Brev:

Uddybning ift. håndtering af frustrationer

Hej Helen!

Denne gang er det vores relation til/opdragelse af Ella vi har nogle spørgsmål til.

Ella er nu næsten 1½ år og er blevet en rigtig lille person :-) Hun kan en masse ting og vil ofte mere end hun kan. Hun vil ofte også gerne udøve 'kontrol' over os forældre og andre personer - altså bestemme hvad vi skal gøre :-) Når hun så møder modstand giver det naturligvis frustration/vrede - hun græder, kaster sig på gulvet, gokker indimellem hovedet i gulvet, sparker og skriger.

Jeg har været temmelig chokeret over den (synes jeg) meget voldsomme adfærd og været ved at tænke i baner som psykisk sygdom m.m. Jeg har selv været et meget roligt/nemt barn, og min egen mor der er vant til hvordan jeg har været som barn, er også rådvild overfor Ellas reaktion i de situationer, kan jeg se. Min mand derimod har været temperamentsfuld som barn, så han og hans mor mener, det er helt normalt, og jeg kan da også høre på andre forældre med børn i samme alder, at det virker meget almindeligt.

Jeg er efterhånden nået frem til at det må være normal reaktion på frustration/vrede for Ella :-) Jeg vil dog gerne have nogle pejlemærker fra dig omkring, hvornår temperament mv. kan være et tegn på problem, decideret mistrivsel eller sygdom :-)

Tilbage til kernen: Jeg har læst flere af dine tidligere svar omkring lignende problemstillinger - at kunne rumme følelserne, at navngive dem og give udtryk for forståelse, ikke dømme person men adfærd etc, men vil gerne have uddybet lidt.

Hvis Ella bliver frustreret over ting hun ikke kan - tage sko på, åbne æsker etc. hvad gør jeg da? Jeg har indimellem hjulpet hende (skrig), taget legetøjet væk og vist hende andre lege hun mestrer (skrig) eller ladet hende kæmpe videre (skrig). Hun er meget målrettet, koncentreret og viljestærk. Jeg vil gerne hjælpe hende i nødvendigt omfang men stadig lade hende lære ved at øve, fejle og få succes. Hendes reaktion er tit meget langvarig - 3-5 minutter - med skrig, etc. Skal vi da tale til hende i hele perioden? Eller blot lade hende vide at vi forstår og fx sige 'kom hen til mor når jeg skal trøste/hjælpe dig' og så lade hende rase ud i fred?

Når Ella bliver frustreret over vores adfærd/grænser, hvad gør jeg da? Jeg vil gerne at Ella lærer ...

... at stå ved sine egne behov, bede om det hun ønsker og (med tiden?) respektere/lære at andres behov kan være anderledes/i modstrid med hendes egne, og at det er okay. Vi er en familie og jeg vil gerne have at der er plads til alles ønsker/behov. Jeg mener også hun vil have godt af at være en del af et hele, frem for i fokus, opleve de glæder og sorger/konklikter, der kan være forbundet med at flere personer skal leve og trives sammen. Jeg ved at det også handler meget om hvad hun lærer gennem min adfærd (pyha, sikke et ansvar!).

Når Ellas ønsker er i modstrid med mine egne, kommer jeg i tvivl - særligt når hun reagerer som beskrevet øverst. Jeg prøver at skelne mellem Ellas behov - de ting der skal opfyldes, og hendes ønsker - de ting jeg kan vælge at sige ja til, fx dør hun nok ikke af at jeg ikke lige har overskud til at lege med hende på et givet tidspunkt eller at jeg ikke serverer sovs til kartoflerne en given dag. Jeg prøver også at tænke i kompromisser - hvordan kan vi begge få det vi ønsker.

Samtidig prøver jeg at være bevidst om, hvilken adfærd vi vil tillade i vores familie - fx bordskik, spark, slag, etc. og forsøger også her at sætte grænser og reagere hvis hun overskrider grænserne. Også her tænker jeg på nogle af dine andre svar omkring lignende problemstillinger, men er i tvivl om hvordan det mere konkret foregår - skal hun rase ud i fred? Eller skal vi 'samle hende op'? Skal vi trøste? Forklare? Når vi siger 'nej' er det så både verbalt og fysisk (altså fx fjerne hende fra sofaen hun hopper i, tage bogen hun hiver i stykker)? Hvor 'kraftig' skal reaktionen være - stemmeleje, hurtighed, ansigtsudtryk (håber du forstår)? Skal man gentage igen og igen eller prøve en anden 'taktik' næste gang? Skal vores reaktion være forskellig alt efter hvad hvilken adfærd vi reagerer på - fx slå ift kaste med mad?

Jeg kan se at andre i Ellas liv har mere succes med denne del af deres relation til hende - der er aldrig protester overfor dagplejeren hvis hun fx skal vente på maden, skal gøre nogle ting eller får nej... Jeg er nok også lidt 'bange' for hendes reaktion når vi sætter grænser, ift det jeg skrev øverst - måske er det problemet...

Jeg håber du kan inspirere til at komme videre :-)

Ellas mor

Læs Helens svar »

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

2. februar 2026 | Sygdom | 18 mdr.

En hård tid

Kære Helen Jeg har skrevet før og skriver nu igen. Det er pt. en rigtig...

Læs hele brevet og Helens svar

26. januar 2026 | Opdragelse | 18 mdr.

Halvandenårig gør skade på sig selv - Er det normalt?

Kære Helen Jeg skriver fordi jeg er lidt bekymret for min søn på snart 18...

Læs hele brevet og Helens svar

8. december 2025 | Sovevaner | 18 mdr.

Søvnrytme dreng 18 måneder - del II

Kære Helen, Tak for dine tanker og anbefalinger, det er meget værdsat. Jeg...

Læs hele brevet og Helens svar

4. december 2025 | Sovevaner | 18 mdr.

Søvnrytme dreng 18 måneder

Kære Helen Jeg har i flere henseende nydt godt af din skønne brevkasse og...

Læs hele brevet og Helens svar

4. november 2025 | Opdragelse | 15 mdr.

Opbrugt efter vuggestue

Kære Helen. Vores datter er nu 15 måneder og har snart gået i vuggestue i 3...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: