Svar: Selvstændighedsalder del 2

---

Kære frustrerede mor

Tak for dit brev og spørgsmål :) Dejligt at høre, at det går lidt bedre, og at du er blevet tilvalgt lidt mere. Det går ofte lidt op og ned, så nogle dage foretrækkes far, andre dage foretrækkes mor.

Den beskrivelse, som du sender omkring jeres ældste datter, lyder fuldstændig som selvstændighedsalderen. Hun er rigtig godt i gang med at finde ud af, hvem hun selv er, og rigtig godt i gang med at finde ud af, hvordan hendes omgivelser reagerer på hende, og det hun gør.

Samtidig sker det ofte, at hun meget hurtigt opdager, hvad der giver en særlig reaktion fra mor og far. Hvis hun f.eks. hælder vand på gulvet eller hopper i sofaen, så får hun meget hurtigt en bestemt reaktion - og det kan i sig selv være spændende at undersøge. Ligesom det naturligt er spændende at finde ud af, om I reagerer ens. Hun afprøver hypoteser "når jeg hopper i sofaen, siger mor nej?" Ja det gør hun. "Når jeg hopper i sofaen, siger far så også nej?" Ja det gør han.

Hun gør det ikke for at provokere jer, men fordi hun helt naturligt er i gang med at finde ud af, hvordan verden fungerer.

Det bedste I kan gøre i sådanne situationer er at stoppe hende, uden at give hende lange forklaringer. Når hun gør noget, hun ikke må, så virker det ofte bedst at reagere hurtigt og roligt.

Det vil sige, at hvis hun f.eks. hælder vand på bordet, så siger I "vandet skal blive i glasset", og så sætter I glasset væk. Hvis hun hopper i sofaen, så går I hen til hende, og siger f.eks. "Jeg vil ikke have, du hopper i sofaen", imens I flytter hende ned.

Det er også vigtigt at vise hende, hvad hun må gøre i stedet. Det er vigtigt, at I anerkender hendes lyst til f.eks. at hoppe, så når I fjerner hende fra sofaen, så må I gerne sige "hvis du vil hoppe, så kan du hoppe på madrassen" og viser hende, hvor hun må hoppe i stedet. Det samme, når hun hælder vand ud på bordet, så kan I sige "vand er til at drikke. Hvis du vil lege med vand, kan du gøre det i badekar". Eller når hun slår til lampen "AV. Ikke slå på lampen, den går i stykker. Se her er din tromme. Den kan du slå på" eller "Nej. Ikke kaste med koppen. Du kan kaste med bolden".

Hvis I oplever, at hun gør det, når hun keder sig, så kan det være en god idé at tilbyde hende små øjeblikke med kontakt. Nogle gange kan det bare være 3-5 minutter, hvor I lige sætter jer sammen og kigger i en bog, bygger med et par klodser eller f.eks. giver hende et ekstra langt kram. Fysisk kontakt og nærhed er vigtigt, og det kan f.eks. også være tumle eller kildelege. Hvis hun igen og igen hopper op i sofaen for at hoppe, selvom I har sagt nej, så kan løsningen nogle gange være at sige f.eks. "din lille bøllespire, skal du være fræk," og så løfte hende op og give hende en kildetur. Hun skal naturligvis synes, det er sjovt, men ved at I bruger et par minutter på at kilde og tumle med hende, så bliver hun "fyldt op med kontakt", og hun vil lettere kunne finde ro og lytte til jer efterfølgende.

Nogle gange er det også en god idé at se væk, være neutral og f.eks. gå i gang med at lave noget andet. Hvis hun laver småting for at få en rektion, og det ikke er noget, hvor hun f.eks. kan falde ned og komme til skade (som at hoppe i sofaen eller kravle op på bordet), så kan det være fint, at I går væk fra situationen. Det kan være at sige "jeg går i køkkenet og tømmer opvaskemaskinen. Vil du hjælpe mig?". På den måde opdager hun, at det hun gør, ikke får særlig opmærksomhed, men hun oplever også, at I naturligvis stadig gerne vil være sammen med hende.

Du nævner, at hun godt kan mærke, hvis I er irriterede, eller der er en spænding mellem jer voksne - og det tænker jeg, at du har har helt ret i. Nogle gange kan det være godt at sætte ord på "mor er lidt træt lige nu - det er ikke din skyld", fordi det giver dig ro, at sige det højt - og når du er rolig, så kan hun spejle sig i din ro. Hvis begge I forældre er hjemme, så kan det også være en mulighed, at sige højt "jeg har brug for 2 minutters pause, vil du lige holde øje med hende" og så trække sig lidt væk. Det kan være bedre at gå væk et par minutter, end at blive så overfyldt, at I ender med at råbe og skælde ud.

Jeg kan fuldt ud forstå, at I bliver ekstra pressede, når lillesøster græder meget. Der sker meget på én gang hos jer med storesøster i selvstændighedsalderen, og en lillesøster der er syg. Det er bare rigtig hårdt. Det er dog vigtigt, at I ved, at storesøsters reaktioner er helt normale. Hun bliver naturligt overvældet af en masse følelser, og hun er stadig så lille, at hun ikke kan sætte ord på. Derfor reagerer hun fysisk med f.eks. at nive lillesøster.

I disse situationer gælder samme principper som ved sofaen og middagsbordet - stop det hurtigt og uden for lange forklaringer. Sig f.eks. "STOP! Jeg vil ikke have, du niver. Det gør ondt på lillesøster." Sig det kort, tydeligt og uden at råbe. Og flyt hende ...

---

---

... så væk.

Det kan være en god idé at bruge ordet stop, fordi det er et kort og præcist ord, som hun har glæde af at lære. I sikrer, at lillesøster bliver beskyttet med det samme, og I viser storesøster, at her går en tydelig grænse. Det er ofte en rigtig god idé at lade en handling følge med jeres "stop". I skal ikke flytte hende væk til værelset eller et andet rum, men f.eks. flytte hende ned fra jeres skød. Når hun på den måde bliver flyttet lidt væk, så lærer hun, at når hun niver, så stopper legen, og hvis hun vil være med og sidde tæt med mor og lillesøster, så skal hun ikke nive lillesøster.

Det er også her vigtigt, at I viser hende, hvad hun kan gøre i stedet. I kan f.eks. sige "Ikke slå. Ae lillesøster" og vise hende, hvordan hun kan ae hende. Det kan på samme måde være en idé, at I inddrager storesøster lidt i lillesøsters behov og f.eks. beder storesøster om at finde lillesøsters sut, nusseklud, bamse eller lignende. Så I på den måde viser, hvordan storesøster kan være sød ved lillesøster - uden på nogen måde at italesætte, at hun skal være sød og ikke "ond".

Når storesøster niver, er det sandsynligvis en blanding af frustration, jalousi, manglende opmærksomhed og en spirende selvstændighed. Når vi bringer en lille ny ind i familien, så opstår der naturligt rigtig mange følelser - og de bliver ikke mindre nu, hvor lillesøster er blevet 14-15 måneder og aktivt gør opmærksom på sig selv. Det kan naturligt være svært for storesøster at skulle dele jer med lillesøster - især fordi lillesøster er syg og tager meget af jeres tid og opmærksomhed.

Man sammenligner ofte det at bringe en baby ind i familien med, at ens ægtefælle kom hjem med en ny partner. Prøv at gennemtænke den situation, at din mand kom hjem med en ny kvinde, meddelte dig, at hun skulle sove i soveværelset, og hende elskede han. Ja, han elskede selvfølgelig også dig, men nu skulle hun også være der... Hvordan ville du have det? Hvilke følelser ville opstå i dig? Det giver lidt idé om, hvilke følelser, der kan være i storesøster.

Jeg tænker, at hvis det var dig, så ville du have rigtig meget brug for, at din mand prioriterede dig, at han var sammen med dig - og kun dig. Du ville sandsynligvis rigtig gerne have, at han holdt om dig og viste dig, at han ikke havde glemt dig, og at du stadig betød noget for ham. Og det er præcis det, storesøster forsøger at fortælle dig/jer - især fordi lillesøster græder og skriger rigtig meget i øjeblikket, og situationen er presset. Måske ville du også have lyst til at nive den kvinde, eller måske slå hende...

---

---

Det er helt naturlige følelser, som storesøster skal have lov til at have. Dermed ikke sagt, at hun skal have lov til at nive lillesøster, for det skal hun ikke, men følelserne er okay. Det er ikke storesøster, som er forkert, og hun er ikke ond og gør ikke noget i ond vilje - det er handlingen, som er forkert. Hun er dog stadig så lille, at hun ikke kan sætte ord på. Hun kan ikke sige, at hun føler sig udenfor, eller at hun er bange for, om I stadig elsker hende lige så højt som før osv. Og det har hun brug for, at I forstår - og stadig viser hende.

Det er en god idé at lære hende at sige undskyld. Det er vigtigt at kunne sige undskyld til hinanden, fordi det både holder fast i de grænser eller regler vi har, og det styrker også vores relation. Du har naturligvis ret i, at det ikke "nulstiller" situationen, men det er vigtigt ikke at bære nag. Det er vigtigt at kunne komme videre. Når små børn gør noget forkert, så er det vigtigt, at de får at vide, at det ikke var okay, og at man f.eks. lærer dem "stop". Men bagefter er det lige så vigtigt, at relationen bliver repareret hurtigt. Hvis jeres datter siger undskyld eller giver et knus, så er det vigtigt at tage imod det og f.eks. sige "det er godt, du siger undskyld." Det er meget vigtigt, at storesøster oplever, at I stopper hende, når hun gør noget forkert - men I holder stadig lige så meget af hende bagefter."

Jeg forstår godt, at I reagerer kraftigt, når I ser storesøster gøre lillesøster ondt. Men husk på at børn, der niver deres søskende i denne alder, elsker dem stadig. Følelserne er bare store i denne alder, og de er rigtig svære at styre. Når lillesøster græder bliver det ekstra svært. Storesøster bliver naturligt urolig, irriteret og frustreret, og hun har lige så meget lyst til at stoppe gråden, som I har. Men hun har ikke de strategier, som er nødvendige, og derfor reagerer hun med at nive - eller skubbe, slå eller gøre noget andet fysisk.

I står lige nu i en hård (men meget normal) periode. Der sker udviklingsmæssigt rigtig meget. Jeg håber, at mine tanker hjælper jer lidt videre på vej :)

Jeg vil også anbefale jer meget at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn". I den finder I også et kapitel, der handler om søskende.

Rigtig meget held og lykke fortsat!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---