Annonce

Annonce

Svar: Fortsat dårlig søvn efter dræn


18. januar 2026

Kategori:
Alder:
12 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

Kære trætte forældre

Tak for jeres brev og velkommen tilbage :)

Det lyder virkelig hårdt, det I fortæller. Og jeg vil meget gerne dele lidt tanker med jer.

I fortæller, at jeres datter har haft øreproblemer gennem flere måneder, og hun har derfor haft svært ved at falde i søvn og er også vågnet flere gange om natten. Og det er sådan, at kroppen husker. Drænene hjælper på trykket i ørene og på mellemørebetændelsen, men de giver desværre ikke nødvendigvis søvn med det samme.

Jeres datter har en erfaring med sig om, at natten er farlig/ubehagelig. Det gør ondt at sove, hun er blevet vækket med smertejag og uforudsigeligt ubehag, og natten er blevet afbrudt hele tiden. Selvom smerterne nu er væk, så reagerer hendes krop stadig som om, at de er der. Det er hendes nervesystem, som husker, og jeres lille pige lyder stresset - præcis, som I også selv er...:)

Samtidig vil al den "snot" hun har haft i ørene sandsynligvis have gjort, at hun har hørt lyde anderledes og mere dæmpet. At hun har fået dræn vil naturligt nu kunne ændre hendes lydopfattelse og gøre, at hun får en del nye input, som hun ikke tidligere fik. Det er blandt andet vigtigt for udviklingen af hendes sprog, hvilket er godt - men det betyder også, at hun får nogle stimuli, som hun ikke fik tidligere, hvilket også kan påvirke hendes nervesystem og dermed hendes søvn.

Når hun laver flitsbue, skriger i jeres favn, gerne vil i seng, men ikke kan blive liggende og rejser sig igen, så lyder det for mig som en lille pige, der er ekstremt træt, men som ikke er i stand til at regulere sig selv ned. Hun vil så gerne sove, men hendes krop kan slet ikke finde ud af det - og nogle gange så vil berøring faktisk forværre dette. Derfor skriger hun, når hun tages op, og hun skriger, når hun lægges ned. Hun skriger og græder, selvom hun er træt. Hun skriger og græder, fordi hun er overtræt, fordi hendes nervesystem er overbelastet.

Når hun endelig sover og så vågner igen efter 30 minutter, så er det fordi hun stadig er stresset - det vil sige, at mængden af kortisol i kroppen er stadig høj, nervesystemet er stadig overbelastet. Derfor kan hun stadig ikke finde ro og tage imod jeres trøst, og derfor virker sut, vand og nusseklud heller ikke.

Derudover, så lyder det som om, at én lur på 1.5 time er for lidt - og når hun sover for lidt, så bliver hun overtræt. Overtræthed er ikke godt, for det er også stress. Og det gør det ikke lettere for hende at falde i søvn. I stedet vil hun netop græde voldsomt, når hun skal sove. Det vil tage en time at falde i søvn, og hun vil vågne efter 30 minutter.

Så - det første I skal gøre er at få hendes krop ud af den stress-tilstand, som hun er i. Og her er det vigtigt, at I ikke tænker så meget over, hvordan hun falder i søvn men mere tænker på, at hun faktisk får sovet.

Det betyder, at det kunne være en god idé at give hende to lure dagligt igen i en periode. En kort formiddagslur og en middagslur. Har I på fornemmelsen, at hun nogle gange falder i søvn om eftermiddagen f.eks. i autostolen, så er det tegn på, at hun har brug for to lure, men det er vigtigt, at søvnen ligger først på dagen og ikke som en powernap om eftermiddagen.

Det kan også være en god idé at putte hende tidligere end kl. 19. Jeg tænker, at hun måske skal puttes allerede 18.30. Det kommer dog an på, hvornår hun står op af sin middagslur - men sandsynligvis skal puttetidspunktet rykkes frem.

I må også meget gerne fortsat give hende flasken, som en fast del af putteritualet. Det er vigtigt, at hun har samme rytme og ritual hver aften. Hvis hun græder helt ulykkeligt, så tag hende ud af soveværelset, sæt jer med hende og hjælp hende med at finde ro. I skal give hende det, der er nødvendigt for at regulere hende ned. Og når der er ro på, så prøver I igen. Måske har I læst eller hørt, at når hun først er puttet, så er det vigtigt at holde fast i dette, blive i soveværelset osv. Det gælder altså ikke her. I skal ikke kæmpe med hende i soveværelset, hvis det giver ro at gå ud med hende.

Når hun vågner, så undgå for mange strategier, prøv at holde jer til at gøre det samme. Når hun ikke ved, om hun vil ligge, vil holdes, vil tilbage i sin seng osv. så er det, fordi hun er for lille og for træt ...


Annonce

... til at kunne finde ud af dette. Og her hjælper tidspunktet eller timingen for putning. I skal naturligvis hele tiden være der for hende - aldrig bare lade hende ligge og græde alene, men prøv at holde fast i dæmpet lys, let vugning, holde samme rytme. Også her undgå at tænke for meget på, hvordan I hjælper hende og i stedet gøre det, som I fornemmer vil fungere bedst.

Jeg vil som sagt anbefale, at I går tilbage til to lure dagligt. Dette vil jeg anbefale for at sikre en bedre nattesøvn og for at lære hende at sove sammenhængende og godt om natten. I har sandsynligvis hørt flere sige, at "søvn avler søvn" - og det er netop dette, som menes her. Det er vigtigt, at hun får sovet om dagen, så hendes nervesystem finder ro, og hun derfor både kan falde i søvn og sove sammenhængende om aftenen og natten.

Når det er sagt, så er det dog samtidig vigtigt, at hun ikke begynder at sove så meget om dagen, at det påvirker nattesøvnen negativt. Ligesom det er vigtigt, at søvnen om dagen ligger på tidspunkter, hvor det faktisk fungerer godt for natten. Igen - hvis hun f.eks. powernapper kl. 16, så har hun brug for at powernappe, men søvnen bør ikke ligge her, men om formiddagen i stedet.

Det betyder faktisk også, at når I putter jeres datter til to lure dagligt, så kan det være nødvendigt at vække hende. Det kan virke helt skørt, fordi hendes krop har vænnet sig til afbrudt søvn, og vores mål er, at hun skal lære at sove sammenhængende. Men her skal dagssøvnen ses som nogle afbræk, som hun har behov for, netop for ikke at blive overstimuleret og overtræt.

Jeg vil derfor anbefale jer at forsøge følgende dagsplan:

Morgen 06: Vågner og dagen begynder stille og roligt

Får morgenmad og vand af kop. Det kan f.eks. være en bolle, klatkager/grød pandekager, havrefras eller lignende.

Puttes til første lur kl. 8.30 og sover her ca. 30 minutter. Målet med denne lur er at dæmpe hendes nervesystem og sikre, at hun ikke bliver overtræt. Hun får et afbræk fra dagens oplevelser.

Formiddag 9-9.15: 1/2 bolle med smør, ost, frisk frugt og bær eller hvad I nu tænker hun kan spise.

Frokost 11-11.30: Tilbydes rugbrødshapser med forskelligt pålæg. Må også gerne få rester fra aftensmaden. Tilbydes varieret kost - grøntsager, fisk, kød, bælgfrugter, kartofler, pasta... Vand af kop.


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Puttes til middagslur kl. ca. 12.30 og sover til ca. 14, så hun får 1.5 times søvn her. Altså som hun plejer. Hun skal ikke sove mere end dette, men vækkes stille og roligt kl. 14. Det vil være med til at skabe et fint stræk indtil putningen om aftenen, så hun bliver parat til at sove der.

Eftermiddag 15: Grøntsagsmuffin, lidt tykmælk med havregryn, rugbrødsdrys, frugtmos eller lignende. Giv også gerne frisk frugt. Vand af kop.

Aften 17.30: Aftensmad. Udgangspunktet er familiemaden, serveret i stykker og moset, så hun kan spise det. Igen gives forskellige fødevarer som grøntsager, bælgfrugter, fisk, kød, kartofler, pasta osv. Vand af kop.

Ca. 18.15 begynder I jeres aftenritual.

