Svar: Børn der ikke sover om natten

---

Kære mor

Tak for dit brev og velkommen til :)

Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med jer og give forslag til løsninger, og så må I selv vælge til og fra. Som jeg ser det, er der flere ting, som spiller ind hos jer.

For det første, så vil børn i 7 års alderen ofte have en større forestillingsevne end yngre børn. De kan forestille sig skræmmende scenarier, tænke over ting, de har oplevet og bekymre sig om farer, som de ikke kan se - og f.eks. forestille sig dæmoner. Og samtidig vil jeres datter i denne alder stadig have svært ved at regulere deres stærke følelser selv.

Det betyder, at når hun vågner om natten af en ond drøm eller f.eks. har drømt om dæmoner, så er dette meget voldsomt for hende. Hun ved måske godt, at dæmoner ikke findes i virkeligheden, men hendes krop er i alarmberedskab, når hun vågner. Hendes hjerte banker hurtigt, hun ryster måske, har svært ved at få vejret rigtig. Hun føler sig oprigtigt bange, og hun er nødt til at komme væk fra sit værelset. Mareridt er helt almindelige i denne alder, og man ser det ofte forstærket hos børn i 6-10 års alderen.

Selvom I fortæller hende, at dæmoner ikke findes eller forsøger at forklare hende, at hun kan sove roligt, fordi hun er i sikkerhed i jeres hjem - så er der meget stor forskel på at vide det og også at føle det. Jeres datter har rigtig meget brug for jeres hjælp for at få sin krop, sit nervesystem og sine følelser til ro.

Jeg kan ikke helt gennemskue, om I tolker jeres datters følelser og reaktioner som forsøg på at manipulere eller bestemme over jer forældre. Men det er vigtigt, at I ved, at det er der ikke tale om her. Når jeres datter vågner af sine mareridt, så er hun oprigtigt bange. Det er en følelse af angst. Og når hun så oplever, at I afviser hende, så bliver hun naturligt vred og hendes frustration kan blive meget voldsom.

Jeg er helt med på, at I har forsøgt at hjælpe hende på alle mulige måder. I har forsøgt at finde forskellige løsninger, I har været meget fleksible, ladet hende sove i stuen på sofaen, og I bruger generelt mange timer på at berolige hende og hjælpe hende. Men når hun vågner og er bange, så sker der rigtig meget - og jeg tænker, at I skal forsøge at finde én løsning, træffe et valg om, hvad I gør. Det skal ikke være om natten, at I forsøger at finde en løsning, for her er I alle rigtig trætte, og ingen af jer har særligt stort overskud.

Som jeg ser det, er der tre forskellige løsninger, og hvad I skal vælge må afhænge af, hvad I tænker vil sikre hele jeres familie bedst mulig søvn. Du fortæller, at I er så presset af søvnmangel, at du har måtte tage fri i dag for at få sovet - og det kan naturligvis ikke fungere sådan i længden.

1) I kan have en madras eller seng på jeres datters værelse, hvor den ene af jer forælder kan sove. Fordelen ved dette er, at hun bliver i sit eget værelse og forbinder sit værelset med stedet, hvor hun skal sove. Hun kan opleve tryghed og nærhed, når hun vågner, uden at hun behøver opsøge jer. I er der med det samme. Det kan gøre de natlige konflikter mindre og hun kan lære at sove mere sammenhængende - og i takt med at trygheden øges, og hendes søvn bliver bedre, så kan I trappe jeres tilstedeværelse ned. I kan også skiftes til at sove på værelset sammen med hende, hvilket også kan være rart for jer.

Ulempen ved denne løsning er, at hun kan vænne sig til, at hun kun er tryg ved at sove, hvis en af jer forældre sover sammen med hende. Og når I flytter tilbage til soveværelset, så vil hun naturligt kunne protestere. Alt efter om I sover på en madras eller i en rigtig seng, vil det naturligvis også påvirke, hvor godt I selv sover.

2) Det kan også være en løsning at have en madras på gulvet i soveværelset. Hun skal stadig falde i søvn i sin egen seng, men når hun vågner og er bange, så kan hun komme ind til jer. Det kan gøre hende tryg, at hun ved, at hun altid kan komme ind til jer og lægge sig på madrassen. Hun behøver i princippet ikke vække jer, men kan lægge sig der og sove videre - ligesom I kan. Og hun lærer også, at hun godt kan falde i søvn igen, uden at I er fysisk tæt på hende. Ofte er det også lettere at vænne børn til at komme tilbage på eget værelse senere, hvis de sover på en madras i soveværelset og ikke i dobbeltsengen mellem mor og far.

Ulempen kan være, at madrassen bliver en fast løsning gennem flere år - på et tidspunkt tænker jeg dog, at hun nok skal lære at sove hele natten i egen seng. Hun vil naturligt stadig kunne insistere på at ville sove i jeres seng tæt med jer, så der kan komme lidt diskussioner. Og lillebror kan også bruge ordningen, så det kan forstyrre jeres alles søvn.

Det er dog meget ...

