Brev:
Ved spisebordet 2 år
Hej Helen,
Min mand og jeg er lidt i tvivl om hvordan vi skal håndtere madsituationen ved spisebordet. Generalt er vi enige om opdragelse og alt det der, men ved bordet er vi meget i tvivl om hvad der er det "rigtige".
Vores datter på 2 år har i over et år brugt enten ske eller gaffel og er altspisende. Hun sidder i sin egen højstol mellem os for bordenden. Men i længere tid har det været sådan at det hurtigt bliver for kedeligt for hende så snart de første mundfulde er spist. Som om sulten lige er taget og så skal der leges med maden. Stemningen ved bordet er rolig, vi skændtes ikke, men tit sidder vi og snakker frem og tilbage om hvad vi skal gøre og det kan hun jo nok mærke? Hun agerer og laver sjov og det hygger vi os med, men tit roder hun rundt med maden med finger og bestik, kaster lidt med det og er ganske enkelt ikke interesseret i at spise og jeg kan umulig tro hun er mæt efter kun få mundfulde...
Når hun begynder at lege med maden og vi gentagne gange har sagt hun ikke må så mener min mand at ...
... tallerkenen skal væk og hun dermed er færdig med at spise. Jeg kan sagtens se hvad han mener, men jeg kunne jo godt tænke mig hun fik noget mere mad i maven så jeg prøver med lidt underholdning såsom at tælle til 3 og så åbner hun munden eller fagter og sang og så den med "nøøøj hvor er du bare dygtig" når hun får en mundfuld.
Når fokus ligesom bliver fjernet fra maden og VI giver hende en mundfuld så går den i lidt tid. Er det skrup forkert:-)
Jeg tænker lidt at jeg har "vundet" fordi hun får noget mad, men min mand mener at hun får det lige som hun vil ha det, altså at det går efter hendes hoved!!!
Nu spørger jeg ikke om hvem af os der har ret for det er jo ikke det det drejer sig om, men hvis du kan gi lidt råd og så fortælle os om vi er helt galt på den?
Det skal lige siges at hun er et rigtig madøre:-) Hun vil helst småspise hele dagen som vi prøver at undgå så hun ikke spiser sig mæt til aften. Hun er normalvægtig, får sine vitaminer og væske...
Glæder mig til at høre fra dig.
Hilsen Camilla
Annoncer
Sponsorerede artikler
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
28. januar 2026 | Udvikling | 23 mdr.
Svære afleveringer i vuggestuen
Hej Helen. Vores datter på 23 måneder har gået i vuggestuen, deltid, siden...
26. december 2025 | Opdragelse | 23 mdr.
Kære Helen Min datter er 23 mdr og bruger sut, mest til trøst og når hun...
26. december 2025 | Opdragelse | 23 mdr.
Kære Helen Min datter er lige knap 2 år. Der er tydeligt, at hun er begyndt...
28. oktober 2025 | Sovevaner | 20 mdr.
Søvnunderskud og lange putninger
Kære Helen Jeg har fundet hjælp mange gange ved at læse tidligere svar i din...
21. oktober 2025 | Opdragelse | 2 år, 4 mdr.
Kære Helen Vi oplever mange nedsmeltninger hos vores datter på 2 år og 4...
Viden om børn:
PKU
Phenylketonuri, PKU, er en stofskiftedefekt og det kaldes også nogle gange for "Føllings syge" efter den læge, som opdagede sygdommen i 1934.
I Danmark er det jordemoderen, der efter fødslen, undersøger om barnet har PKU. Dette gøres ved at tage en blodprøve, en hælprøve på alle nyfødte. Prøven skal tages når barnet er mellem 48-72 timer gammel. Får man et positivt resultat på prøven, skal barnet have behandling før det er 2 uger gammelt og indenfor 24 timer efter det positive...
Ammestillinger
Prøv dig frem med forskellige ammestillinger. Du kommer til at bruge mange timer på at amme og derfor er det vigtigt, at du gør dig det så behageligt som muligt.
Det er godt, hvis du kan hvile dig samtidig med at du ammer barnet og det er vigtigt, at du slapper af og ikke spænder i kroppen, hvis mælken skal løbe frit.
Sørg for god støtte til ryg og arme, når du sidder op, så du ikke får spændinger i skuldrene. Sid i en god stol, brug evt. puder i forskellige...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Tak. Jeg tænker tit på, at jeg i dine svar bliver betrygget i, at jeg ser rigtigt - jeg har et barn, som har et stort tryghedsbehov.
Det er som om at der for tiden er en trend der går på, at vi skal lave 'godnat og sov godt' på vores børn, sætte dem i skammekrog (eller tænkeboks eller hvad man kalder dem) når de ikke gør som vi vil have de skal gøre. Mon det er alle de tv udsendelser om nannys der redder verden for en familie, hvor alt er gået galt, som har tændt op under de ideer?
Hvor er det ærgeligt, at vi skal blive sådan i tvivl om, at det vores instinkt fortæller os om vores børn. Og hvor er det bare fantastisk rart, at du i dit virke hjælper, støtter og betrygger os, som har brug for at blive bekræftet og rådgivet i en retning, som vi kan være med på uden at hjertet bløder.
Tak for det!
Kærlig hilsen
Mor.