Puttes til natten ca. 18.30-18.45. Må gerne få sin flaske, og den må gerne være en del af hendes putteritual stadig væk.

Hun skal puttes, før hun "falder fra hinanden". Hvis hun først er stiv i kroppen, flitsbue-agtig eller skriger ved berøring, så er hun puttet for sent, og I skal rykke puttetidspunktet frem. Derfor er de to lure dagligt også vigtige, for det vil naturligt betyde, at middagsluren kommer til at ligge lidt senere. Hvis hun sover én lur dagligt og kommer tidligt op fra denne lur, så bliver hendes vågenperiode om eftermiddagen alt for lang, og det er naturligvis begrænset, hvor tidligt I kan putte hende om aftenen.

Når I vækker hende fra dagsluren, er det vigtigt, at I gør det roligt og omsorgsfuldt. Hun skal vækkes med dæmpet stemme, I skal lægge jeres hænder på hende, før I løfter hende op. Det er vigtigt, at I undgå brat opvågning, så hun vågner stille og ikke med forskrækkelse.

Jeg vil anbefale, at I forsøger at følge denne plan i 7-10 dage og ser hvordan hun reagerer på dette. Det er vigtigt at give hende lidt tid til at finde ud af den nye rytme.

Jeg håber, at I kan bruge dette lidt videre :) Og skriv endelig igen, hvis jeg skal uddybe noget.

Rigtig meget held og lykke fortsat!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Baby sok med pulsmåler - hvad er det?

De fleste forældre kender følelsen. Man har endelig lagt sin baby til at sove, lyset er slukket, og alligevel lister man tilbage et kvarter senere for lige at tjekke, om alt er, som det skal være. Netop derfor er en baby sok med pulsmåler blevet et oplagt valg for familier, der ønsker mere ro ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

20. maj 2026 | Sovevaner | 18 mdr.

Vil ikke sove i tremmeseng

Hej Helen. Vores datter har i de sidste uger sovet ca kl 20 og vågnet ved...

Læs hele brevet og Helens svar


13. maj 2026 | Sovevaner | 4 mdr.

Mudrede nætter og manglende søvn

Kære Helen, Tusind tak for dit grundige svar til mit seneste brev. Jeg...

Læs hele brevet og Helens svar


29. april 2026 | Sovevaner | 4 mdr.

Søvnhjul og vågentid

Kære Helen, Jeg er ny mor - og ny herinde, og jeg har et par spørgsmål i...

Læs hele brevet og Helens svar


19. april 2026 | Sovevaner | 6 mdr.

Søvn og ked baby

Kære Helen Som du ved, så er vores barn nummer 2 en svær størrelse, der har...

Læs hele brevet og Helens svar


10. april 2026 | Sovevaner | 16 mdr.

Gråd ved putningen og nat

Hej Helen Min datter på 16 mdr har haft en rigtig god periode med søvn. Vi...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Calcium

Calcium findes hovedsagligt i mælkeprodukter, herunder modermælk og modermælkserstatninger.

Calcium er vigtigt til opbygning af skelettet og er derfor af stor betydning for børn, der naturligt skal vokse meget. Hvis barnet ikke får calcium nok, vil der frigøres calcium fra skelettet for at opretholde koncentrationen af calcium i blodet.

Børn der ammes eller får flaske får dækket deres behov for calcium derigennem og det anbefales at børn får modermælk eller...

Læs mere i Babylex

Indeklima

Et godt indeklima er vigtigt for vores helbred og for blandt andet at mindske risikoen for husstøvmideallergi. Miljøstyrelsen har følgende 5 råd til bedre indeklimavaner:

1. Luk luften ind. Sørg for gennemtræk 2x5 minutter hver dag. Luften indenfor kan være mere forurenet end luften udenfor, og der skal gennemtræk til, for at luften bliver skiftet ud. Vinduer på klem giver ikke samme effekt.

2. Gør hyppigt rent. Fjern støv en gang om ugen f.eks. ved støvsugning og...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce


Det siger medlemmerne ...

Kære Helen

Tusind tak for dine altid velovervejede og medfølende svar. Som førstegangsmor henter jeg megen støtte i din brevkasse.

Mor S - mor til pige på 6 måneder


Annonce