---

---

... tænkeligt, at de tre timers snak mellem jeres børn skyldtes at situationen var ny og spændende. Pludselig fik de begge lov til at sove i mors og fars soveværelse, de lå ved siden af hinanden og oplevede det måske som en lille hyggelig begivenhed. Efter et par uger, så vil situationen ikke længere være ny og forhåbentlig kan madrassen føles velkendt og tryg, så jeres datter måske begynder at lægge sig og sove videre hurtigt igen.

3) Og så er der også den mulighed, at I lærer jeres datter gradvist at sove i egen seng uden jer forældre. Som det er lige nu, så sidder I hos hende, til hun falder i søvn, og det kan godt ændre tingene lidt, hvis hun får en erfaring med sig om, at hun godt kan falde i søvn selv. Det at kunne falde i søvn uden mor og far kan godt være med til at styrke hendes selvtillid lidt - og det kan gøre, at hun også bliver bedre til at håndtere opvågningerne om natten.

Ulempen er, at det vil kræve rigtig meget af jer forældre, hvilket kan være voldsomt, fordi I selv er ret udmattede. Hvis I går for hurtigt fra hende, kan hun opleve, at I ikke forstår hende eller ikke tager hende alvorligt, og det giver derfor ikke bedre søvn, tværtimod.

Hvis I vælger denne løsning, er det derfor vigtigt, at I trækker jer gradvist tilbage, når hun skal sove. I kan f.eks. starte med at sidde hos hende, læse godnathistorie eller lignende og derefter lave noget praktisk. Så I er til stede, men ikke sidder og venter på, at hun skal sove. Lægger I f.eks. vasketøj sammen, kan I forklare, at I lige går ud for at hente nogle flere tøjstykker, så går I og kommer efter kort tid tilbage igen. Herefter begynder I så måske at sige, at I går ud og tømmer opvaskemaskinen, I er væk i lidt længere tid, men så kommer I ind til hende igen. Hun må ikke blive ked af det, hun må ikke blive bange. Hun skal hele tiden være tryg ved at ligge i sin seng. Og hvis hun f.eks. kalder på jer, så er det vigtigt, at I kommer ind til hende eller svarer lidt på afstand, så hun hele tiden føler, at I er der, hører hende og netop reagerer på hende.

Når hun så vågner om natten, så skal I hjælpe hende på samme niveau, som I er nået til ved aftenputningen. Hvis hun har brug for, at I lige sidder der, synger en godnatsang, hjælper hende med at finde bamsen, så hun kan holde om den osv. så gør I det - før I så går fra hende igen. Og igen skal hun være helt tryg ved, at I går - også om natten.

Det er kun jer, der kan mærke, hvad der vil passe bedst til jeres familie - både jer voksne og jeres datter. Det er vigtigt, at I ved, at der ikke er noget unormalt ved, at jeres datter på 7 år gerne vil sove tæt på jer. Børn har forskellige behov, også når det gælder søvn og nærhed. Nogle børn sover bedst alene, andre har i perioder brug for at være tæt på deres forældre.

---

---

Måske er der nogen i jeres omgangskreds, der har kommenteret eller sagt noget i retning af, at "hun er da for stor til at sove sammen med jer," eller "skal hun ikke snart lære det, hun går jo i skole nu" eller lignende. Men selvstændighed udvikles ikke bare ved, at vi beder vores børn om at klare sig selv. Den udvikles også gennem en erfaring om, at nogen hjælper os, når noget er svært. Når børn oplever, at de kan få hjælp og støtte, så får de efterhånden mod til at klare mere selv.

Derfor tænker jeg ikke, at målet skal være, at jeres datter skal sove alene hele natten. Hvis I kan finde en løsning, hvor I alle sammen får sovet, så tænker jeg faktisk, at det vil være en rigtig god løsning for jer alle fire.

Når alt dette så er sagt, så er det også vigtigt lige at sige, at hvis jeres datter er oprigtigt bange, så er I nødt til at tale med hende om, hvad hun oplever i hverdagen. I skal ikke forsøge at overbevise hende om, at dæmoner ikke findes. Det ved hun godt allerede. Men I skal prøve at være lidt nysgerrige på, hvad hun oplever. Hvad sker der i skolen? På SFO? Blandt hendes venner? Har hun hørt, set eller læst noget om dæmoner? Er hun også bange for andre ting? Er hun bange for mørke eller måske for at være alene?

Det er vigtigt at finde ud af, hvad der ligger bag hendes uro og angst. Er det først og fremmest de uhyggelige drømme, eller er der noget i hendes hverdag, som gør hende utryg, og som kommer særligt til udtryk om natten. Børn kan godt gå rundt med oplevelser eller bekymringer, som de ikke kan sætte ord på, og her er det vigtigt, at I lytter. Ikke stiller en masse spørgsmål, men prøver at give hende mulighed for at fortælle, hvordan hun egentlig har det, og hvad hun tænker på. Og det skal selvfølgelig gøres om dagen og ikke om aftenen eller om natten:)

Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre.

Rigtig meget held og lykke fortsat!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---