Svar: Opfølgning: Svære afleveringer i Vuggestuen

---

Kære mor

Tak for dit brev og opfølgning med nye tanker og spørgsmål. Dejligt at høre, at du kunne bruge mit tidligere svar, og jeg vil naturligvis meget gerne dele mine tanker med dig igen:)

Jeg kan godt forstå, at du føler dig klemt i denne situation. Du forsøger at finde en balance, hvor du kan følge jeres datters signaler, mærke efter din mavefornemmelse, og samtidig skal du også følge måden institutionen fungerer på, og de krav vuggestuen stiller. Det lyder til at være en rigtig svær balancegang.

Da du er blevet bedt om at deltage i et møde om et par dage, så vil jeg gerne begynde med at sige lidt om, hvad jeg tænker, der sker, når pædagogerne siger at jeres datter er "på overarbejde", "kontrollerer situationen" og virker "ultra opmærksom". Det lyder for mig som en pige, der bruger rigtig meget energi på at holde sig tryg. Hun scanner omgivelserne, hun holder hele tiden øje med, hvem der går, og hvem der bliver - det er en naturlig måde at forudse, hvad der sker.

Jeg synes, det er helt forkert, hvis dette ses som "kontrol" i voksen forstand. Hun forsøger ikke at kontrollere de voksne. Hun er i gang med at beskytte sig selv. Det hænger rigtig fint sammen med, at hun har nogle meget svære afleveringer nogle dage, og at hun også kan blive ked af det i bilen, når I er på vej til institutionen.

For at du kan komme igennem mødet, så tænker jeg, at det er vigtigt, at du ikke føler, at du skal forsvare din måde at gøre det på. Prøv i stedet at holde fokus på tryghed. Bliv ved med at vende tilbage til, at din datter skal være tryg, og hvordan I så sammen kan hjælpe hende til det. Stil spørgsmål som "hvordan hjælper vi min datter til at føle sig tryg - uden at presse hende til noget, som hun ikke kan endnu?"

Det er også vigtigt, at du fortæller, at du gerne vil samarbejde om at finde en løsning. Sig f.eks. "jeg vil rigtig gerne samarbejde om at hjælpe hende bedst muligt. Jeg oplever, at hun udvikler sig, og når jeg giver hende tid, og hun får lov til at sige "klar", så er hun rolig. Hvis jeg skynder på hende, så går hun i baglås". Præcis som du har forklaret mig.

Jeg synes ikke, de skal kalde din datters adfærd for kontrol. Hun er 2 år gammel, og hun forsøger ikke at kontrollere sine voksne. Så hvis pædagogerne siger dette, så sig f.eks. "Når I beskriver, at hun holder øje med jer og reagerer, når I går ind og ud, så lyder det for mig som om, hun prøver at sikre sig, at hendes voksne stadig er der. Det ser jeg ikke som kontrol, men hendes måde at vise, at hun har brug for at føle sig tryg."

At de oplever hendes kontrollerende og på overarbejde tænker jeg faktisk viser, at hun stadig har ekstra behov for hjælp til tryghed - ikke mindre.

En anden måde, du kan gribe det an på, hvis du føler, at du bliver nødt til at forsvare dig, kan være at stille spørgsmål. Du kan f.eks. spørge pædagogerne og lederen "Hvad tænker I konkret, at hun har brug for i de situationer?" "Hvem tænker I er bedst til at tage imod hende, når hun er utryg?" "Hvordan mener I, at vi kan gøre overgangen mere forudsigelig for hende?" Så kan du høre, hvad de svarer, om de har gjort sig nogle pædagogiske overvejelser, som du kan være enig i, eller om du slet ikke er enig. Hvis du slet ikke kan være enig i deres måde at se og håndtere tingene på, så er det nok et signal om, at din datter måske skal flyttes til en anden pasningsordning. Det vil sandsynligvis ikke blive anderledes, når hun så starter i børnehaveafdelingen.

Det er meget vigtigt, at I ved, at når man er 2 år gammel, så er man rigtig godt i gang med at finde ud af, hvordan verden fungerer. Jeres datter forsøger at finde ud af, hvad det hun gør, gør ved andre. Altså hvordan hendes handlinger påvirker andre - samtidig med, at hun naturligt har ...

