Annonce

Annonce

Svar: Søvnrytme dreng 18 måneder


3. december 2025

Kategori:
Alder:
18 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

Kære forældre

Tak for jeres brev og velkommen til :)

Hvor er det dejligt at høre, at I har fulgt med på sidelinjen og også har været glade for mine bøger. Jeg kan godt høre, at I har læst meget omkring søvn, og jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med jer. Der er lidt at overveje, jeg kan godt forstå, at I synes det er svært:)

Jeres dreng får ca. 12 timers søvn i døgnet, og det kan i princippet godt være passende for hans alder. De ca. 10 timer om natten og de ca. 2 timer i løbet af dagen er helt fint, og I beskriver også en dreng, der trives, er glad, leger og udvikler sig alderssvarende. Så det er ikke mængden af søvn, som er udfordringen hos jer - det er derimod, at putningen trækker så langt ud, når han skal sove:)

De fleste børn på 18 måneder trives godt, hvis deres vågenperiode mellem morgenens stå-op-tidspunkt og middagsluren varer ca. 4-5 timer, og hvis de har en vågenperiode på 5-6 timer mellem deres middagslur og putningen om aftenen.

I fortæller, at jeres dreng konsekvent falder i søvn omkring kl. 20.15-20.30 - uanset om I starter putning kl. 19 eller 20.15. Dette ser jeg som et tegn på, at hans indre ur er indstillet på denne sovetid. I har dog ret i, at den lange vågenperiode om eftermiddagen godt kan lyde til at gøre ham overtræt. Når han nogle gange er vågen i 7-8 timer, vil det naturligt kunne gøre, at han får sværere ved at komme ned i gear og derfor hopper rundt i sengen, kaster med sit puttedyr - og til sidst begynder han så at græde og kollapser helt, før han endelig falder i søvn.

Jeg ser umiddelbart to mulige løsninger:

1) I kan enten acceptere, at jeres dreng først sover ca. 20.15 og tilpasse putningen efter dette. Det vil sige, at I skal fokusere på at gøre putningen kortere og mere rolig. Jeg vil her anbefale, at I starter putteritualet kl. ca. 19.30, hvor I gerne må læse, synge en sang osv. Lyset slukkes kl. ca. 20 og målet er, at han så skal falde i søvn ca. 20.15, så I bruger måske 20-30 minutter på putning og ikke 1-1.5 time.

Det vil være rigtig godt, hvis I kan sørge for, at han i løbet af dagen bruger sig selv rigtig godt både motorisk og mentalt. Han skal løbe, tumle, klatre og bruge sin krop.

Det er godt med et fast, genkendeligt og roligt ritual. Ingen vilde lege i ca. 45 minutter før putning, og det er en god idé, at I lægger et evt. bad før aftensmaden. Læs gerne den samme bog, syng gerne den samme sang aften efter aften. Læg jer, som I plejer, ved siden af ham, evt. med en hånd på hans krop og sig f.eks. stille "nu er det nat, sove nu," "vi ligger stille", "mor/far passer på dig".

Når han rejser sig, kravler rundt, så hjælp ham tilbage i liggende stilling og sig samme korte sætning eller vær blot stille sammen med ham. Der skal være ret mørkt i rummet, når I læser, kan lidt lys være nødvendigt, men når historien er slut, skal lyset slukkes. Hvis en natlampe er nødvendig, skal den lyse meget svagt.

De første aftener skal I sandsynligvis gentage mange gange, men hvis I gør det samme aften efter aften, så vil han højst sandsynligt begynde at kunne finde hurtigere ro, så putningen bliver kortere.

Det kan, som sagt, godt være, at han blot har brug for de 12 timer i døgnet, og det kan være helt naturligt for ham, at han først falder i søvn kl. 20.15-20.30, og at han lige nu trives med en sådan rytme - også selvom hans vågenperiode er lang:)

2) I kan også vælge at justere på hans middagslur. I stedet for at putte ham kl. 10.30, så kan I prøve at putte ham kl. 11-11.30, men det vil her sandsynligvis også være nødvendigt at vække ham fra middagsluren, hvis det ikke skal blive sværere at putte ham om aftenen. Det vil sige, at middagsluren f.eks. kan ligge fra 11.00-12.30 eller fra 11.30-13.00. Altså ca. 1.5-2 timer. Hvis han er stået op fra sin middagslur kl. ca. 13, vil han således kunne puttes kl. 19-19.30 efter ca. 6-6.5 timers vågenperiode.

Denne løsning kan I vælge, hvis I gerne vil forsøge at ændre lidt på fordelingen af hans søvn for at se, om det kan flytte puttetidspunktet om aftenen til tidligere og dermed gøre selve putningen og den tid putningen varer, lidt mere rimelig.

Det vil ofte være nødvendigt at rykke middagsluren med små skridt, så I flytter tidspunktet med ca. 15 minutter senere hver anden til tredje dag. Og at I naturligvis også vækker ham blidt, hvis han sover mere end to timer til middag. Det handler om at hjælpe ham med at fordele søvnen mest hensigtsmæssigt, så han ikke sover for lang en dagssøvn og for kort en nattesøvn. Han skal samlet set have nogenlunde samme mængde søvn i døgnet. At vække ham efter f.eks. to timers middagslur er ikke at ...


Annonce

... "tage søvn fra ham", men at flytte lidt søvn fra dagen til natten, så han får lettere ved at falde i søvn om aftenen.

Det spiller naturligt også ind, hvornår han står op om morgenen, og puttetidspunktet for middagsluren vil godt kunne afhænge af, om han er stået op kl. 06 eller tættere på klokken 07.

Når vi skal hjælpe små børn med søvn, så har vi grundlæggende tre skruer, som vi kan dreje på:

1. Hvornår barnet står op om morgenen
2. Hvor lang og hvornår middagsluren er
3. Hvornår vi putter om aftenen.

Som I har læst, at jeg ofte anbefaler, så er det som udgangspunkt rigtig godt, hvis man kan starte med at skabe et nogenlunde fast stå-op-tidspunkt om morgenen. Det er stå-op-tidspunktet, som sætter rytmen for resten af dagen. Hvis barnet begynder at sove meget længere om morgenen, end det plejer og f.eks. pludselig sover til 8 i stedet for til kl. 06.30, så vil dette kunne skubbe på rytmen hele dagen igennem - også sengetiden om aftenen. Derfor vil det her give mening at vække barnet om morgenen.

Som jeg læser jeres brev, så varierer stå-op-tidspunktet ca. 30 minutter hos jer. Nogle dage står jeres dreng op kl. 06.15 og andre dage sover han til 6.45. Dette tænker jeg lyder normalt for hans alder, og det er ikke noget, som I umiddelbart skal ændre på. De små forskelle, der har været i søvnen dagen før, spiller sandsynligvis ind. Så I skal ikke vække ham om morgenen medmindre han pludselig begynder at sove meget længe. Men når I f.eks. vil forsøge at putte ham lidt senere til middagslur, kan I med fordel starte en dag, hvor han er vågnet lidt senere om morgenen.

Så, hvis jeg skal prøve at opsummere, så lyder det helt normalt som jeres dreng sover. Hans nattesøvn ligger fra ca. 20.15-06.30 og han trives med de ca. 10 timer der. Om dagen sover han ofte ca. to timer til middag.

Det betyder, at I kan lade rytmen være, som den allerede er:

Vågner og starter dagen kl. ca. 6.30 (+/- 15 minutter til hver side)
Puttes til middagslur kl. 10.30-12.45 (2 timer og 15 minutter)
Sover til natten kl. ca. 20.15. Hans vågenperiode før sengetid om aftenen er her ca. 7.5 time.

I kan godt justere hans rytme - men I behøver ikke gøre det af hensyn til jeres dreng. Det handler mere om, at aftenerne skal være rare og rolige for jer alle og sikre, at putningen ikke varer 1-1.5 time hver aften.


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

I kan også forsøge at ændre på rytmen, så han får lidt kortere dagssøvn og længere nattesøvn. Det vil sige, at rytmen ser således ud:

Vågner og starter dagen kl. ca. 6.30 (+/- 15 minutter til hver side).
Puttes til middagslur kl. 11-11.30 til ca. 12.30/13. (1.5 time)
Puttes til natten 19.30. Hans vågenperiode før sengetid om aftenen vil være 6.5-7 timer.

Hvis han middagslur ligger fra 11-12.30 og varer 1.5 time, så vil han sandsynligvis skulle puttes allerede 18.45-19.00. Det kan også være et forsøg værd, men det er ikke sikkert, at det lykkes - fordi hans biologi/indre ur naturligt også spiller ind.

Løsning to handler om at forsøge at skabe længere nattesøvn og kortere dagssøvn. Nogle børn vil falde lettere i søvn, fordi søvntrykket bliver anderledes, selvom timerne næsten er de samme.

I spørger også, hvor længe I skal teste en ny rytme, og jeg tænker umiddelbart, at I skal forsøge jer i mindst en uge, gerne 7-10 dage, før I kan vurdere, om det har nogen effekt, og om putningerne om aftenen bliver lettere og kortere.

I skal være forberedt på, at han de første 2-4 dage godt kan være ekstra pylret sidst på dagen og virke ekstra træt. Det sker, når man er inde og ændre på rytmen. I skal dog have på fornemmelsen, at det vil blive lettere, når I er kommet igennem de første dage med uro.

Hvis alt bare føles værre efter 7-10 dage - og I faktisk havde det bedre med den gamle rytme, så er det naturligvis helt okay. Der sker ikke noget ved at I f.eks. forsøger med løsning to, og hvis det så viser sig ikke at gå, så kan I gå tilbage til løsning et og sige til jer selv, at lige nu trives jeres dreng med den rytme, og det er okay, at han sover sent. Det kan ændre sig igen.

Der sker altså ikke noget ved at forsøge at ændre på middagsluren, så han hjælpes til at sove lidt kortere om dagen og lidt længere nattesøvn. Modsat, er det også helt okay at lade ham sove og have den rytme, som han har. Selvom han sover sent og har en lang vågenperiode om eftermiddagen, så lyder han til at trives. Fokus må derfor gerne være på at afkorte selve putteseancen, da det er vigtigere, end at han bliver puttet tidligere.

Jeg håber, at I kan bruge mine tanker lidt videre og finde ud af hvad der vil fungere bedst hos jer:)

Rigtig meget held og lykke med det!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Få det perfekte, glødende og sunde look med Skøn Skincare

Hvis du ønsker at nyde velvære og luksus uden parfume, er der heldigvis mange lækre produkter, der kan give dig denne oplevelse. Gravide, småbørnsforældre og personer med parfumeallergi har ofte problemer med at finde produkter, der giver velvære og luksus uden parfume. Her introduceres SKØN ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

20. maj 2026 | Sovevaner | 18 mdr.

Vil ikke sove i tremmeseng

Hej Helen. Vores datter har i de sidste uger sovet ca kl 20 og vågnet ved...

Læs hele brevet og Helens svar


13. maj 2026 | Sovevaner | 4 mdr.

Mudrede nætter og manglende søvn

Kære Helen, Tusind tak for dit grundige svar til mit seneste brev. Jeg...

Læs hele brevet og Helens svar


29. april 2026 | Sovevaner | 4 mdr.

Søvnhjul og vågentid

Kære Helen, Jeg er ny mor - og ny herinde, og jeg har et par spørgsmål i...

Læs hele brevet og Helens svar


19. april 2026 | Sovevaner | 6 mdr.

Søvn og ked baby

Kære Helen Som du ved, så er vores barn nummer 2 en svær størrelse, der har...

Læs hele brevet og Helens svar


10. april 2026 | Sovevaner | 16 mdr.

Gråd ved putningen og nat

Hej Helen Min datter på 16 mdr har haft en rigtig god periode med søvn. Vi...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Nakkefoldsscanning

En nakkefoldsscanning foretages i 11.-13. graviditetsuge, og her kigger man via et ultralydsapparat, som køres rundt på den gravides mave, på barnet inde i livmoderen.

Denne scanning kaldes også 1. trimester-scanning, og man ser efter:
- om der er liv
- om der er mere end ét foster
- hvor langt du er henne - man fastsætter datoen for forventet fødsel.

Hvis du ønsker at vide, om dit barn kan have en kromosomafvigelse som f.eks. Downs Syndrom, så...

Læs mere i Babylex

Børnemad, færdiglavet

Færdiglavet babymos er lavet af kontrollerede råvarer og gjort holdbart ved varmebehandling. Det er intet ernæringsmæssigt i vejen med de færdiglavede børnemadsprodukter. Hjemmelavet mad er dog lige så godt.

Vær opmærksom på at færdiglavet børnemad let bliver for findelt i konsistensen og det er vigtigt at barnet stille og roligt vænnes til familiemad og også tilbydes mad, som kræver en vis tyggefunktion og som indeholder naturligt "mere bid".

Du kan finde...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog til far - vær far med tillid, nærvær og respekt.

Det siger medlemmerne ...

Kære Helen

1000 tak for dine altid gode råd, det har virkelig hjulpet os til at få styr på hverdagen.

Tak fra mor til dreng på 5 måneder.


Annonce