Svar: Sur eller ked af det lige fra hun vågner

---

Kære Mette

Du har fuldstændig ret i at jeres datter gennemgår en voldsom udvikling i øjeblikket og at hun er godt igang med selvstændighedsfasen. Hendes øgede selvstændighedstrang og meget stærke egenvilje gør at der opstår konflikter i dagligdagen. Konflikten opstår mellem hendes protest imod jeres sætten grænser samtidig med at hun jo er dybt afhængig af jeres kærlighed og omsorg. På den ene side er der altså en selvstændighedstrang og på den anden side et meget stærk afhængighedsbånd til jer.

Børn er forskellige, ligesom forældre er det, og nogle børn viser meget mere temperament og egen vilje i denne alder end andre børn gør. Aggression og raserianfald hos børn i 1-3 års alderen er derfor meget almindeligt og det I beskriver hos jeres datter lyder naturligt og normalt og ikke som om at jeres datter fejler noget. Og umiddelbart så lyder det også som om at I tackler det helt fint, I gør ikke noget forkert:o)

Det vigtigste man kan gøre er at give plads til de vredesudbrud barnet har. Det er vigtigt at I er i stand til at rumme, når hun bliver vred, sur, frustreret osv. og ikke forsøger at forhindre eller dæmpe udbruddende. Hvis hun ikke får lov til at vise sin frustration, så kan man risikere at det hober sig op og hun så bliver endnu mere gal næste gang. Hvorimod, hvis I lytter til hende og fortæller at I forstår det, så slapper hun af, adrenalinen i hendes krop klinger af og hendes vredesudbrud bliver mindre og mindre.

Det er jeres opgave som forældre at forhindre hende i at komme til skade eller yde skade på andre. Det er således din opgave at stoppe hende, når hun sparker til katten og at holde hende (selvom det kan være svært) hvis hun begynder at banke hovedet i gulvet eller i væggen. Hun skal lære at reagere på en måde som er acceptabel for omgivelserne og hun skal stille og roligt lære at udtrykke sin frustration og vrede med ord.

Det tager rigtig lang tid at lære dette, det er ikke noget der sker fra den ene dag til den anden, men jo mere I kan sætte ord på for hende "du bliver bare så vred", jo bedre bliver hun til det. Jo mere hun føler sig forstået, jo mindre aggression.

Det er utroligt vigtigt at I elsker jeres datter som hun er og viser hende hvor meget I holder af hende. Det er meget vigtigt at holde fokus på alt det dejlige og gode hun gør og jo mere fysisk kontakt, knus, kram I kan give hende jo bedre er det. Jo mere elsket hun føler sig, jo mere vil det gode og rolige fylde i forhold til aggressionen.

Du har ret til at sige nej! og du har ret til at have visse regler som skal følges og det er din opgave som forældre at lære din datter disse regler, så andre også synes hun er rar at ...

---

---

... være sammen med. Derfor må hun ikke hoppe i sofaen, sparke til katten, smide med maden eller hvad det nu kan være.

Når du siger Nej! så skal du overveje hvorfor du siger nej, du skal mene dit nej og du skal holde fast i det. Det nytter ikke noget at sige nej, nej, nej... jamen så gør det da. Du skal sige Nej! Bestemt, hvis du har overvejet dit nej, så behøver du ikke være eftergivende, så holder du fast for sådan er reglerne. Samtidig med dit nej, kan det også være en god idé at lade en handling følge. Når hun hopper i sofaen så siger du nej og tager hende ned. Når du ser at hun sparker til katten, så siger du nej og flytter hende væk, når hun smider med maden, så fjerner du endten tallerkenen eller sætter hende ned fra bordet og hun er færdig med at spise.

Det at en handling følger med dit nej, betyder ikke at hun ikke forsøger igen og igen. Men på sigt vil det have en betydning og hun vil bedre kunne huske at her var noget du ikke ville have. Det vil derfor hjælpe hende til at huske at her gjorde hun noget forkert.

At straffe hende dur ikke, det er ikke nogen løsning at sende hende i seng eller ind på værelset eller true med "hvis du ikke, så gør jeg..." Det kan godt være at det virker lige i øjeblikket, men generelt så vil det på sigt føre til at hun bliver endnu mere agressiv, netop fordi hun ikke bliver lyttet til og ikke føler sig forstået.

---

---

Med hensyn til hendes natlige opvågninger så tænker jeg at dette hænger helt naturligt sammen med hendes alder. Netop omkring 1½ års alderen vågner mange børn med mareridtagtige drømme og de sover generelt meget uroligt. Nogle gange må man tage dem ind i soveværelset, andre gange må man give dem en kop mælk, en kop vand eller lignende i deres seng og få dem til at slappe af og sove videre. Andre gange skal de have lov til selv at komme videre i søvnen, fordi de faktisk stadig sover, når de om natten sætter sig op og skriger. Så må man lægge dem ned, kærtegne dem blidt, sige nogle ganske korte ting som "Syyy, Mor er lige her, sååå" og på den måde få dem beroliget og komme videre i søvnen.

Det handler om at hun nu er så mobil at hun oplever meget mere af verden, begynder at få lidt fornemmelse for at ting kan være farlige, at hun slår sig hvis hun falder, at hun ikke selv kan kravle ned, hvis hun kravler højt op osv. Og netop i denne alder ser man derfor ofte at børnene virker lidt mere tryghedssøgende og så har disse natlige opvågninger.

Hos jer er der altså umiddelbart tale om en pige der på en gang brager igennem selvstændighedsfasen, men som samtidig netop har ekstra stort behov for jeres kærlighed og tryghed.

Rigtig meget held og lykke med hende fortsat:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

Viden om børn:

---