---

---

... behov for at føle sig tryg.

Derfor er det helt normalt for hendes alder og den udvikling, som hun går igennem, at hun f.eks. siger "nej", "stop", vil bestemme hvem der må sidde på hvilken stol, kan reagere voldsomt på, at mor og far kysser og krammer, at dørene skal lukkes osv. Det er hendes måde at skabe overblik og en følelse af sikkerhed.

Jeres datter er i gang med at udvikle sin selvstændighed. Det der i gamle dage blev kaldt trodsalderen. Hun er i gang med at udvikle vilje, og hun opdager, at hun kan bestemme noget. Hun er ved at finde ud af, at hun er en selvstændig person. Hun har sin egen mening, sine egne ønsker, og hun kan kommunikere disse til jer, og så reagerer I på det.

Som en lille forsker, så er hun i gang med at afprøve hypoteser. Hvis jeg gør X, så sker der Y. Hendes hypotese kan f.eks. være, hvis jeg siger "klar", så går mor - men først, når jeg er klar". Det giver hende viden om, at du er til at stole på.

Hendes hypotese kan også være "hvis jeg bestemmer, hvor folk skal sidde, så er verden forudsigelig". Her tester hun, om det bliver, som hun siger. Om I flytter jer, og hvad der sker, hvis hun protesterer. Og nogle gange bliver det, som hun siger. Andre gange så holder I fast i jeres pladser, og rummer hende, selvom hun bliver ked af det. Så her lærer hun, at selvom det ikke altid bliver, som hun gerne vil, så kan I rumme hende og er der for hende.

Hendes hypoteser kan også gå på, om mor og far reagere ens. Derfor afprøver hun de samme ting flere gange for at finde ud af, om I reagerer ens, og om I reagerer ens hver gang.

---

---

Rigtig mange børn bliver frustrerede og kede af det, når mor og far giver hinanden kys og kram. Det gør dem usikre, og følelsen af jalousi handler her om usikkerheden. Det er en følelse af, at hvis mor giver kærlighed til far, risikerer jeg så at miste mor? Hun bliver i tvivl, om der stadig er samme plads i jeres hjerte, bliver usikker på, om hun kan få mor igen. Derfor er det vigtigt, at I her også giver hende knus, kys og kram. I skal ikke holde op med at knuse og kysse hinanden - det skal I endelig gøre, for det er vigtigt, at hun ser, at mor og far er glade for hinanden. At I har noget sammen, er en enhed, der ikke kan splittes. Men - det vil være godt, at hun også mærker jeres fysiske kontakt og nærhed.

Hvis I f.eks. sidder tæt sammen i sofaen, og hun vil have jer delt, vil have jer placeret væk fra hinanden, så må I gerne holde fast i, at I bliver siddende sammen. Men så invitere hende med og vise hende, at I sagtens kan sidde tæt alle tre.

Hendes sprog tager naturligt også mere og mere fart nu. Så det er helt naturligt, at hun begynder at sige f.eks. "nej" og "stop". Det er vigtige ord at kunne. Her forsøger hun naturligvis at finde ud af, hvordan ord kan bruges og finde ud af, om hun bliver hørt.

Når jeg læser din beskrivelse, så lyder det for mig som om, at jeres datter er i gang med en rigtig god udvikling. Hun viser mange sundhedstegn - ikke problematiske tegn. Det er meget vigtigt, at I holder fast i, at I ikke har et "problembarn". Hun gør ikke noget forkert. Hun skal ikke "rettes". Der er rigtig meget logik i det hun gør, hun reagerer, som man vil forvente. Hun bliver ked af det ved afleveringer, især når det er uforudsigeligt for hende. Hun har brug for tid, før hun selv kan sige "klar". Hun holder øje med de voksne omkring hende, fordi relationer betyder noget.

Jeg håber, at mine tanker også hjælper lidt på vej denne gang. Og jeg håber, at mødet med institutionen kommer til at gå godt! Er det muligt, at far eller en anden voksen kan tage med, så gør det, så du ikke er alene. Måske kan en ven eller bedsteforældre passe jeres datter, imens både du og far tager til mødet:)

Rigtig meget held og lykke med det hele:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---