. Den begrænsede periode er fastsat for at sikre en god smag i maden.
- Mad som har været...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.







