Svar: Farsyg dreng - 12 mdr.

---

Kære Du

For det første vil jeg sige at det er helt normalt det du oplever og som du selv siger, så er det jo en glæde at jeres søn er så glad og knyttet til sin far som han er. Selvom det også er hårdt.

Som dreng har han stor brug for netop far, fordi han spejler sig i fars rolle. Selvom det er hårdt, så tror jeg det er vigtigt at du prøver at se det gode og det positive i at far nogle gange foretrækkes, fordi det jo egentlig er et sundhedstegn hos jeres dreng. Børn vil naturligt i deres udvikling i perioder være mere til enten mor eller far. Det er ikke nemt at være forældre og det er aldrig rart at være den der bliver 'afvist', men som forældre er det vigtigt at man prøver at rumme barnets følelser.

At kunne rumme hans følelser betyder at du skal kunne bære det hele, bære hans frustration, hans smerte, hans glæde, hans gråd, men også hans afvisning og du skal vide at det er en naturlig følelsesmæssig udvikling han er igang med. Det er således vigtigt at du kan klare hans følelsesmæssige udvikling uden at tage det personligt.

Det handler ikke om at du har gjort noget forkert eller ikke er om ham på den rigtige måde, som du selv beskriver, så er situationen jo en helt anden, når du er alene sammen med din dreng.

Både piger og drenge finder ofte deres far mere interessant end moderen fordi faderens måde at omgås barnet på, ofte er ...

---

---

... præget af leg. Når barnet er helt lille er det i form af lege med pludselige lyde, "svingture" der kilder i maven og hos de lidt større børn er mænd særligt interessante, fordi de opmuntrer til at løse motoriske og intellektuelle udfordringer. Fædre og børn løber efter hinanden, fanger hinanden, driller og provokerer for sjov. Forholdet er præget af overmod og opdagelser.

Som mor er lege sjældent præget af overmod, men derimod reagerer vi ofte med ængstelse,- "pas nu på", "ikke for voldsomt", "hids ham nu ikke sådan op" osv. Det er normalt at drenge, når de bliver klar over deres køn, begynder at idealisere deres far og dermed også begynder at adskille sig fra deres mor. Det er et led i deres udvikling at finde ud af at "jeg er en dreng – mor er en kvinde". For din søn er far altså specielt interessant, men dermed er du IKKE ligegyldig, du har bare en anden rolle.

---

---

Jeg kan godt forstå at du er lidt urolig ved at skulle tale med din mand om det, men jeg tror det vil være en god idé at I lige satte jer ned og fik sat lidt ord på. Måske vil det at I får talt lidt om tingene gøre at din mand kan sætte ord på alt det gode du gør, alt det han ikke kan fordi han er mand/far og du er mor. Måske vil det kunne synliggøre din rolle og vigtigheden i at du er der.

Knus herfra, håber du kan bruge mine tanker lidt videre. Rigtig meget held og lykke:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

Viden om børn:

---