Svar: 2 år og bange for andre mennesker

---

Kære Camilla

Tak for dit brev. Og tillykke med den kommende lille ny:o)

Jeg kan godt forstå at du synes det er rigtig hårdt og nogle gange kan man næsten skrige af alle de kommentarer man får fra mennesker omkring sig. For selvfølgelig gør I alt det bedste I ved og det er naturligvis rigtigt at man til en vis grad skal acceptere at sådan er hun.

Jeg vil prøve at nedskrive nogle af mine overvejelser og forsøge at forklare, hvad jeg mener med "til en vis grad".

For det første vil jeg tage udgangspunkt i, at du nævner at der kan være tale om en arvelig generthed. Det er nemlig meget vigtigt at du er opmærksom på, hvordan du selv virker. Selvom du ikke oplever dig selv som genert så læser din datter dig som et spejl og hun fornemmer helt sikkert, hvis du bliver forlegen eller utryg ved situationer.

Du ved nu at din datter har svært ved at klare kontakten med andre voksne. Hun oplever verden som stor og det kan virke helt uoverskueligt for hende, når nogen henvender sig til hende. Derfor søger hun om bag dit bukseben, og gemmer sig, for verden er lettere at klare, når mor (den livsvigtige base) er der. Eller hun går helt i panik og skriger, græder.

Du skal være meget opmærksom på ikke at kalde din datter genert. Man kan ofte være tilbøjelig til at sige 'nå, bliver du helt genert nu' eller 'lad nu være med at være så genert'. På den måde bliver hun holdt fast i rollen som 'den generte'.

Lad også være med at sammenligne hende med andre børn. 'Du kan da også løbe hen og lege med de andre' eller 'prøv at se den anden pige, hvor hun...'. Det er ikke befordrende for hendes selvværd.

Hjælp hende med at svare, når hun ikke selv kan. Når I møder nogen der spørger til hende og hun gemmer sig, så svar for hende, så du hjælper hende og efterhånden får hun måske lyst til selv at svare. 'Hvad hedder du så lille ven?' Du fortæller hvad hun hedder og siger 'ik os´' til din datter, så hun er med i samtalen, oplever at du træder til, når hun ikke selv kan og samtidig får mod på det. Se på hende og giv hende plads når hun tør.

Hjælp hende til at være social. Når du kan se at hun vægrer sig ved at gå hen til de andre børn eller andre voksne, så fortæl hende at du godt kan forstå at hun er utryg, men nu vil du gå med hende og så tager du hende i hånden og I følges derhen. På den måde får hun nogle værktøjer til at tackle forskellige situationer.

Hvis far er bedre til disse situationer end du er, så må det være fars rolle. Pas på ikke at forberede for meget, når nogen kommer på besøg. Lad være med at stille krav om hvordan hun bør ...

---

---

... reagere, når I får gæster. Jeres datter skal således guides og støttes og ikke vokse op med en rolle, som er uhensigtsmæssig og kan være hæmmende på sigt.

Det er rigtig godt at I allerede reagerer nu og henvender sig til mig. Det er synd at lægen ikke rigtig har hørt, hvad I siger, for jeg tænker at det netop er meget vigtigt at være opmærksomme på jeres datters videre udvikling. Derfor er det også meget vigtigt at I får helt præcise retningslinier for, hvordan I hjælper hende bedst muligt videre.

Det er for mig at se også meget vigtigt at de i vuggestuen reagerer hensigtsmæssigt overfor jeres datters afvisning af voksne og at de arbejder på at styrke hendes kommunikation med de voksne - uden at rose hende for at tale med børnene! Det er nemlig vigtigt at det ikke bliver en indgroet vane for jeres datter at kommunikere med voksne på denne måde.

Hos større børn kan man nogle gange opleve det der hedder Selektiv Mutisme. Børn som har denne "dysfunktion", som det hedder, taler ofte rigtig godt, men taler kun med udvalgte personer og er således helt mutte (mutisme)/tavse, selvom andre henvender sig direkte til dem.

---

---

Det er slet ikke sikkert at jeres datter kunne udvikle dette, men jeg synes det er helt relevant at have opmærksomheden på hende og som sagt at give jer nogle redskaber til at hjælpe hende i en god og hensigtsmæssig retning.

Derfor synes jeg I skal kontakte en børnepsykolog. I kan altid ringe til kommunens PPR afdeling (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) og drøfte problemstillingen pr. telefon. Der vil højst sandsynligt også være tilknyttet en børnepsykolog til institutionen og hvis man skønner at det på et tispunkt vil være nødvendigt, så kunne man lave et møde mellem jer, personalet og psykologen og lave en handlingsplan for jeres datter.

Og nu skal du ikke gå helt i koma fordi jeg nævner ordene børnepsykolog og handlingsplan. Men du skriver at du ikke ved om der er steder at henvende sig til og du skriver at I mangler redskaber, at det efterhånden virker omfattende og du har brug for hjælp. Jeg tænker derfor at en snak med en børnepsykolog ville være en rigtig god idé - de er trods alt uddannet til at vurdere børn og til at finde ud af, hvad der mon foregår i jeres datter, når hun bliver så bange.

Håber meget at mine tanker kan hjælpe jer lidt videre. Forhåbentlig kan I bruge lidt omkring, hvordan I guider jeres datter og støtter hende i dagligdagen omkring generthed, men jeg håber også at I vil overveje at tale med en børnepsykolog.

Jeg vil meget gerne have en tilbagemelding. Knus herfra og rigtig meget held og lykke:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

Viden om børn:

---