Brev:

Far, mor og søn - relationer

Hej igen Helen,

Nå, så var der alligevel et til spørgsmål, der pressede sig på, selv om jeg lige har skrevet til dig.

David er jo blevet 2½, og har i længere tid været meget glad for sin far. Det vil sige, favoriseret sin far over mig, når det kommer til leg og samvær i hverdagen. Det har på sin vis været udmærket, fordi han den første store del af sit liv var ekstremt morsyg, og jeg kunne ikke bevæge mig rundt i lejligheden, uden at han fulgte efter (da han var blevet mobil), eller græd hjerteskærende, hvis han ikke kunne komme med.

Så på sin vis får jeg nu lidt et ”break”, men det skaber samtidig nogle andre problematikker.

Lige nu er situationen den, at min mand stort set ikke kan bevæge sig rundt uden, at David følger efter ham. Går han på toilettet, kan jeg bruges som ’pausebillede’, indtil far kommer ud igen. Robert, min mand, er fantastisk til at lege og synes selvfølgelig, det er skønt at være så meget sammen med David. Han har en fantastisk fantasi, og de leger en masse lege, der har social værdi – fx med dyr og figurer, der i legen bliver kede af det eller vrede og skal trøstes eller gøres glade. Så der bliver sat ord på en masse følelser, man kan have, og David lærer en masse sociale reaktioner af deres leg. Og så tumler de rigtig meget. Så det er alt sammen rigtig godt.

Men, i længden har min mand jo også brug for pauser, og det er svært at give ham dem. Jeg er hverken god til eller har lyst til at lege de lege, de to leger sammen – jeg har simpelthen ikke fantasien til at stykke de scenarier sammen, som Robert kan.

For ikke så længe siden var David inde i en periode, hvor han også var rigtig god til at lege selv, og det gjorde han meget, når vi to var sammen uden far. Ellers læste vi eller lagde puslespil og den slags. Men det gider han ikke mere, og han er overhovedet ikke interesseret i at lege selv mere, så når han er sammen med mig, er jeg bange for, at han keder sig. Og når far er der, kan jeg kun lokke David med fx computerspil – Oline på DRs hjemmeside fx. Det er den eneste måde, hvorpå jeg kan få David til at lege lidt med mig, så far kan få en pause. Er vi sammen alle tre, foregår det typisk sådan, at de leger, og jeg sidder på gulvet og kigger med.

Så jeg er begyndt at føle, at jeg kommer meget langt fra min søn. Jeg føler ikke rigtig, jeg har nogen relation til ham, hvor vi taler sammen, og hvor jeg rigtig kan nyde ...

... ham. Hvis vi sidder ved computeren, eller ser fjernsyn er der jo ikke så meget samtale. Selvfølgelig taler vi om, hvad der er på skærmen, men det er en ret statisk måde at være sammen på, der ikke inviterer til spontan hyggesludder og leg. Jeg føler mig udenfor og afvist, og jeg fanger mig selv i simpelthen at forlade stuen og gå i gang med noget andet, madlavning eller oprydning. Jeg trækker mig tilbage, og det gør mig jo ikke videre tilgængelig, eller nem at opsøge for David.

Jeg er selvfølgelig glad for, at David er så glad for sin far, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal opbygge en ny relation til min søn, hvor jeg kan være noget for ham, noget vi kan have sammen, så han ikke keder sig sammen med mig.

Og så er der så det der med, at han ikke gider lege selv – overhovedet. Som sagt gjorde han det meget for ikke så længe siden, men det er helt gået i sig selv igen. Det betyder, at han hele tiden render efter os – sin far – for at få opmærksomhed og for at lege. Og som sagt, når vi så er alene sammen, han og jeg, føler jeg at han keder sig, for han gider hverken læse bog, lægge puslespil, lege selv, eller nogen anden leg, som vi to evt. kunne lege sammen.

Er det normalt for hans alder, at han er så afhængig af ’lege’-selskab? Kommer det senere – det med at lege selv? Hvordan kan vi opfordre ham/opmuntre ham til at lege selv lidt? Vi føler nogle gange, at vi giver ham for meget opmærksomhed og lader ham trække for store veksler på os. Gør vi ham en bjørnetjeneste ved at stå så meget til hans rådighed?

Han er den ældste på sin stue i vuggestuen, og jeg tænker på, om han mangler noget stimulation dernede, som han så søger fra sin far herhjemme. Sprogligt er han ret langt foran de andre børn. Men heller ikke da han var helt lille, gad han ligge selv i særlig lang tid ad gangen, modsat nogle af de andre børn fra fx min mødregruppe. Han har altid krævet voksen-underholdning.

Så der er tre ting i det – min mands behov for en pause i ny og næ, min følelse af at komme langt fra David, og problematikken med, at David stort set ikke vil lege selv. Jeg synes, det er en svær periode på alle tre fronter, og vil være glad for råd eller kommentarer om, hvorvidt dette lyder alderssvarende eller er noget specielt for vores dreng lige nu.

Det blev en længere smøre end planlagt, men det har været en dårlig dag.

Jeg ser frem til at høre fra dig.

Venlig hilsen
Line

Læs Helens svar »

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

31. januar 2026 | Opdragelse | 2 år, 7 mdr.

Opfølgning på selvstændighedsalder og afvænning af sut

Kære Helen Tak for svaret på mit brev om selvstændighedsalder og afvænning...

Læs hele brevet og Helens svar

29. januar 2026 | Opdragelse | 2 år, 7 mdr.

Selvstændighedsalder og afvænning af sut

Kære Helen Lige en opfølgning på mit sidste brev om min datter på 2,5 “Det...

Læs hele brevet og Helens svar

24. januar 2026 | Opdragelse | 2 år, 7 mdr.

Det er kun far der dur - 2 år, 7 mdr.

Kære Helen Jeg skriver til dig om min datter på 2,5 år. Hun er altid...

Læs hele brevet og Helens svar

21. januar 2026 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.

Lære at høre efter

Hej Helen Tak for din brevkasse - nu vil jeg forsøge at spørge dig i håb om,...

Læs hele brevet og Helens svar

21. oktober 2025 | Opdragelse | 2 år, 4 mdr.

Nedsmeltninger og trods

Kære Helen Vi oplever mange nedsmeltninger hos vores datter på 2 år og 4...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: