Brev:

Engel om dagen, monster om natten

Hej Helen

Så er der endnu et søvn emne.. håber meget på lidt hjælp, så vi kan komme videre.

Det handler om vores datter på snart 11 måneder, som gennem de sidste par måneder er blevet tiltagende svær at lægge i seng og som vågner og er ked mange gange om natten.

Hun er ellers en glad og nem pige om dagen, der er rigtig godt med motorisk. Hun kravler og rejser sig og står og går rundt ved alting – så vi er klar over at verden er blevet stor for hende, og at der måske er ekstra oplevelser at fordøje om natten. Vi er også obs. på at hun evt. kan have lidt separationsangst, og derfor har ekstra behov for nærhed.. men med det taget i betragtning er det os stadig lidt af en gåde hvorfor det er blevet så slemt de sidste par måneder.

Maja er en stor og trivelig pige, der har haft en god og ukompliceret start på livet – og de første 3-4 måneder sov hun faktisk rigtig godt. Vi har fra starten af gjort meget udaf et fast og hyggeligt putte ritual og har prøver at gøre noget ud af, at det at komme i seng er en dejlig ting. – Og maja har, indtil for en måneds tid siden, uden problemer kunne falde i søvn selv i egen seng, efter en enkelt godnat sang og et kys.

Nu er status at vi på ingen måder kan forlade rummet, før hun sover tungt.. hun våger over os som en høg, og skal både kunne se og mærke os. Det har vi en 4 uger accepteret.. tænkt det var en fase, og hun bare havde ekstra behov, men vi har samtidig været lidt bange for om hun bare er blevet så bevidst, og om hun mon kører os lidt rundt i manegen.

Vi har derfor prøvet at nedtrappe lidt på kontakten, når hun har lagt sig til.. altså prøvet at mosle lidt rundt i værelset, lægge lidt tøj sammen osv. Men ak med det resultat, at det nu tager endnu længere tid. Hun rejser sig op i sengen, skriger og skråler – og vi kan lægge hende ned en million gange. Den stakkels pige er segnefærdig af udmattelse, men finder uanede kræfter til at rejse sig igen og igen. Når hun først har gennemskuet vores hensigter, så er der intet der hjælper.. og det er pludselig heller ikke nok at vi er der, synger, aer og giver varm mælk.

Hun bliver helt utrøstelig og hyperventilerer.. nærmest ukontaktbar. Vi kan ikke tolke om det er hysteri eller angst, bare at det løber løbsk for hende og hun er fuldstændig overtræt. Og vi er fuldstændig magtesløse. Det er frygteligt, vi forstår det ikke.. hvad er hun mon så ked af?? Har det meget dårligt med at ellers hyggelige dage skal slutte på den måde.

Hun bliver puttet kl. 20 som altid. Fra at det har taget 10 minutter er vi nu oppe på både halvanden og 2 timer, hvor vi afløser hinanden i at være der, stille og roligt lægge hende igen og igen og sige mantraet ”godnaaat skat, nu skal du soveee”, ae, kysse, synge og putte.. og langsomt trække os når der er ro, hvorefter det hele starter forfra. Nu er det så slemt at hun ikke kan falde i søvn i tremmesengen overhovedet, men skal ligge tæt omslynget med mig på vores seng, for så at blive båret tilbage i hendes egen seng, når man fornemmer adrenalinen er ude af kroppen igen.

Meget uhensigtsmæssig ...

... udvikling, synes vi.. er noget fortvivlede og magtesløse. Svinger mellem at have lyst til at gøre alt for at få hende rolig – og mellem at tænke lidt mere langsigtet og frygte hvad det er for nogen vaner vi er ved at give hende. Vi har meget svært ved at skelne om hun er ked og angst eller bare bund hysterisk – om vi skal give hende en masse uforbeholden nærkontakt eller konsekvent tage kampen nu inden det løber løbsk.

Nå, det var den ene del af problemet.. nu kommer det andet, og det er det værste for os alle 3. Efter at hun så langt om længe falder i søvn, vågner hun 2-4 timer efter.. omtrent lige efter vi er gået i seng og faldet godt i søvn. Og her starter balladen forfra.

Til at starte med bøvler hun bare rundt, og vi tager en dyb indånding og prøver at give hende et par minutter til selv at finde roen igen – velvidende at hun nu rent motorisk kan indtage alle stillinger og selv finde sin sut. Men som minutterne går vågner hun – og vi, mere op, og så accepterer hun ikke at blive puttet igen. Efter en halv times forsøg giver vi modvilligt op, hun kommer over til os og falder i søvn med det samme. For det meste lægger vi hende over i hendes egen seng igen når hun er faldet til ro – og andre gange, når ikke vi orker, får hun lov at blive. Så er der stadig en del opvågninger, men ikke i samme omfang, som når hun ligger i sin egen seng.

Dette står på 3-5 gange pr nat, og som sagt er det ikke bare en sut der skal til. Dvs. at vi nogle nætter ikke får mere end 4-5 timers søvn.. og nu nærmer deadline sig. Om halvanden uge skal jeg starte på nyt arbejde, og Maja i dagpleje – og vi frygter alle 3, hvordan vi skal overleve bare en enkelt uge med de nætter.

Hvad er der gået galt, er der noget vi ikke er opmærksomme på, eller har grebet forkert an?? Er vi for vage, for søgende, eller for forhippede på at hun ikke må få dårlige vaner?? Håber du kan hjælpe os lidt videre..

Må hellere sige at Maja vejer 11 kg, spiser rigtig godt og har en fin dagrytme med 2 gode lure i barnevognen (halvanden time hhv. for- og eftermiddag). Hun har fin almen tilstand, lige bortset fra lidt tand frembrud i overmunden p.t. Jeg har for en sikkerheds skyld fået tid ved ørelæge til et tjek, men tror ikke der er noget med det..

Min mand og jeg tror meget havde været løst, hvis vi havde haft mulighed for at sætte hende på eget værelse da hun var en 4 måneder.. men det lader sig først gøre til november, hvor vi skal flytte. Indtil da er vi nødt til at ligge op og ned af hinanden - vel vidende vi forstyrrer hinanden alle 3.
Tror du det er en slags vanebetinget opvågning?? Og i så fald hvordan kommer vi ud af det igen?

Vi har svært ved at forstå at hun skulle være dødsens angst og ensom i sin tremmeseng.. den står en halv meter fra vores, så hun kan fornemme, høre og lugte os er jeg sikke på.

Undskyld et meeget langt og rodet brev.. ville være sikker på jeg fik skrevet nogle af de informationer du skal bruge.. håber det lykkedes.

Tak for en fantastisk brevkasse.. du har været til stor hjælp og inspiration for os.

Med venlig hilsen
Mollie

Læs Helens svar »

Gråd går lige i hjertet – og helt ind i nervesystemet

Alle forældre kender det. Den hjerteskærende babygråd, der ikke bare larmer i ørene, men også føles fysisk i hele kroppen. Gråd er babyers eneste måde at kommunikere på, og et par timers gråd om dagen er helt normalt. Men det gør det ikke nemmere at stå i. Især ikke, når man har prøvet alt – ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

24. juli 2025 | Opdragelse | 13 mdr.

Bedre spisevaner og bideri

Kære Helen, Du har tidligere hjulpet os med gode råd og ro i maven, så jeg...

Læs hele brevet og Helens svar

14. juli 2025 | Udvikling | 9 mdr.

Fravær og tilknytning

Kære Helen Jeg er lidt bange for at jeg har skadet min søns og min relation...

Læs hele brevet og Helens svar

7. juli 2025 | Sovevaner | 10 mdr.

Søvn - terroristen

Kære Helen. Vi har haft - og har fortsat store udfordringer med vores...

Læs hele brevet og Helens svar

18. juni 2025 | Opdragelse | 13 mdr.

Vil ikke spise (selv), sidde i højstol eller i bad

Kære Helen, Vi har lidt forskellige udfordringer som vi har forsøgt at...

Læs hele brevet og Helens svar

21. maj 2025 | Sovevaner | 13 mdr.

Hjælp til putning - 13 mdr.

Kære Helen Vores lille dreng er nu blevet 13 måneder og vågner kun 0-2 gange...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: