Svar: Hjælpe til i hjemmet

---

Kære mor

Tak for dit brev :) Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig. Der er højst sandsynligt flere ting, som spiller hos jer, og du må selv vælge til og fra, hvad du tænker, at du kan bruge.

Når jeg læser dit brev, så tænker jeg umiddelbart, at din datter lyder til at have svært ved det skifte, der ligger mellem at lege og skulle stoppe, fordi der nu skal ryddes op. Når du siger "nu er det tid til at rydde op", så mærker hun en modstand i sig. Hun har ikke lyst til at samarbejde, men vil naturligt hellere lege videre.

Når hun siger, at hun har ondt i maven, så er det sandsynligvis ikke en dårlig undskyldning, men fordi hun faktisk føler sig presset lige der, og det føles som ubehag. Og jo mere du forsøger at få hende til at rydde op, jo mere lukker hun ned - også selvom du forsøger med forklaringer, synger sange osv. Så hun trækker sig, hun går tilbage til sin leg, for det føles ikke ubehageligt.

Det er vigtigt, at du anerkender denne følelse, så når hun siger "jeg har ondt i maven", så kan du f.eks. svare "Det kan jeg godt høre. Det er ikke rart. Vi rydder lige bamserne op sammen, så får du nattøj på bagefter."

Nogle gange kan det være en god idé at fjerne ordet "rydde op" og i stedet sige helt konkret, hvad hun skal gøre. "Se, du kan holde i kurven her, mens jeg samler", eller "hvis du samler alle de røde klodser, så tager jeg de andre", eller "bøgerne skal ind på hylden her. Hvis du tager den store bog først, og sætter den der". Det er også altid en god idé, at I gør det sammen, og du viser hende hvordan.

Når man er 4 år gammel, så har man ofte en følelse af, at de voksne bestemmer alt! Din datter har ret til medbestemmelse, så hendes "jeg kan desværre ikke hjælpe" kan sagtens være et udtryk for, at lige præcis her kan hun faktisk bestemme selv. Du har naturligvis ret i, at der skal ryddes op, men hun kan godt have behov for at bestemme noget. F.eks. "vil du tage bamserne eller klodserne først?", "vil du rydde op sammen med mig, eller starte selv og så kommer jeg bagefter?". På den måde føler hun, at hendes mening faktisk betyder noget.

En anden måde at give hende medindflydelse og dermed motivation på kan også være at sige "du er rigtig god til at sortere - vil du vise mig, hvor de her skal være?" eller "kan du huske, hvordan vi plejer at gøre?". Du kan også spørge "hvad synes du, vi skal starte med?", så hun får en oplevelse af, at hun faktisk er med til at lede processen lidt, og hun ikke bare skal gøre, som du siger.

Har du lagt mærke til, om hun nogle gange giver udtryk for, at du bestemmer hele tiden, bestemmer for meget eller direkte siger, at det vil hun selv bestemme? Hvis det er tilfældet, kan det også være en god idé at bruge ordet bestemme og direkte sige "jeg bestemmer, at der skal ryddes op, men du bestemmer, om vi skal starte med klodserne, bøgerne eller dukketøjet?"

Du bør også overveje om tidspunktet for oprydningen er det bedste. Du skriver, at du ofte rydder op om aftenen, før I går i seng - fordi så er alt ordentligt til næste morgen. Det forstår jeg godt. Det er rart ikke at starte dagen i rod. Men, sidst på dagen er din datter naturligt træt og fyldt op med indtryk, og overskuddet til så at skulle rydde op er ikke særlig stort. Derfor kunne det være bedre at rydde op i løbet af dagen og f.eks. indføre en regel om, at når hun er færdig med at lege med klodser, ...

---

---

... så skal de lægges i kassen, før hun begynder at læse bøger.

Og det er her at konsekvens, som du stiller et tillægsspørgsmål omkring, kommer ind. Det er, når klodserne er ryddet op, at I går videre til næste aktivitet - det handler om rækkefølge og ikke om en straf, og det er lettere at overskue én regel ad gangen.

Konsekvens bliver ofte brugt som straf, hvilket bestemt ikke er en god idé. Det er f.eks. hvis du siger, at hun ikke må se iPad, ikke får noget fredagsslik, eller ikke får godnathistorie - hvis hun ikke rydder op. Det vil ikke lære hende at rydde op, men vil skabe yderligere modstand, hun vil let kunne føle sig forkert, og det vil være ødelæggende for jeres relation.

Konsekvens kan f.eks. også være, at du starter oprydningen og så stopper igen. Du kan f.eks. sige "jeg tager de første - så er det din tur." Og så venter du. Ikke irriteret og uden at du giver en masse forklaringer, du venter bare. Der skal ikke leges, der skal ikke skabes nye aktiviteter - ikke som en straf, men fordi rækkefølgen er fast "klodserne skal ryddes op, før I kan begynde at læse bøger". Og du venter bare. Så din datter lærer, at du ikke bare altid gør det for hende - I kommer ikke videre, før hun deltager.

En strategi som denne virker kun, hvis hun rent faktisk kender til reglen om, at legetøj skal ryddes op, før næste aktivitet kan begynde. Det skal også ske tidligere på dagen og ikke om aftenen eller på et tidspunkt, hvor hun er træt. Det virker også kun, hvis der er tale om en lille opgave, som hun faktisk kan overskue, og hvor hun ved præcist, hvad det er, hun skal gøre. At klodserne f.eks. skal op i kassen.

Når dette er sagt, så tænker jeg, at det at tale om konsekvenser i denne forbindelse er lidt forkert. Din datter har ikke svært ved at tage tøj på, rydde op eller komme ud af døren. Hun har svært ved at stoppe med en leg, hun har svært ved at skifte fokus, hun har svært ved at skynde sig - fordi hun kun er 4 år - og hun har svært ved, at du forsøger at styre hende, fordi hun gerne vil bestemme mere selv.

---

---

Jeg forestiller mig, at du lige nu ofte siger "kom nu", "tag bukserne på", "vi skal af sted" eller lignende - og du ender med at hjælpe hende mere og mere. Din datter lærer på denne måde, at hun ikke behøver starte, mor tager over.

I stedet vil det være en god idé, at du lægger tøjet klar, så det er til at få på. Læg det i den rækkefølge, som hun skal have det på og vend det sådan, at hun er i stand til at tage det på. Sig højt "når tøjet er på, går vi udenfor/læser vi en bog/spiser vi morgenmad..."

Hvis hun ikke kan selv, så må du guide hende. Sig f.eks. "bukserne først" og så kan du lægge bukserne foran hende, vise hende hvordan hun skal sætte sig, tage et ben i hvert bukseben, rejse sig og tage bukserne op. Er det også for svært, så sig f.eks. "jeg holder bukserne - du træder i." Så du guider og hjælper men ikke gør det hele for hende.

Du kan også her give hende valgmuligheder. Du tager den overordnede beslutning om, at I skal ud af døren, men du giver hende valget "vil du tage jakken eller skoene på først?" På den måde føler hun stadig, at hun har medbestemmelse, hvilket er en rigtig rar følelse.

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre og jeg vil også anbefale dig at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn" :)

Rigtig meget held og lykke!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---