Svar: Raserianfald

---

Kære Ulla

Tak for dit brev:o) Jeg ved at børn er meget forskellige og det er de bestemt også hvad angår temperament og måden at udforske verden på. Nogle børn prøver rigtig meget grænser og har rigtig meget selvbestemmelse, egen vilje og det selvom man som forældre synes man er meget konsekvente osv. Det handler simpelthen om at det er sådan han er, det er en del af hans personlighed og det er ikke fordi der er noget i vejen med ham:o)

De evner jeres dreng har til at stille krav, gøre opmærksom på sine behov, hans selvstændighed - det ser vi som noget meget positivt hos voksne mennesker og der er ingen tvivl om at han nok skal klare sig godt, men ser vi de samme ressourcer hos et barn, så er vi ofte (og desværre) nok lidt tilbøjelige til at se det som værende problematisk. Det er det naturligvis også hvis barnet ikke kan finde ud af hvordan det skal opføre sig sammen med andre mennesker, men det kan jeres dreng jo netop godt. Han er vellidt og velopdragen og det er overfor jer han prøver grænser, viser sine inderste følelser og det gør han naturligvis fordi han ved at I elsker ham uanset hvad.

Det er svært at være forældre til et barn i jeres søns alder og som forældre kan man godt opleve at man kommer til kort:o)

Når der opstår konflikter, så er der altid følelser involveret. Både hos dig og din søn. For dig føles konflikten besværlig og det udvikler sig hurtigt til en magtkamp. For din søn kommer følelsen af frustration, når han ikke kan komme til det han gerne vil eller bliver tvunget til noget, han ikke forstår nødvendigheden af.

Der er nogen børn som er så parlamenterende at det næsten bliver for meget. F.eks. hvis du spørger om han vil have et æble og han siger ja. Så får han et æble og så ville han hellere have haft en pære, eller så skal æblet skæres ud, så skærer du æblet ud og så skulle det have været skrællet, eller være skåret ud på en anden måde osv. Nogle gange må man følge barnet og overveje om der er noget i vejen for at det bliver som han gerne vil, andre gange må du holde fast ved at nu er det sådan og det bliver ikke anderledes.

Nogle gange kan det altså sagtens være far som hælder mælken op og ikke mor, hvis I nu ved at det giver lidt ro omkring situationen og det skader jo ikke at han er oplever at få sin vilje. Andre gange kan det så være mere relevant at holde fast i at det ikke bliver ligesom han gerne vil.

Det medfører naturligvis en masse frustration hos din dreng. Men det er nemmere at acceptere et nej, hvis man også får ja en gang i mellem og han skal også lære at tackle de følelser som følger med, når man ikke får sin vilje.

Det vigtigste er at du er i stand til at rumme hans følelser. Det betyder at du kan holde ud at han har det sådan uden at du behøver at ændre hans følelser.

Vær opmærksom på hvordan du tackler ...

---

---

... optakten til konflikter i hverdagen. F.eks.: Din søn står og hopper i sofaen, hvilket han har fået af vide masser af gange at du ikke vil have. Hvis du går hen til ham og siger 'det er dog fantastisk at du altid skal hoppe i den sofa, jeg har jo sagt til dig 117 gange at det må du ikke. Kan du så komme ned. Hvor tit skal jeg sige det osv', så er du sikker på at der kommer en konflikt lige med det samme. Hvis du i stedet møder ham ved at sige 'jeg ved godt at du elsker at hoppe i sofaen, men sofaen går i stykker, så det går ikke' og så løfter ham ned med et smil, så er der en chance for at konflikten kan undgås.

Generelt så handler det meget om at sætte ord på. Jo mere I kan sætte ord på, også når han er så godt med sprogligt, jo bedre vil det være. Det giver ham mulighed for at irettesætte jer, hvis I tager fejl: I siger f.eks. "jeg kan godt forstå du er ked af det" og han kan sige "jeg er ikke ked af det, jeg er sur" og så kan I mødes med det udgangspunkt.

Jo mere I sætter ord på, jo mere vil han også føle sig forstået og lyttet til. Det er sådan at når man bliver frustreret så stiger adrenalinen i kroppen, og hvis man puster til ilden ved at sige at han skal "stoppe nu!" eller lade være med at være "hysterisk" eller hvad man nu kan finde på at sige, så bliver det hele meget værre, netop fordi han ikke føler sig lyttet til.

---

---

Det er lidt ligesom hvis vi har en mening om noget og gerne vil have den frem, så bliver vi også frustrerede, hvis chefen eller hvem det nu kunne være negligerer vores mening eller slet ikke gider lytte. Men hvis vi føler os forstået så går det lidt lettere også selvom løsningen ikke blev lige det vi havde drømt om.

I skal være opmærksomme på at jeres dreng fortsat har svært ved at træffe et valg, det er hans hjerne endnu ikke moden til. Jeg kan godt forstå at I forsøger i håb om at hvis han selv vælger, så kan nogle konflikter undgås og det kan man også nogle gange, men netop fordi hans hjerne ikke er helt parat til mange valgmuligheder, så skal I passe på med ikke at stille ham for mange spørgsmål om han vil det ene eller det andet. Mange gange skal I tage en beslutning og sådan er det så og det står ikke til diskussion.

Det er helt rigtigt at jeres dreng sandsynligvis også er lidt præget af at I har boet forskellige steder, skal forholde sig til flere sprog osv. det har helt sikkert været en stressfaktor for ham. Men jeg tror også at meget af det handler om at han er er rigtig dejlig lille selvstændig og samtidig meget følsom lille fyr. Giv ham al den kærlighed I kan, lad være med at forvente for meget af ham selvom han er den store, nogle gange hjælper det faktisk også at skrue forventningerne lidt ned:o) Lad ham være lidt lille stadigvæk.

Jeg håber at I kan bruge mine tanker lidt videre. Rigtig meget held og lykke.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

Viden om børn:

---