Svar: Opdragelse af mine to drenge

---

Kære mor

Jeg kan godt ud af dit brev se at det er rigtig svært for jer at finde ud af, hvordan I skal tackle jeres to meget aktive drenge. Selvom man elsker sine børn utrolig højt og vil dem det bedste, så kan man jo godt nogle gange stå i situationer, som gør at man har brug for råd og vejledning.

Der er ikke tvivl om at det er nogle dejlige livsglade drenge i har og selvom de ofte skændes, så holder de sandsynligvis også meget af hinanden og vil beskytte hinanden og holde sammen, hvis andre udefra blander sig i deres opførsel.

Jeres bør er aktive og og reagerer nok meget normalt ud fra at de allerede har oplevet mange ting. Det kan være at hverdagen generelt har været lidt stresset, mor har været sygemeldt, I er flyttet osv. og de har måske svært ved helt at finde ud af, hvordan de skal agere. Samtidig har de også en alder, hvor det stadig er begrænset hvor meget de rent sprogligt kan udtrykke sig og derfor vil en del af deres frustrationer bliver udtrykt i gråd, skrig, ved at slå osv.

Jeres drenge skal lære hvad der er hensigtsmæssigt og hvad der er mindre hensigtsmæssigt og de er stadig meget impulsstyrede og nysgerrige på livet, derfor kan I heller ikke regne med at I kan bede en 3 årig om at blive hvor han er - han er nysgerrig og lysten til at undersøge får ham til at gå. Det er ikke for at være ond og være uartig - det er fordi han ikke er ældre end han er.

Jeg får fornemmelsen af at jeres drenge måske nogle gange bliver misforstået, og de føler de måske også selv at de bliver. Jeg forestiller mig at I tit oplever at de får vredesudbrud, når de ikke får deres ønsker opfyldt, hvilket de jo skal lære at beherske, men det kræver øvelse og voksne omkring sig, der guider dem og hjælper med at sætte ord på, viser dem at I forstår det.

Prøv at hjælpe jeres dreng med at aflede, når I fornemmer at der er 'optræk til ballade'. ...

---

---

... Prøv at komme dem i forekøbet, så hver gang de viser tegn til at blive uenige, så vis den hvordan man kan nå til enighed, hjælp med at mægle, og hjælp også nogle gange ved at aflede dem, få dem til at tænke på noget andet.

Det betyder ikke at I skal give efter for alle deres ønsker, men overvej hvornår I siger nej og hvorfor (nogle gange handler det om at vi voksne selv er trætte) og hold så fast i det nej I har overvejet. Sæt ord på og forklar at I godt ved hvad de vil og forklar så hvorfor det ikke kan lade sig gøre, giv alternative muligheder osv.

---

---

I er nødt til at sige til jer selv at konflikter kan ikke undgås og det er okay at I får konflikter i hverdagen, da konflikter også er med til at udvikle os, de er en del af livet. Man kommer dog altid bedst ud af en konflikt ved at lytte til hinanden og derfor er det bedste I kan gøre i forhold til jeres drenge, at forsøge at lytte til dem. Find ud af hvad det er de vil, hvorfor gør de ikke som I siger - hvad vil de i stedet for. Hvis man lytter så kan man nogle gange godt nå frem til en fælles løsning. Når man viser børn at man forstår dem og det viser man netop ved at sige det man tror de føler højt, så føler de sig lyttet til og så klinker adrenalinen af og de bliver mere rolige.

Tilsidst vil jeg sige at det lyder som om at I har brug for mere hjælp end jeg kan give jer over en mail og jeg vil foreslå jer at kontakte familieteamet i den kommune I bor. I kan ringe til kommunens PPR afdeling (pædagogisk psykologisk rådgivning) og tale med f.eks. en familievejleder. Hvis I slår op på kommunens hjemmeside, så finder I telefonnumre osv. Selvom man er tilflytter, så har man stadig ret til hjælp og som du selv skriver "det her ender galt, hvis vi ikke får hjælp" så det skal du bede om, hvor I bor.

Rigtig meget held og lykke til jer alle fire fremover. Håber I kan bruge mine tanker lidt videre:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---