Brev:

2 år og bange for andre mennesker

Hej Helen

Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte og om det er for lang en historie at fortælle, for at du skal kunne få et ordentligt indblik i situationen.

Det drejer sig jo om min 2 årige datter. Problemet er, at hun er bange for andre mennesker! Lige fra hun var spæd og blev bevidst om hvem mor og far var, var hun utryg og grædende hvis hun skulle holdes af andre og hvis de kom for tæt på. Vi holdt lidt igen, men ellers prøvede vi med glædesord og udtryk at vise at der ikke var noget at være bange for og sørgede hele tiden at være nær, men alligevel blev hun ked af det.

I hverdagene var det mest mig der var sammen med hende så selv når SP kom blev hun lige lidt bange, for som SP sagde var hun ikke vant til der kom så mange i hjemmet. I weekenderne havde vi dog overnattende gæster eller var ude på besøg.

Hun er sjældent blevet passet, da vi ville vente og se om hun ikke blev mere tryg ved folk og familien har selvfølgelig også holdt lidt igen. Nu er hun 2 år og et par mdr og det fortsætter stadig med at hun er bange. Selv min bror, som hun er mest glad for, må ikke komme for tæt i starten og helst så hun, at han overhovedet ikke var der, for så lidt efter at være tryg ved ham!

Så snart der kommer folk i vores hjem bliver hun bange og begynder at græde og vi bliver nødt til at bære hende eller sidde med hende og nogen gange klamrer hun sig fast til een. Hvis hun siger hej til folk, når vi går ude og de reagerer så bliver hun oss bange. Når vi kommer ud på besøg, så starter hun også med at blive bange og græder så snart vi træder ind ad døren og folk må overhovedet ikke komme i nærheden af hende og til tider ikke kigge på hende!

Børn derimod er noget andet. Dem bliver hun ikke bange for, men er alligevel forsigtig i starten.

Generalt i alle situationer skal hun lige se tingene og andre an. Jeg sidder med hende og trøster og opmuntrer hende. Prøver at forklare at det ikke er farligt og mor og far nok skal være her. Efter noget tid er hun ikke længere ked af det og så går der noget tid før hun ligesom tør at gå væk fra mor, men det er ikke ens betydende med at andre skal komme for tæt på.

De få gange hun er blevet passet er gået rigtig godt. Selvom det har været hos nogle hun har reageret på som hun jo gør ved alle. Og hvis de så har været i nærheden af andre, så har det været dem hun har klamret sig til som hun ville ha gjort ved os.

Vi syntes vi har prøvet alt. Vi prøver også nogle gange at sige lidt mere bestemt, at hun må stoppe og hun ved der ikke er noget at være bange for og at der ikke sker hende noget. Vi skælder ikke ud. Vi har bare følsen af at hun spiller lidt nogle gange. Altså lige prøver at græde lidt mere end hun kan og så vil vi jo ikke ved at trøste og sige nårhhh fortælle hende at det er da også rigtigt at det er farligt.

Vi forbereder hende også inden vi skal være sammen med andre, ved at fortælle hende hvad og hvem, men det hjælper heller ikk.

Vi troede det var ...

... blevet lidt bedre, fordi hun ikke altid lige græd i situationerne, men bare var tilbageholdende og genert, men her i lørdags skulle vi samle 2 piger op, der skulle køre med os og fra de satte sig ind i bilen og 20 min senere stod af græd hun!!!!

Vi anede ikk hvad vi skulle stille op for intet syntes at hjælpe når jeg trøstede hende og jeg sad lige ved siden af hende. Vi tror hun er blevet forskrækket over de steg ind i bilen og der er jo også forståeligt nok, men hun var bare ikke til at trøste! Og ind i mellem kunne man høre at hun anstrengte sig for at græde, hvorefter det lød som om hun græd rigtigt!!!

I vuggestuen siger de at hun efter vores 3 ugers ferie (for 1 uge siden) har trukket sig tilbage i sig selv og vil ikke rigtig snakke med de voksne og bliver genert og overrasket hvis de reagerer glædeligt på at hun snakker med børnene. Hun er ikke bange for at være der, men virker en smule utryg ved de voksne nu.

I dag græd hun også fordi der ikke var nogle pædagoger hun kendte, men de kom dog hurtigt og der var heller ikke noget da jeg gik. Hun er glad for at være der, men kan heller ikke li hvis forældre kommer for tæt på.

Vi har snakket med lægen, men hun ser det ikke som noget problem, men hun ved heller ikke så meget om situationen for jeg har ikke orket at skulle forklarer det hele. Det er også noget vi kæmper med; familie og venner der ikke kan forstå hun er sådan og gang på gang skal man forklare. Nogle acceptere det, men desværre er der også dem der bare ikke kan forstå at alle børn ikke er ens og hver gang får man kommentarer om hvorfor hun ikke bare kommer hen til dem og ikke er bange!!!

Jeg bliver så sur og ked af det, men tør ikke sige noget. Vi prøver at fortælle at sådan er hun nu engang og at der ikke er noget galt med hende, men det ved jeg snart ikke om jeg selv tror på! Det virker vildt at hun er så bange og at det bare fortsætter.

Vi ved ikke om vi takler det rigtig og jeg føler snart ikke jeg kan mere, hvis du forstår:-(

Vi venter jo også en lille om 2 mdr og jeg frygter bare at det bliver det samme og det ved jeg bare ikke om jeg har overskud til. Min familie tror jo det er lidt arveligt agtigt fordi både jeg, min mor, mormor og andre også altid har været meget generte og tilbageholdende!

Jeg har ikke indtryk af at jeg bidrager med usikkerhed eller generthed, men deltager i det sociale på lige fod med andre.

Hvad skal vi gøre? Er det normalt eller kunne der være noget galt med hende. Ved godt det måske er lidt svært, når det er så omfattende, men jeg ved bare ikke hvad vi skal gøre. Ved ikke om der er steder man kan henvende sig til.

Vi ønsker nogle gode råd og redskaber vi kan bruge i situationerne for vi er lidt lost. Det er jo også hårdt at se hende blive bange og ked af det uden at kunne hjælpe hende.

Skal vi fortsætte som vi gør? Hvad kan vi gøre anderledes og bedre og hvad skal vi IKKE gøre???

Håber virkelig du kan hjælpe os Helen:-)

Mange hilsner fra Camilla

Læs Helens svar »

Sådan forebygger du bleudslæt

Sådan forebygger du bleudslæt – få jordemoderens anbefaling til bleskift

Når du står med dit nyfødte barn i armene for første gang, er der mange nye ting at forholde sig til – ikke mindst babypleje og bleskift. Det er helt naturligt at komme i tvivl og stille spørgsmål. Heldigvis ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

28. oktober 2025 | Sovevaner | 20 mdr.

Søvnunderskud og lange putninger

Kære Helen Jeg har fundet hjælp mange gange ved at læse tidligere svar i din...

Læs hele brevet og Helens svar

21. oktober 2025 | Opdragelse | 2 år, 4 mdr.

Nedsmeltninger og trods

Kære Helen Vi oplever mange nedsmeltninger hos vores datter på 2 år og 4...

Læs hele brevet og Helens svar

18. oktober 2025 | Opdragelse | 20 mdr.

Lur og temperament udfordringer

Kære Helen, Jeg skriver til dig fordi jeg oplever et par udfordringer med...

Læs hele brevet og Helens svar

2. maj 2025 | Sovevaner | 21 mdr.

Lang putning - 21 måneder

Kære Helen, Vi håber, du kan hjælpe os med at skabe en kortere og endnu...

Læs hele brevet og Helens svar

2. maj 2025 | Udstyr | 22 mdr.

Natlampe

Kære Helen Som du ved, så har vi store udfordringer med storesøsters (22mdr)...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: